Om briller, traume og skam

- Og om manglende kontrol, selvværd og at blive set for den, jeg er.

Nogle gange kan man tro, at man skal noget, eller at man er sådan en der…

Det oplevede jeg ganske nyligt. Jeg troede, at jeg var sådan en, der skulle have en pangbrille, altså sådan en, der larmede lidt. Derfor gik jeg til optikeren med det udsagn, den må gerne ses og larme. Når vi tror, at vi skal noget, eller tror vi er sådan en, der… Så kan vi lande i noget, der er helt forkert. Både min mand og to meget glade optikermennesker med sjæl for deres arbejde gik med mig og all in og blev revet med.

Jeg gik der fra med 4 forskellige par pangbriller og en kæmpe klump i maven af ulykkelighed, som sagde – det var helt forkert! Og så blev jeg ked af det. Jeg siger ikke, at mit mentale og hormonelle sted i perimenopause ikke spillede ind på den følelsesmæssige rutsjetur, men rutsjetur det var det.

Heldigvis får vi ofte ”sandheden” fra børn og fulde folk, så selvom min mand gik med på den, og jeg forsøgte at overhøre klumpen i maven, så sagde begge mine piger, at det var helt galt, ”de der briller er alt for store, hvad er det for noget, du har fået med hjem, skal du gå med dem hele tiden?” og ”er der også flotte briller i den æske der”.

Det er jo bare briller. Og så er det alligevel bare slet ikke ”bare briller” – for mig. De er lige der, midt i ansigtet og for mig er briller en del af en gammel skamhistorie, mobberi og dertilhørende lavt selvværd på eget udseende.

Jeg er barn af fattigfirserne og siden ung af skilte forældre, og selvom jeg ikke husker, at vi manglede noget, så var pengene små, rugbrødsmad til aftensmad og rester fra i går var en del af ugens mad og det var helt normalt, fastfood fandtes ikke. Da jeg stod der i en alder af 13 år, midt i 7. klasse og ikke længere kunne lade som om, at jeg sagtens kunne se – det var det dumme ur i den anden ende af svømmehallen, som afslørede mig, da jeg spurgte min far, hvad klokken var, og hans sagde, at jeg bare kunne se på uret, og mit svar var, ”hvilket ur?” – ja så var optikeren det næste sted, jeg befandt mig.

Jeg tror ikke, at historien var sådan, men jeg husker den sådan her, at vi kommer ind til optikeren, og min mor siger, ”vi skal bare have de billigste briller”, efter det er konkluderet, at jeg er ret så svagtseende med -2,50 og tilsvarende bygningsfejl på begge øjne. Igen pengene var ikke store, men jeg var heller ikke ”mere værd” end de billigste briller i min mors øjne. Jeg gik der fra med to par plasticbriller – så praktisk, så fik jeg nok ikke ødelagt dem, og to styks så jeg kunne klikke glassene ud og skifte imellem blåt og hvidt stel.

Jeg var ulykkelig! De var grimme og det var lig med, at nu var jeg grim. Jeg lignede slet ikke smarte Vicky i parallelklassen, som allerede havde fået flotte store bryster og havde sådan nogle smarte tynde metalbriller med sådan et farveudskifteligt bånd i kanten, som hun kunne skifte, så det passede til tøjet.

Jeg stod der med mine grimme plastikbriller og flad som en pandekage - for at gå i puberteten kunne jeg åbenbart heller ikke finde ud af. Det er ikke mange gange, at jeg er blevet kaldt brilleabe, men det er sket og én gang var nok – det passede lige med fortællingen om, at jeg var grim. Permanenten som jeg fik lavede hjalp på en måde heller ikke, og selvom jeg var smadder tynd med lange ben og pludselig voksede mine klassekammerater over hovedet og fik de famøse bryster, ja så sad brillerne der og stod i vejen for, at den grimme ælling kunne blive en smuk svane.

Jeg var teenager, jeg var rigtig tit forelsket, sådan rigtig forelsket med hamrende hjerte, røde kinder og romantiske forestillinger, men det var aldrig gengældt, måske fordi jeg var forelsket i drenge, der var ældre end mig, som var uopnåelige, men det var jo lige meget i de romantiske forestillinger, der kom de på skift og tog brillerne af mig og sagde, at jeg var den smukkeste, de nogensinde havde set.

