- Og om manglende kontrol, selvværd og at blive set for den, jeg er.

Nogle gange kan man tro, at man skal noget, eller at man er sådan en der…

Det oplevede jeg ganske nyligt. Jeg troede, at jeg var sådan en, der skulle have en pangbrille, altså sådan en, der larmede lidt. Derfor gik jeg til optikeren med det udsagn, den må gerne ses og larme. Når vi tror, at vi skal noget, eller tror vi er sådan en, der… Så kan vi lande i noget, der er helt forkert. Både min mand og to meget glade optikermennesker med sjæl for deres arbejde gik med mig og all in og blev revet med.

Jeg gik der fra med 4 forskellige par pangbriller og en kæmpe klump i maven af ulykkelighed, som sagde – det var helt forkert! Og så blev jeg ked af det. Jeg siger ikke, at mit mentale og hormonelle sted i perimenopause ikke spillede ind på den følelsesmæssige rutsjetur, men rutsjetur det var det.

Heldigvis får vi ofte ”sandheden” fra børn og fulde folk, så selvom min mand gik med på den, og jeg forsøgte at overhøre klumpen i maven, så sagde begge mine piger, at det var helt galt, ”de der briller er alt for store, hvad er det for noget, du har fået med hjem, skal du gå med dem hele tiden?” og ”er der også flotte briller i den æske der”.

Det er jo bare briller. Og så er det alligevel bare slet ikke ”bare briller” – for mig. De er lige der, midt i ansigtet og for mig er briller en del af en gammel skamhistorie, mobberi og dertilhørende lavt selvværd på eget udseende.

Jeg er barn af fattigfirserne og siden ung af skilte forældre, og selvom jeg ikke husker, at vi manglede noget, så var pengene små, rugbrødsmad til aftensmad og rester fra i går var en del af ugens mad og det var helt normalt, fastfood fandtes ikke. Da jeg stod der i en alder af 13 år, midt i 7. klasse og ikke længere kunne lade som om, at jeg sagtens kunne se – det var det dumme ur i den anden ende af svømmehallen, som afslørede mig, da jeg spurgte min far, hvad klokken var, og hans sagde, at jeg bare kunne se på uret, og mit svar var, ”hvilket ur?” – ja så var optikeren det næste sted, jeg befandt mig.

Jeg tror ikke, at historien var sådan, men jeg husker den sådan her, at vi kommer ind til optikeren, og min mor siger, ”vi skal bare have de billigste briller”, efter det er konkluderet, at jeg er ret så svagtseende med -2,50 og tilsvarende bygningsfejl på begge øjne. Igen pengene var ikke store, men jeg var heller ikke ”mere værd” end de billigste briller i min mors øjne. Jeg gik der fra med to par plasticbriller – så praktisk, så fik jeg nok ikke ødelagt dem, og to styks så jeg kunne klikke glassene ud og skifte imellem blåt og hvidt stel.

Jeg var ulykkelig! De var grimme og det var lig med, at nu var jeg grim. Jeg lignede slet ikke smarte Vicky i parallelklassen, som allerede havde fået flotte store bryster og havde sådan nogle smarte tynde metalbriller med sådan et farveudskifteligt bånd i kanten, som hun kunne skifte, så det passede til tøjet.

Jeg stod der med mine grimme plastikbriller og flad som en pandekage - for at gå i puberteten kunne jeg åbenbart heller ikke finde ud af. Det er ikke mange gange, at jeg er blevet kaldt brilleabe, men det er sket og én gang var nok – det passede lige med fortællingen om, at jeg var grim. Permanenten som jeg fik lavede hjalp på en måde heller ikke, og selvom jeg var smadder tynd med lange ben og pludselig voksede mine klassekammerater over hovedet og fik de famøse bryster, ja så sad brillerne der og stod i vejen for, at den grimme ælling kunne blive en smuk svane.

Jeg var teenager, jeg var rigtig tit forelsket, sådan rigtig forelsket med hamrende hjerte, røde kinder og romantiske forestillinger, men det var aldrig gengældt, måske fordi jeg var forelsket i drenge, der var ældre end mig, som var uopnåelige, men det var jo lige meget i de romantiske forestillinger, der kom de på skift og tog brillerne af mig og sagde, at jeg var den smukkeste, de nogensinde havde set.

Det var ikke det der skete, da jeg som knap 15-årig gik langs vejkanten med mine nu meget lange stænger i mine meget korte denimshorts og mavebluse og mit store krøllede hår, og en vogn fuld af unge mænd kom kørende bagfra i åben vogn. De piftede af mig, indtil de så mig forfra, så forstummede piftende og blev til et ”ejjj”. De sagde ikke, at jeg var grim, men det kunne de lige så godt have gjort.

