Efter at have taget mig selv i at være landet i hjælpeløshedspositionen med dertilhørende negative tankespiraler, har jeg sat mig for at skrive et indlæg herom.

At være i hjælpeløshedspositionen betyder ofte at alt, hvad der hedder ændringer og udvikling, kommer uden for rækkevidde. Hjælpeløshedspositionen kan sammenlignes lidt med ”what-the-hell”-effekten – så kan det hele også bare være lige meget. En effekt eller position som fratager os power og handlekraft. 

Hjælpeløshedspositionen som jeg har mødt særligt tydeligt nu her i denne tid, er den hvor flere forskellige idéer, drømme og ønsker titter frem – ofte oveni hinanden – og jeg bliver overvældet af dem. Jeg bliver overvældet på en måde, så jeg ikke kan fokusere og træffe beslutninger og ja så lader jeg være at træffe nogle som helst. Jeg kan mærke det i kroppen, jeg bliver fysisk udmattet, som om alt energi er suget ud af mig.

Jeg fx har mange idéer til flere blogindlæg, som smutter fra mig igen, fordi jeg ikke får skrevet dem ned, eller har tiden til det, i det øjeblik de opstår. Jeg har ligeledes tanker om at lave et nyhedsbrev, hvori mine blogindlæg og løbende nyt kunne figurere. Jeg har ønsker om at få redigeret min hjemmeside med bedre SEO (Search Engine Optimization), opdatering af mine kompetencer mm og ja den evige, at få læst mere faglitteratur.

Bare når jeg opremser det hele lige nu, som jeg sidder her og skriver, ja så bliver jeg presset af det hele og mærker energien, som langsomt forlader min krop.

Jeg sammenkobler alle de planer, drømme og tanker med alt det, jeg ellers ”skal”; motionere og spise sundt (har gang i et vægttabsprojekt med dertilhørende livsstilsændring, som har løbet siden august sidste år – med stor succes faktisk), fraholde mine børn skærm (mindre stor succes), som fylder utrolig meget og som virkelig går mig på nerverne (det til trods for, at jeg selv sidder bag den ALT for tit), være en nærværende mor, passe hus og hjem og forretning. Så bliver jeg ganske overvældet og mødt af hjælpeløshedspositionens følgesvende; tvivlen, usikkerheden og uvisheden. 

Hos følgesvendene bor ofte mange ikke særlig selvkærlige tanker, som kan fastholde de negative tankespiraler; ”hvorfor skriver du overhoved blogindlæg? Er der overhoved nogen, der gider læse dem? Er der nogen, som gider læse et nyhedsbrev? Det er nok også bare besværligt og for hvad nytte? Du kan nok ikke finde ud af at redigere hjemmesiden, så det bliver godt! Det bliver nok svært at finde nogen, som kan hjælpe med det, som ikke koster en formue og forstår, hvad du gerne vil”.

Her vil den opmærksomme læser måske tænke, at jeg fisker efter anerkendelsen om, at du faktisk læser med her (og det gør jeg selvfølgelig også – jeg elsker, at du læser med og især, når du tilkendegiver at have læst det, ved at like, skrive en kommentar eller ligefrem deler mit indlæg videre på de sociale medier), men selvom det lyder som sådan, så er det ikke det, som virker i længden. Det som virker, det er, selv at tro på det, at holde fast i, at grunden til at jeg skriver blogindlæg, det er, at jeg får rede på mine tanker, at jeg opdager nyt om mig selv, nuancerer mine tænkemåder og lære mig selv endnu bedre at kende.

Fx går det op for mig, at jeg måske har brug for hjælp her – brug for en sparringspartner, som har tid og lyst til at gå ind i optimering af min hverdag og virksomhed – så skal jeg lige finde ud af, hvor jeg finder sådan en – eller flere forskellige til forskellige projekter. 

Tilbage til de ikke så rare følgesvende og de lidet selvkærlige tanker – ja undskyld jeg springer lidt i det. Ligeså langsomt – eller måske ganske hurtigt faktisk, ja så får tankerne mig til at kravle tilbage i trygheden, til min komfortzone – det genkendelige: ”det går da også meget godt! Hvorfor ændre på noget nu? Du kan ikke både blæse og have mel i munden! Det kræver alt for meget af dig, du kan nok ikke klare det” 

I komfortzonen kan mere og flere selvkærlige tanker heldigvis igen returnere: ”Du har klaret det godt som selvstændig. Du har kun været i gang i godt to år, du er ikke IT-ekspert, men alligevel har du helt selv lavet din hjemmeside. Du får positiv feedback fra dine klienter og samarbejdspartnere. Du har formået at balanceret et hjemmearbejdsliv med skolebørn og legekammerater. Du har fastholdt motion og tid i naturen, og du har lykkedes med at tabe dig”. Så kan jeg puste ud igen, sænke skuldrene og måske igen langsomt mærke lidt energi, handlekraft og power og for en tid skubbe de negative tanker væk. 

Det er godt at være i komfortzonen, det er jo netop det trygge og genkendelige. Problemet opstår kun, når det ikke længere er primært det gode, den er fyldt af – altså det som giver os den bedste livskvalitet. Komfortzonen er nemlig ikke udviklende, hvilket er ok, for så har vi plads til at forsøge at hvile og finde en form for ro. Når livskvaliteten daler, eller vi begynder at kede os, så er det, at lysten (eller desperationen) kommer efter nyt, efter forandringer og udvikling.  

Men tilbage til hjælpeløshedspositionen, der hvor vi ikke kan se os ud af det, vi står i. jeg møder den jo ikke kun hos mig selv, men også tit i klinikrummet under mine samtaler med mine klienter. Den bliver særlig tydelig og mærkbar i forbindelse med skift, skift mellem to forskellige jobs, fra en uddannelse til den næste, ny partner, flere børn, skilsmisse, tab af nærtstående, bopæl, eller som nu under Coronakrisen, hvor alt hele tiden forandres – måden vi er sammen på, måden vi omgås, arbejdsliv, skoleliv og familieliv, hvor vi netop er flået ud af komfortzonen og for mange langt ud over nærmeste udviklingszone og direkte i panikzonen. 

Terapirummet bliver ofte et sted, hvor vi kan finde tilbage til komfortzonen, til selvkærlige tanker og måske vejen til nærmeste udviklingszone og derved mulighed for udvikling og nye veje til bedre livskvalitet.

Lige nu er jeg i komfortzonens ydre kant, jeg skriver det her blogindlæg og rykker tættere på nærmeste udviklingszone. Måske er det ved dette blogindlæg gået op for mig, at jeg er nødt til at investere i én ting ad gangen. Klappe mig selv på ryggen lidt oftere for det, som jeg får gjort. Huske mig selv på at investeringer nogle gange skal have lang tid for at akkumulere og at nogle investeringer bare ikke giver det forventede afkast og måske kun ender med at være en udgift. 

Måske denne rykken frem og tilbage fra komfortzone, udviklingszone og panikzone og hjælpeløshedspositionen er genkendelig også for dig? 

Tak fordi du læste med❣️

♥️