Det var ikke det der skete, da jeg som knap 15-årig gik langs vejkanten med mine nu meget lange stænger i mine meget korte denimshorts og mavebluse og mit store krøllede hår, og en vogn fuld af unge mænd kom kørende bagfra i åben vogn. De piftede af mig, indtil de så mig forfra, så forstummede piftende og blev til et ”ejjj”. De sagde ikke, at jeg var grim, men det kunne de lige så godt have gjort.

Jeg var 16 år, da jeg fik kontaktlinser, nu blev den grimme ælling endelig til en smuk svane, nu lå vejen fri til at score de der drenge, som hele mit forestillingsunivers handlede om. Og det gjorde jeg, altså jo ikke på nogen måde dem alle sammen og slet ikke de uopnåelige ældre fyre, men jeg troede på det og tro, kan som bekendt flytte bjerge. Min indre smukke svane begyndte at stråle igennem den grimme ælling.

Senere, da jeg tilbragte et år i Australien som 17-18-årig og pludselig fik øjenbetændelse, ja så nægtede jeg at gå i skole, fordi jeg skulle have brillerne på. Så måtte min værtsmor ringe til min far og bede ham sende penge til nye briller, for ellers kom jeg nok ikke i skole. Indtil de nye briller var klar, gik jeg i skole med én kontaktlinse, det gav et virkelig skævt syn, da jeg på det tidspunkt havde over -6 på begge øjne og bygningsfejl oveni. Men min værtsmor hørte mig, så mig og mente, at jeg fortjente noget bedre, jeg var det værd. Og min far var heldigvis med.

Da jeg mødte min mand, var jeg 19 år og kontaktlinsebærer. Han havde briller. Da jeg fortalte, at jeg også havde briller, og at jeg så virkelig grim ud med dem – jeg fortsatte udskamningen – så gjorde han en af de mest kærlige ting, han nogensinde har gjort og han vidste det ikke engang. Han bad om at se dem, ikke bare senere men nu i det øjeblik, hvor jeg stod og skammede mig, og igennem hans øjne kunne jeg se, at han var lige så vild med mig, om jeg havde brillerne på eller ej.

Og som bekendt så forsvinder skammen, når det kommer frem i lyset og vi deler til en kærlig modtager.

Nogle år efter fik jeg at vide, at jeg helst skulle bruge briller oftere, fordi mine øjne var trætte af linserne. Jeg havde en studieveninde, som havde nogle smarte briller, og efter at have prøvet hendes, så var jeg klar på at skifte dem fra Australien ud og vælge dem til, som hun havde. Endelig havde jeg frihed og kontrol til selv at bestemme – og jeg kunne godt vælge Vickys aka studievenindens, og jeg var det værd!

Senere i 2011 fik jeg laseroperation og fik næsten perfekt syn og har siden kunnet undvære briller. En frihed jeg har nydt i 15 år.

Nu er der kommet lidt nærsynethed igen, og briller er ikke længere helt et valg. De kom ind i mit liv med puberteten, og er nu tilbage med perimenopausen, to andre livsfaktorer, som også er uden for min kontrol.

Jeg opdagede i trafikken, at det blev svært at læse vejskilte, førend jeg var meget tæt på, at se mennesker på gaden, som blot gik et stykke væk og at se detaljer skarpt, når jeg sad overfor klienterne med 2 meters afstand. Da jeg blev klar over det, fandt jeg nogle hurtige billige kørebriller fra Normal. Jeg købte 3 par a 32 kr. og syntes, at jeg så ok smart ud med dem, og så var det jo billigt! Der kunne ligge et par i stuen til tv-kigning, et par i klinikken til samtaler og et par i bilen til kørsel. Så kunne jeg jo stadig vælge dem til og fra. 

Hele denne brillehistorie anede de to velmenende optikermennesker jo intet om, og min mand nok heller ikke, da vi besøgte optikeren for et par uger siden. Men det der skete derinde med min bizarre udmelding om en pangbrille, ja det var en genafspilning af mit barndomstraume og en heling af skam, selvbillede, værdi, valg og kontrol.  

