Der har været lidt stille her på bloggen det sidste stykke tid. Det skyldes flere ting og jeg har nok beskyldt corona det, da jeg var syg lige efter vinterferien og i ugevis efter har kæmpet med hovedpine og træthed i en grad, som jeg på ingen måde havde forestillet mig.
Det er dog også gået op for mig, at en del af stilheden skyldes ommøblering. Og nej, jeg er ikke ved at få renoveret huset, eller kælderen og klinikken, men ommøblering af mig.
Lige om lidt er jeg færdig med anden år på min 3årige efteruddannelse i intensiv psykodynamisk korttidsterapi. Sideløbende med uddannelsen er jeg selv gået i terapi, således at den metode, som jeg tilegner mig, bliver godt og grundigt gennemtestet på egen krop.
Det var i udgangspunktet helt nødvendigt, fordi jeg på et 30 timers introkursus til metoden blev konfronteret med, at metodens grundpiller var, at der i vores væren er tre ting på spil; følelser, forsvar eller angst, og at det der med angst, det var ligesom kun noget andre havde, ikke jeg. Hvis jeg skulle tilegne mig metoden, var jeg nødt til at genkende det hos mig selv, ellers ville det ikke kunne blive min grundpille i mig i mit daglige arbejde.
Det krævede dog kun en enkelt (3 timers) session hos min psykolog, førend jeg blev klar over, at angst det havde jeg altså! Det var dejligt efter 35-40 års fravær at hilse på den igen.
Siden har jeg hilst på mine følelser på måder, som jeg slet ikke vidste, at man kunne, lært mange af mine egne forsvar at kende og fundet ud af, hvor blindt et øje, jeg kan have til mig selv. En blindhed som ofte kommer af at være antennebarn som barn af en psykisk syg forælder.
Jeg har altid troet, at jeg ville være eklektiker i mit arbejde som psykolog - det betyder en, som tager af en metode og en anden, som det passer ind i sammenhængen, sådan har jeg også arbejdet, indtil jeg startede på denne efteruddannelse. Jeg har arbejdet godt sådan, snuset til og brugt mange forskellige metoder og haft mange tilfredse klienter.
Jeg har aldrig troet på, at der kun var én vej. Det gør jeg egentlig stadig ikke, men alligevel har jeg det lidt, som om at jeg har set lyset. Jeg ser, hvad metoden kan, jeg mærker det på min egen krop og sjæl, og jeg må konkludere, at jeg aldrig har oplevet noget lignende. Samme feedback får jeg fra de klienter, som jeg har set igennem længere tid, eller som er kommet retur, at kvaliteten af terapien er blevet en anden, siden jeg selv er begyndt at bruge metoden i terapirummet.
Når jeg har været stille herinde, er det fordi jeg i takt med min egen forståelse af metoden og mig selv også har fået næret den selvkritiske stemme i en grad, som har givet grund til granskning både via supervision og terapi. Jeg vil gerne kunne metoden til fuldkommenhed, jeg frustreres og skælder mig selv ud, når jeg ikke lykkes med det i terapien, noget som klienterne ikke ved, fordi de jo ikke ved, hvad det er, som jeg endnu ikke formår. Der er meget lidt nåde på mig selv, hvis noget overhovedet, hvilket jeg kontinuerligt øver mig på og forsøger at få øje på.
– det der blinde øje bliver lidt mere seende heldigvis – antennerne begynder at dreje mod mig selv og ikke kun min omverden, og når det sker, kan det heldigvis ikke blive blindt igen, selvom det nogle gange ville være nemmere!
I takt med min læring kommer alle drømmene om udvikling af mit virke også, og det er svært, at jeg ikke kan det hele på en gang, og det kan ofte give mig en let depressiv tilstand, hvor det hele i stedet virker til at blive til ingenting, både fordi det skræmmer mig og jeg ikke ved, hvor jeg skal starte.
Jeg skal hele tiden minde mig selv om, at nu er jeg jo lige i gang med en efteruddannelse, så hver ting til sin tid. Jeg tænker, at jeg har sådan ca. 30 års virke endnu som aktiv psykolog og har kun haft min klinik i 4 år, så mon ikke jeg når det?
Rigtig god uge og maj måned derude og tak fordi du læste med. Forhåbentlig er der ikke så længe til jeg er tilbage her igen.
Kærligst Nina