Jeg var 16 år, da jeg fik kontaktlinser, nu blev den grimme ælling endelig til en smuk svane, nu lå vejen fri til at score de der drenge, som hele mit forestillingsunivers handlede om. Og det gjorde jeg, altså jo ikke på nogen måde dem alle sammen og slet ikke de uopnåelige ældre fyre, men jeg troede på det og tro, kan som bekendt flytte bjerge. Min indre smukke svane begyndte at stråle igennem den grimme ælling.

Senere, da jeg tilbragte et år i Australien som 17-18-årig og pludselig fik øjenbetændelse, ja så nægtede jeg at gå i skole, fordi jeg skulle have brillerne på. Så måtte min værtsmor ringe til min far og bede ham sende penge til nye briller, for ellers kom jeg nok ikke i skole. Indtil de nye briller var klar, gik jeg i skole med én kontaktlinse, det gav et virkelig skævt syn, da jeg på det tidspunkt havde over -6 på begge øjne og bygningsfejl oveni. Men min værtsmor hørte mig, så mig og mente, at jeg fortjente noget bedre, jeg var det værd. Og min far var heldigvis med.

Da jeg mødte min mand, var jeg 19 år og kontaktlinsebærer. Han havde briller. Da jeg fortalte, at jeg også havde briller, og at jeg så virkelig grim ud med dem – jeg fortsatte udskamningen – så gjorde han en af de mest kærlige ting, han nogensinde har gjort og han vidste det ikke engang. Han bad om at se dem, ikke bare senere men nu i det øjeblik, hvor jeg stod og skammede mig, og igennem hans øjne kunne jeg se, at han var lige så vild med mig, om jeg havde brillerne på eller ej.

Og som bekendt så forsvinder skammen, når det kommer frem i lyset og vi deler til en kærlig modtager.

Nogle år efter fik jeg at vide, at jeg helst skulle bruge briller oftere, fordi mine øjne var trætte af linserne. Jeg havde en studieveninde, som havde nogle smarte briller, og efter at have prøvet hendes, så var jeg klar på at skifte dem fra Australien ud og vælge dem til, som hun havde. Endelig havde jeg frihed og kontrol til selv at bestemme – og jeg kunne godt vælge Vickys aka studievenindens, og jeg var det værd!

Senere i 2011 fik jeg laseroperation og fik næsten perfekt syn og har siden kunnet undvære briller. En frihed jeg har nydt i 15 år.

Nu er der kommet lidt nærsynethed igen, og briller er ikke længere helt et valg. De kom ind i mit liv med puberteten, og er nu tilbage med perimenopausen, to andre livsfaktorer, som også er uden for min kontrol.

Jeg opdagede i trafikken, at det blev svært at læse vejskilte, førend jeg var meget tæt på, at se mennesker på gaden, som blot gik et stykke væk og at se detaljer skarpt, når jeg sad overfor klienterne med 2 meters afstand. Da jeg blev klar over det, fandt jeg nogle hurtige billige kørebriller fra Normal. Jeg købte 3 par a 32 kr. og syntes, at jeg så ok smart ud med dem, og så var det jo billigt! Der kunne ligge et par i stuen til tv-kigning, et par i klinikken til samtaler og et par i bilen til kørsel. Så kunne jeg jo stadig vælge dem til og fra. 

Hele denne brillehistorie anede de to velmenende optikermennesker jo intet om, og min mand nok heller ikke, da vi besøgte optikeren for et par uger siden. Men det der skete derinde med min bizarre udmelding om en pangbrille, ja det var en genafspilning af mit barndomstraume og en heling af skam, selvbillede, værdi, valg og kontrol.  

Jeg har pænt været inde med æsken med de 4 par briller og sagt, ”det skal slet ikke være nogle af dem”.  

Nu har jeg en ny æske herhjemme med 4 par briller, som er meget mere mig, som jeg selv har valgt (naturligvis med hjælp fra de gode optikermennesker og min mand). Alle 4 kan jeg lide, og ville være fine til mig, hvilket mine børn spejler. Jeg har ikke noget at skamme mig over, og jeg fortjener et par briller, som matcher mit syn, og jeg behøver ikke nøjes med de billige fra Normal, men jeg kan, hvis jeg vil, jeg bestemmer!

Jeg har valgt det par, som det skal være, og det fortjener jeg.

Sådan kan vi bære rundt på gamle skamhistorier og slet ikke vide, hvor dybt, førend det udspiller sig i en ny form, hvor vi får mulighed for at hele op.

Kærligst Nina

♥️