Jeg har pænt været inde med æsken med de 4 par briller og sagt, ”det skal slet ikke være nogle af dem”.  

Nu har jeg en ny æske herhjemme med 4 par briller, som er meget mere mig, som jeg selv har valgt (naturligvis med hjælp fra de gode optikermennesker og min mand). Alle 4 kan jeg lide, og ville være fine til mig, hvilket mine børn spejler. Jeg har ikke noget at skamme mig over, og jeg fortjener et par briller, som matcher mit syn, og jeg behøver ikke nøjes med de billige fra Normal, men jeg kan, hvis jeg vil, jeg bestemmer!

Jeg har valgt det par, som det skal være, og det fortjener jeg.

Sådan kan vi bære rundt på gamle skamhistorier og slet ikke vide, hvor dybt, førend det udspiller sig i en ny form, hvor vi får mulighed for at hele op.

Kærligst Nina

♥️

Lad masken falde og luk sårbarheden ind

-  Og vis den frem

 Jeg får tit at vide, at jeg er naturlig, åben og ærlig, og bryster mig af at være en, der ikke har ret meget facade, deler uden forskønnende filtre på instagram, har ladet det grå hår komme frem – ok som 46-årig, knap så fedt, da jeg var 25 år, men selvfølgelig har jeg én – en facade altså!

Eller en maske, flere masker; Smilet der bliver skruet på, det stærke ydre – jeg kan selv/klarer det selv – er ikke selvstændig for ingenting, neutraliteten, hjælpsomheden, imødekommenheden, opmærksomheden, indfølingsevnen… Alt sammen noget, som handler om mødet med andre og ikke om mig. Og jeg er GOD til det. VIRKELIG god til det.

Og det er rigtigt, at jeg deler ærligt ud, men oftest er det af det, som er sket og ikke det som sker. Med det skete, er jeg på sikker grund, det er bearbejdet, jeg er ok, det er til at tale om, uden at være sårbar. For sårbar skal jeg endelig ikke være.

Med det her indlæg er jeg sårbar, det handler om overgange, specifikt om perimenopause også kaldet førovergangsalder. Og når jeg skriver det her og vælger at dele noget sårbart, så handler det ikke så meget om den fase jeg er i, men i meget højere grad om, at jeg er bange for ikke at blive taget alvorligt, at blive nedtonet, bedt mig om at tage mig sammen, at lade være med at skabe mig og være hysterisk!

Lige nu lytter jeg til René Toft Simonsens bog, ”Jeg er f@*rking hot”, som primært handler om overgangsalder, men ikke kun om den, som omhandler menopausen, når kvinden holder op med at menstruere og ikke længere kan lave børn, men om overgange, overgangen fra pige til kvinde, fra kvinde til mor, fra mor til ikke længere fertil, om ægteskab, kærlighed, børn der flytter hjemmefra, følelser og angst, om at ændre sig, og om ikke at acceptere, den man er, og tage vare på sig, og så handler den rigtig meget om sårbarhed. Nøj hvor kan jeg genkende mig selv!

Der hvor jeg står lige nu i mit liv, er netop i en overgangsfase, jeg er endnu ikke i overgangsalderen, skulle faktisk kunne lave børn nogle år endnu. Det har dog ikke været på ønskesedlen længe, jeg har to virkelig dejlige børn og ønsker mig ikke flere. Overgangen er kommet snigende, uden at jeg helt opdagede det, og alligevel har jeg mærket, at noget forandrede sig. Det begyndte for et år siden og kontrasten var måske stor alligevel, hvorfor jeg lagde mærke det, men blot ikke forstod det dengang.

Jeg var et super godt sted, havde netop afsluttet min 3årige efteruddannelse og havde armene oppe over hovedet i en stolt sejrsrus, sikke fantastiske, hårde og lærerige 3 år. Jeg havde meget få kropslige smerter og var glad og optimistisk. En måneds tid efter mærkede jeg en humørændring, jeg var ikke ked af det, men jeg var heller ikke specielt glad, mere sådan ligeglad.

I samme tidsrum var der virkelig gang i den på privatfronten med diverse konfirmationer, familiefester mm og internt i vores lille familie var der teenageliv for fuld hammer med glæder og konflikter og midt i det hele mig og mit humør, jeg tænkte, om jeg var stresset, men oplevede alligevel ikke genkendelse i forhold til humøret og tidligere pressede livssituationer eller kriser.

