Jeg fik et silent retreat i julegave af min mand sidste jul. ”Hvilket har foranlediget et spørgsmål om, hvorfor jeg dog ville gøre det mod mig selv. Jeg tror spørgsmålet blev stillet, fordi jeg er et meget snaksagligt menneske, som er glad for menneskelig kontakt og relationer. 

Jeg har i mange år tænkt over, at sådan en uge i et kloster, alene uden at skulle tage mig af andre mennesker, ville være spændende at prøve. Jeg har aldrig fået gjort eller afprøvet noget, der ligner. Jeg har tænkt, at det må være ensomt, at jeg ikke ville kunne holde det ud, og alligevel, så har det appelleret til mig. 

Det var først da en god veninde fortalte om sin oplevelse på et silent retreat, at jeg tænkte, ”aha, det er da det, som jeg skal!” Så i en eller anden samtale efterfølgende med min mand, sagde jeg, at det ønskede jeg mig, og så glemte jeg det lidt igen. Lige indtil gaven lå under juletræet nogle måneder senere. 

Det bringer mig egentlig tilbage til den gang jeg skulle flytte hjemmefra, hvor jeg tænkte, ”puha jeg er bange for at bo alene, mon jeg kan finde ud af det?” Hvorefter jeg købte min egen 1-værelses lejlighed og boede alene i 4,5 år. Det kunne jeg altså godt. Det var det samme med et silent retreat, det lød hårdt var angstprovokerende for mig, så det måtte jeg prøve.

Jeg har derfor haft lang tid - godt 9 måneder til at forberede mig, tænke tanker om, hvordan det ville være. Det jeg vidste ud fra informationsmaterialet var, at jeg skulle undlade at tale fra fredag kl. 15 til søndag kl. 14. At jeg skulle leve vegansk, uden kaffe, sukker og alkohol, meditere og lave yoga. 

Jeg har kun praktiseret ganske lidt yoga og meditation ugentligt igennem en 2årig periode for nogle år tilbage, hvorefter jeg stoppede. Jeg nåede frem til, at jeg ikke gad mere, min krop blev ved med at være usmidig og stiv som et bræt og jeg havde virkelig svært ved at mærke, hvornår det gjorde mere ondt, end godt var. 

Min hverdag på nuværende tidspunkt indeholder rigelige mængder af kaffe, jeg drikker vin, spiser kød og sukker og bruger min smartphone i rigelige mængder – alt sammen som her i det her regi forstås som stimulanser, som på hver sin måde kan distrahere mig fra at mærke, hvordan det står til indeni. Altså var jeg måske ikke den fødte kandidat til et silent retreat af den kaliber, eller også var jeg netop?

Ved ankomst til Samsø mødte jeg skønne Tina Bakke, som har virksomheden: https://1-floor.dk . Hun har lavet silent retreats igennem 10 år og kan sit kram. Udover hende hilste jeg på 9 andre kursister og Tinas assistent Birgitte, som hjalp til og deltog under hele opholdet. Det var mærkeligt at smalltalke med mennesker, som jeg vidste, at jeg skulle være sammen med en hel weekend men ikke tale med ellers udover ved ankomst! Kun to af os havde prøvet det før.

Efter tjek-ind – og aflevering af en slukket mobiltelefon, fik vi en lækker dahlsuppe til frokost og snakken gik om, hvor lækkert det smagte, og lysten til en portion mere. Dernæst mødtes vi i meditationssalen, hvor vi sad på stole i rundkreds og blev introduceret til weekendens program. Vi fik hver en lille bog, som vi kunne skrive i hen over weekenden. Vi blev ansporet til at overveje hvorfor, hvis vi ville læse i en bog, strikke eller tegne undervejs, og om det eventuelt var en måde at gå væk fra samværet med os selv på – en distraktion fra os selv. 