Jeg tog pludselig på, ikke mange kilo, men 3-4 kg og det satte sig ligesom på maven, der plejede det aldrig at sætte sig, men nu var det der bare. Jeg rasede over kiloene og følte mig grim, klodset og ubehageligt til mode i mit tøj, det hele sad bare forkert – ikke så fedt, når jeg hele tiden skulle til fest og se pæn ud. Det var som om, at omfordelingen af de ekstra kg, ligesom bare ændrede på, hvordan jeg så mig selv i spejlet, ændrede på den jeg var.

Forår blev til sommer og pludselig bemærkede jeg en mærkelig varmeregulering i kroppen, jeg har altid haft kolde ekstremiteter – altså hænder og fødder, men nu havde jeg enkelte voldsomme varmereaktioner, hvor jeg hedede helt vildt op uden at svede. Jeg var ikke i tvivl, det var hedeture, men det kunne jo ikke passe, jeg var jo langt fra overgangsalderen, 4-5 år endnu havde gynækologen sagt. I Spaniens varme blev det umuligt at sove længe om natten, jeg vågnede med en krop, som var ligesom en radiator, som skulle skrues ned. Derfra begyndte søvnen at blive ramt.

Jeg opdagede, at jeg fik tiltagende uønsket sorte eller blot stride hår på hagen, at se mig ved spejlet med en pincet var nu hverdagskost.  

Jeg nåede september og var begyndt at spekulere på, om jeg mon havde en depression, siden jeg havde denne følelsesmæssige følelsesløshed, inden det pludselig slog mig, at det kan godt være, at jeg stadig har æg og ikke er på vej ind i overgangsalderen endnu, men det her var overgangsaldersymptomer – UDEN tvivl! Med hormonspiral og deraf ingen menstruationer, kunne jeg ikke vide, om min cyklus var blevet uregelmæssig, men alligevel var jeg ikke længere i tvivl.

Som René Toft Simonsen skriver i ”Jeg er fu@*rking hot”; ”Nej jeg har ikke nogen depression! Min hormonproduktion er bare i frit fald.”

Jeg efterspurgte hos lægen blodprøver for at få målt mit hormonniveau, men blev affejet med begrundelsen, at hvis gynækologen havde sagt, at jeg havde rigeligt med æg, så kunne blodprøver intet vise, da hormonniveauet hele tiden ændrede sig. Jeg var dog velkommen til at få blodprøver og tjekket stofskiftet, da problemer med stofskiftet kunne give samme symptomer, som jeg beskrev.

Først tog jeg det som en kæmpe afvisning og blev nedtrykt, men så blev jeg sur, fandeme nej, om det bare skulle fejes af. Jeg bookede en tid hos en anden læge i lægehuset og skrev, at jeg ville tale om mine overgangsaldersymptomer. Der gik små tre uger inden samtalen og egentlig havde jeg fundet ro omkring min nye livssituation og viden om mig, så det var blot en samtale om, at jeg nu ikke troede, at jeg havde en depression og at det med hedeturene og søvnen var svært at vurdere, da jeg netop i den periode fik binyrebarkhormonindsprøjtninger for voldsomt hold i nakken, som også kunne give hedeture og bestemt lige så meget forstyrrede min nattesøvn. Jeg fik taget blodprøver for stofskiftet, som viste, at alt var fint.

Nu venter jeg atter på en tid hos lægen, binyrebarkhormonerne og hold i nakken er for længst et overstået kapitel – heldigvis! Hedeturene er bestemt ikke. Den sidste halvanden uge har det været helt vanvittigt, jeg har haft afbrudt søvn med hedeture alt var 3 til 10 gange pr nat, som varer alt imellem et halvt minut og 5-10 minutter.

Derudover mærker jeg indre uro/sitren, jeg har hovedpine tæt på dagligt og jeg har en tanke om, at jeg snart bliver vanvittig, på grund af manglende søvn, på grund af manglende følelser. Jeg hviler i hvert fald ikke længere i, at det jo er (før)overgangsaldersymptomer, som jeg gjorde tilbage i september.

Jeg savner først og fremmest at være mig selv, jeg savner mig, min optimisme og glæde – følelser i det hele taget, jeg savner at sove en hel nat uden forstyrrelser, jeg savner ro indeni.

Jeg er med på, at det her er noget, som alle kvinder skal igennem, på hver sin måde, men måske kan det være mindre lidelsesfuldt, jeg håber, at lægen lytter, ikke fejer mig af, undlader at tage mig alvorligt og uden at sige det siger, at jeg skal holde op med at skabe mig. Jeg håber, at vi finder en vej herfra.

For godt et år siden anede jeg intet om overgangsalder andet end at menstruationen stopper og det kan medføre hedeture og humørsvingninger, men førovergangsalder anede jeg intet om. Der mangler viden og mest af alt udbredelse af den viden, som der er allerede, så det bliver naturligt at tale om.

Viden om overgangsalder skal, ligesom menstruationen og overgangen fra pige til kvinde, være noget vi taler om, lærer om og forberedes på. Menstruation har også været tabu, men jeg oplever, at de unge mennesker i dag ikke skjuler bindet og tamponen i ærmet, højt tør stå ved deres gener, ved en masse om den overgang – der er ungdommen godt igang! Sådan skal det også være med hedeture og uregelmæssige cyklus, menstruation, der ophører og tørre slimhinder og sexliv på den anden side af overgangsalderen. Kom nu vi kan godt!

 Det her er min deling for nu, måske du genkender for dig selv, eller hos kvinder omkring dig noget af ovenstående?

Tak fordi du læste med.

♥️

Kærligst Nina

Om at have det godt

Har du det godt? 

Hvad vil det sige at have det godt? Spørgsmålet bliver vi stillet, stiller os selv, stiller til andre. Jeg har tænkt meget over på det sidste, hvad det vil sige at have det godt. Tit, når jeg besvarer det spørgsmål, så sniger der sig ord ind, som gradbøjer det, ”jeg har det rimelig godt” eller ”jeg synes, at jeg har det overordnet godt”, som om jeg ikke bare kan svare, at jeg har det godt.

Da jeg startede mit forløb ved den psykolog, som jeg har set igennem de sidste 4 år, tænkte jeg, at når jeg ’kommer over på den anden side’, så er jeg glad uden smerter, for da jeg startede, var jeg gennemgående et optimistisk glad menneske men med invaliderende kroniske smerter i ryg, skuldre, nakke og lænd. Mine smerter er markant formindsket, men kommer fortsat, jeg er mindre glad, mærker oftere tristhed, føler vrede og kærlighed. Jeg mærker bare MERE. Jeg er stadig optimistisk og tror på, at jeg kan få noget godt ud af livet og at jeg kan have det godt. Men at have det godt er ikke nødvendigvis lig med at være glad – hele tiden.

Tit falder jeg over reklamer for selvhjælpsbøger, coaching om det gode liv, om at finde lykken, om nemme veje til at være lykkelig – kvikfikses. Jeg forstår, hvorfor det tiltrækker, hvorfor vi kan falde for det, men jeg ved også, at virkeligheden ikke er sådan! At have det godt, er hårdt arbejde med opmærksomhed vendt mod egne behov, oplevelse af sammenhørighed, evnen til at sætte grænser og sige til og fra, at vise sårbarhed og lade andre hjælpe.  

Jeg møder også en del klienter, som bliver frustrerede og irriterede, når der ikke er kvikfikses på menuen i min klinik. Jeg forstår det, jeg har selv ledt efter og opsøgt de kvikfikses, jeg kan stadig falde for det. Men den knap findes ikke og ej heller tryllestaven. Heldigvis er det næsten altid hjælpsomt at blive opmærksom på, at det er den fantasi vi jagter, fantasien om tryllestaven, pillen, knappen vi kan dreje på. Når vi opdager det, kan vi begynde at se virkeligheden og reelt begynde det arbejde, det kræver at hele, hvad end det er, som kræver opmærksomhed og omsorg. 

Måske mine ord, som modificerer svaret om at have det godt, kommer, fordi jeg stadig er ved at slippe forståelsen af, at have det godt ikke er lig med at være glad. At have det godt i momentet, altså i dette nu, er selvfølgelig nemmere at svare på, men spørgsmålet synes jeg er bredere end i det nu, hvor det ofte bliver stillet. Men hvad vil det så sige at have det godt?