Den vigtigste instruks for os deltagere, udover ingen samtale selvfølgelig, var, at vi ikke måtte kigge hinanden i øjnene! Ingen hilsner med ’godmorgen’, ’tak’ eller ’hej’ og ingen øjenkontakt. Tina ville være den eneste talende hen over weekenden i forbindelse med guidning til yoga og meditation, samt ved instrukser som ikke blot kunne skrives på en fælles blok. 

Vi kunne også få en 1:1 session med Tina om lørdagen, hvis vi havde behov for dette. Altså en session i stilhed, hvor Tine blot sagde et par ord, som vi kunne nikke til eller ryste på hovedet ad samtidig med, at hun lige så forsigtigt holdt på ens fødder eller underben. Dette satte straks gang i tanker om, hvorvidt jeg kunne have behov for det, og om der måske ikke var andre, der havde mere behov, hun kunne jo ligesom ikke have 10 sessioner hen over en eftermiddag. Disse tanker hører sammen med det, som kommer nu. 

Noget af det jeg fandt sværest, var nemlig at give slip på opmærksomheden udad mod de øvrige deltagere. Hvad lavede de, hvad tænkte de, havde de det svært, hvad valgte de at gøre, kunne de finde ud af at meditere, lave yoga og spise langsomt? Jeg har meget tidligt i mit liv lært at søge udad, at sikre mig, at omgivelserne er ok, og at jeg så vidt muligt ikke er årsag til andres stress og ubehag. Jeg har derfor haft meget lidt fokus på mig selv og mit indre liv og adgang til mine fysiske kropsfornemmelser, hvilket virkelig blev tydeligt for mig her.

Når jeg skal noget nyt, så har jeg altid kunnet ønske mig at få 1:1 introduktion, så jeg er sikker på at kunne være med mig selv og ikke bliver optaget af andre. Det kan man naturligvis ikke igennem hele livet, men ingen tvivl om, at når jeg fx sidder i min egenterapi, så er det en kæmpe kærlighedsgave til mig selv. Jeg øver mig virkelig på nærhed og på at måtte være med, hvad end der er indeni, sammen med hende! Her skulle jeg være med det sammen med mig selv alene, se om jeg kunne mærke, forstå og være med, hvad end der var – det var bestemt angstprovokerende! Tavsheden blev herefter indledt med meditation og yoga.

Selvom yogaen var af den afspændende slags med blide stræk, så blev det med det samme tydeligt for mig, at jeg havde ondt i min krop – i min ryg. Smerter som blev intensiveret af udstrækninger og stillinger, som jeg ikke normalt udfører. Smerterne tog til hen over weekenden. Dette blev meget klart for mig ved en yogasession om lørdagen, hvor Tina blidt og stille spurgte, om jeg var ok, da jeg forsøgte at kæmpe mig ind i en yogastilling og opgav. Så trillede tårerne stille ud af mine lukkede øjne og ned i mine ører, imens jeg lå udstrakt på yogamåtten med det tæppe over mig, som Tina lagde på mig. Jeg græd fordi det gjorde ondt, og fordi jeg ikke kunne mærke og forstå årsagen til min smerte. 

Senere under min 1:1 session med Tina, som jeg besluttede mig for at sige ja til, der kom tårerne retur, indtil der ikke længere var adgang til mere forløsning. Tina sagde, ”jeg mærker det som om, at der er noget, som er lukket af!” Det kunne jeg jo kun give hende ret i – det var utilgængeligt for mig. 

Her savnede jeg klart den terapeutiske samtale med min psykolog, så det kunne blive tilgængeligt og bevidst for mig. Ligesom en session ved min kropsterapeut også kunne hjælpe med at løsne op for smerterne her og nu. I stedet måtte jeg ty til smertestillende det sidste døgn for at kunne holde det ud. Ingen skam i det, det har jeg gjort som symptomlindring igennem mange år, hvilket er en anden historie. Jeg kunne have ønsket mig, at smerterne ikke havde fulgt mig i denne weekend, og jeg debatterede med mig selv om, hvorvidt alt skulle mærkes eller om pillerne skulle aflaste mig, så andet end smerterne kunne få plads. Jeg formåede at tage kærligt imod det, som det der var, og at jeg tog mig bedst af mig selv her og nu ved at lindre det med min krykke - pillerne, for alene og i stilhed formåede jeg det ikke, og det var ok.