Vi kan tænke over basalbehovene, altså bunden af Maslows behovspyramide. Vi har det sjældent godt, hvis vi ikke får mad og drikke, oplever at være i sikkerhed, oplever at høre til, som det flokdyr vi nu engang er.

Men har vi det godt, når

• vi er glade?

• Vi er sygdomsfrie?

• Vi er problemfrie?

• Smertefrie?

• Vi har kapacitet til at håndtere de små og store sten, som livets vej byder på?

• Vi har øje for vilkår og valg og tager også de svære valg for vores eget bedste eller for fællesskabets?

• Vi mærker vores behov og tager vare på dem?

• Vi mærker alle vores følelser og kan være med dem, så livet bliver mindre lidelsesfuldt?

Virkeligheden er jo, at livet ER lidelsesfuldt, uforudsigeligt og ikke retfærdigt. Vi elsker og mister vores forældre, søskende, kærester, kæledyr, taber funktionsniveau og førlighed, oplever sygdom hos os selv og andre, mister fællesskaber, arbejde og venner. Døden er det eneste forudsigelige og sikre, som vi ved venter os, og den snakker vi nærmest aldrig om, lader som oftest om, at den ikke findes.

Måske det er, når vi er med alt det, mærker det, ser det og tager vare på os selv, at vi har det godt! Når vi mærker sorgen over tab, græder.. Når vi rummer og giver slip og mindes.. Når vi elsker og lader os elske.. Når vi glædes og griner og mærker lykkeøjeblikke..

Jeg har det rimelig godt – i øjeblikket og for det meste efterhånden!

♥️

Kærligst Nina

Om små og store traumer

Lille t og store T

- og hvorfor sammenligninger ikke virker

Lille t og store T står for små og store traumer.

De fleste ved nok, at en opvækst med vold og overgreb kan give store traumer, som kan have mere eller mindre voldsomme efterslæb igennem livet for barnet, som gennemlevede det.

Når vi tænker på omsorgssvigt, er det ofte også noget, vi knytter sammen med familier med vold og overgreb, med alkoholisme og psykisk sygdom, med personlighedsforstyrrelser og fysiske forsømmelser, som manglende madpakker, tøj der ikke matcher i størrelse eller til årstid, forsømmelser i forhold til tandbørstning, tandlægebesøg, hygiejne, dårlig ernæring, hvor vi forstår, at det kan give langvarige sår på sjælen.

Ofte har jeg klienter i min stol, som siger, at de har haft en god barndom, at de ikke manglede noget, og at de var ikke udsat for omsorgssvigt.

Der er det tit med ovenstående i tankerne. Og heldigvis for det. Men det er ikke at sige, at der ikke kan have været svigt, at der ikke kan have været mangler, som har sat sig som små, mellem eller store traumer. Traumer, der kan følge med igennem livet, være triggerpunkter igen og igen i relationer med andre mennesker og i relation til os selv og måden vi håndterer os på.

Det kan være traumatisk, når opmærksomheden trækkes væk fra barnet eller forsvinder, fx når der kommer søskende, hvis der er fysisk sygdom eller psykiske lidelser i familien, at der dødsfald og sorg, at der er uvenskab og konflikter imellem familiemedlemmer. Det kan være ved fysisk fravær af forældre ved skilsmisse, ved meget arbejde og rejser, ved arbejdsløshed og økonomisk usikkerhed, ved manglende følelsesmæssig kontakt, eller vanskelighed ved at håndtere følelser og følelsesmæssige udsving. Ved facadeopretholdelse – det hele ser pænt ud uden på, men bag lukkede døre..

Forældres egen bagage, der trods stor trang til at gøre noget andet, alligevel går igen, måske i nye former.

 Konflikter og uhensigtsmæssig adfærd fejes ind under gulvtæppet, som om det aldrig skete, fremfor at blive talt om og været sammen om, hvad end det er.

Jeg kunne blive ved, men dette blot for at fastslå, at traumer kan være så mange ting.