Det næstsværeste var at slippe planlægning af tiden – det lykkedes ikke! Her var der nogen, som sørgede for alt det praktiske og jeg blev hidkaldt til at stå op, komme til måltiderne og meditation via en klokke, der ringede. Jeg behøvede ikke et ur, men alligevel kiggede jeg mange gange på programmet og tænkte over, hvordan jeg skulle bruge tiden. Jeg prøvede virkelig at lade være med at planlægge og være effektiv/optimerende for at nå mest muligt, hvilket jeg ellers er virkelig god til. Der var flere perioder af 2-3 timers varighed henover weekenden med egentid. Jeg øvede mig i at være rigtig længe om at spise maden ved måltiderne, drikke rigtig meget te forskellige steder, indenfor og udenfor. Gå ud og mærke solen i ansigtet, sidde lidt her og sidde lidt der og mest af alt søge hen for mig selv, når ikke der var noget programsat. Jeg prøvede lidt at spørge mig selv, hvad jeg havde lyst til netop i dette øjeblik. Det var svært og måske blev valgene også noget, som fik tiden til at gå.

Tænkte jeg store tanker – næh, det gjorde jeg ikke, og det er faktisk lidt svært for mig at sige, hvad jeg overhoved tænkte på, udover måske, hvordan mon man gør det her ’rigtigt’? 

Hvad jeg savnede mest, var at få lov at indkapsle mine øjeblikke på billeder, jeg skulle helt sikkert have taget et almindeligt kamera med, nu hvor jeg ikke havde telefonen. Flere gange tænkte jeg, at det her havde jeg taget et billede af, hvis jeg havde haft et kamera med. I stedet så forsøgte jeg at indkapsle det i hukommelsen. Det var især madbilleder af Tinas smukke kunstværker af måltider, det var dådyrene, som kom farende hen over markerne over vejen og ind i buskadset næsten lige foran mig, det var havet, stenene på stranden og de smukkeste markblomster. Kameraet hjælper mig helt sikker til at stoppe op i nuet i min ellers travle hverdag, og her havde jeg alverdens tid til at se på tingene, men intet kamera til at fokusere ind og gemme det andre steder end med blikket og i hukommelsen, så det øvede jeg mig også på 

Det har været en oplevelse, som jeg ikke ville være foruden, noget som jeg ser for mig, at jeg skal igen en dag. Det bedste har været helt at koble af fra verden, ikke at have nogen forpligtelser, virkelig at blive overøst med smuk og smagfuld mad, at have lige så lang tid til at spise den, som jeg følte for. Aldrig har jeg været så længe om at spise et måltid og aldrig har jeg smagt så meget på hver en mundfuld. Helt fantastisk. Så jeg har forladt stedet og Tina fuld af taknemmelighed, samtidig med en frustration over mine smerter, som jeg netop nu, som jeg skriver dette til dels tilskriver den bevidste, men ikke-følte angst i kroppen over hele processen.

Lige nu, hvad jeg kunne ønske mig at få med retur til min hverdag er:

-       Lidt mindre kaffe, lidt mere Pukka-te

-       Lidt (meget) mindre scrolleskærm og mere bevidst tilvalg af skærmtid og langt mere nærhed med de dejlige mennesker i mit liv

-       Lidt mere meditativ tid/egentid i nuet

-       Lidt mere langsomhed

-       Lidt mere mindful eating

I dag her to dage efter jeg er hjemme igen, mærker jeg helt sikkert mere ind i mig selv og det er dejligt. Smerterne er aftagende og i morgen skal jeg forbi min kropsterapeut.

Gad vide, om du kunne få lyst til at tage på silent retreat, eller allerede selv har gjort dig erfaringer med dette? Måske andet på en eller anden måde har rørt dig i læsningen her, så del det meget gerne med mig, her eller på Instagram.

Kærligst Nina

♥️