Det sker ikke så sjældent, at jeg sidder med et menneske foran mig, som siger, at de i dag i deres liv har alt, hvad der skal til for at skabe et godt liv. Rammen, de ydre parametre er lige som de skal være, en partner, børn, et job, hus, have og bil, godt helbred, men alligevel har de det ikke godt på de indre linjer, hvilket nærmest bliver en skamfuld tilståelse.

”har jeg overhoved ret til at have det dårligt, hvorfor kan jeg ikke bare være glad? Nu må jeg også tage mig sammen, jeg har det jo godt, der er nok andre, der har mere brug for at være her, end mig, jeg spilder nok din tid”.

De kan være bange for, at de tager tiden fra andre, som har det meget værre end dem, andre, som har oplevet ”reelle svigt” eller har ”reelle problemer”.   

 Det er så vigtigt at sige, at sammenligning ikke virker her, fordi andre er vokset op med vold og jeg ikke er det, eller fordi jeg har et pænt hjem, familie og det hele, så er det ikke lig med, at jeg nødvendigvis har det godt indeni.

Jeg har ALDRIG siddet med et menneske overfor mig, som ikke havde grund til at sidde der og som ikke fortjente at være der og blive taget alvorligt og hjulpet omsorgsfuldt videre.

 Ingen går i terapi bare for sjov, der er ALTID en grund, og den er ALTID reel!

Og det er uanset, hvor fin rammen så ellers ser ud, hvor godt et helbred vi har, hvor stort et netværk, hvor stabil en økonomi, hvor mange materielle goder osv. Hvis vi kan slippe sammenligningen og forstå det, så kan det samtidig give rum til at mærke taknemmelighed over, at vi midt i det svære indeni ikke også skal slås med svære ydre omstændigheder og så kan vi tage vare på det, som trænger til vores opmærksomhed.

Kærligst Nina

♥️

Tanker fra en teenagemor - lidt om mor-psykologskam

Jeg følger tit med hos psykolog Krista Bojesen på Instagram under profilen skamfrizone. Hun taler om, er specialist i og er virkelig passioneret omkring at forstå skam. Det er en tilstand, vi alle kender – at være grebet af skam. Noget af det bedste, som hun siger om skam, er, at vi ikke ville blive skamfulde, hvis ikke det var fordi, vi gerne vil gøre det godt, og vil andre det bedste.

Skam kan opstå i alle sammenhænge – også dem, vi ikke umiddelbart forbinder med det, fx skam over at klare det godt, over ikke at være syg, over at føle lettelse over at være den, som ikke er syg, eller over ikke at glæde sig over mærkedage. Tilstande i livet, som jo i udgangspunktet er positive, men som vi af en eller anden grund ikke kan glæde os skamfrit over.

Et sted, jeg oplever skam, er fx i forbindelse med min forældrerolle, hvilket jeg de seneste måneder har tænkt over, om jeg skulle dele med jer derude og nu har besluttet at gøre, så tag varsomt imod det. Jeg ved, at skam i forældrerollen bestemt ikke er unormalt. Især alle mødre, men nok reelt alle forældre, oplever at få skam og skyld i forbindelse med netop at være forældre. 

Jeg har høje krav til mig selv som menneske, fordi der, fra jeg var alt for lille, blev stillet høje krav til mig. Krav, der var for høje for min alder, som var mere, end jeg kunne levere.  Jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at efterleve dem alligevel.

Jeg blev et antennebarn, som jeg har skrevet om før (læs det her), der læste på alle kanaler og drejede antennerne i retning af den, som jeg var sammen med. Aldrig pegede antennen indad, der var intet blik for eller indre fokus på, hvad jeg selv havde af behov og gerne ville. Det har jeg heldigvis lært at få blik for igennem mit voksenliv og særligt i forbindelse med den terapi, som jeg har været i, som jeg fortsat gør brug af, og som jeg selv har uddannet mig indenfor. Jeg er ikke blevet ekspert, jeg kæmper stadig, og jeg har stadig brug for hjælp til at se og få det indre fokus.

Men tilbage til morskammen, som egentlige nok er mere en mor/psykologskam. Jeg er psykolog, så jeg burde jo om nogen kunne møde mine børn adækvat, se deres behov, og sikre dem en tryg tilknytning. Dvs. den trygge tilknytning, som reelt ikke var min i opvæksten, selvom jeg havde flere omsorgspersoner, som gjorde deres, og som var der, når de altså var der.  

Jeg ved, at jeg er lykkedes som mor i udgangspunktet! Mere end lykkedes, fordi mine børns behov var altopslugende for mig, da de var små. Den gang pegede mine antenner slet ikke indad men udad på dem. Mine børn er blevet mødt. De har fået en tryg tilknytning. Det har været godt nok – heldigvis! Og med godt nok mener jeg selvfølgelig, at jeg har lavet fejl – både dem, som jeg ved, at jeg har lavet og har forsøgt at reparere, og dem, som jeg ikke kender til, men en dag får at vide, at jeg har lavet.

Jeg ved, at jeg bare kan noget med børn. Mine udadgående antenner læser stemninger og indre tilstande – stadig den dag i dag. Men så er der jo sket det, som sker i alle familier. De dér børn, de er blevet teenagere, og de har ikke brug for mig på samme måde som før. De er ikke lige så letlæselige, de trækker sig, og de vender øjne 🙄 (og heldigvis for det, altså at de godt tør vende øjne – det turde jeg aldrig overfor min mor). De har deres eget liv, og alligevel mærker og ser jeg, at de har behov for mig på en måde, som virkelig ikke er lige så intuitiv for mig, som da de var børn.

Jeg er en rigtig god teenagepsykolog. Jeg har så mange dejlige, smukke unge mennesker, der kommer igennem min klinik, hvor mit hjerte rækker ud. Jeg ser dem. Jeg forstår dem, og jeg mærker, at jeg gør en forskel. Jeg styrker dem på deres videre vej mod voksenlivet.

Jeg føler ikke, at jeg en lige så god teenagemor, som jeg er teenagepsykolog, og det vækker skam, det vækker intens selvkritik og det gør mig nedtrykt, tenderende henimod det depressive.

De store spørgsmål, som jeg går ud af juni måned og ind her i juli med, er; hvornår giver man slip på den opdragende funktion som forælder? Hvornår er ens børn så gamle, at man er nødt til at give slip, nødt til blot at se på, både når de træffer de gode valg og de dårlige for dem selv?

Ikke sådan forstået, at man ikke må give sin mening til kende, men at stoppe der, at vide at forbud ikke længere stopper dem, at det nu kun er råd og vejledning, der kan guide – hvis de altså spørger og gider lytte, men ikke bestemme deres færden og vej i verden.

På en måde kan man sige, at den naturlige forældreautoritet skal afløses af mere og mere gensidighed og respekt for egne valg og veje.

Samtidig er vi jo stadig en familie, som gerne skulle have et trygt udgangspunkt, hvor vi søger tilflugt, når lokummet brænder – en familie, som skal have hverdagen til at fungere, og hvor det i udgangspunktet er rart at være, selvom man kan blive uenige og sure på hinanden.

De er ikke voksne, men heller ikke børn, og de har ikke det samme ansvar, men vokser henimod det. Jeg synes, at det er den sværeste opgave at balancere dette. Jeg har selv haft for høje krav og blev voksen alt for tidligt, så jeg kan ikke bruge mig selv og mit eget udgangspunkt som pejlemærke.

Det er en vanvittig rejse, som er forskellig fra barn til barn, for de er jo heller ikke ens de små sataner (og det er skrevet med kærlighed selvfølgelig). Det er hårdt at have små børn, men i min verden, virkelig meget hårdere med teenagere.

Det er endnu hårdere, fordi jeg faktisk ser mine egne behov nu og derfor også har antenner i den retning og ikke kun i deres. Jeg er ikke eneansvarlig for den gode stemning derhjemme. Vi er to voksne og to unge på vej til at blive voksne. Vi er 4, som har et ansvar og medansvar, og vi er nødt til at hjælpes ad.

Min livsstrategi, ”her er en opgave, den tager jeg på mig og klare den selv og så lykkes jeg (som regel) godt nok”, den strategi virker ikke her. Det er en livstrategi, som er opstået ud af en tidlig erfaring om, ikke at kunne forvente, at der er nogen til at hjælpe mig eller til at se mig, når jeg har brug for det.

Men at være et godt, trygt og nært familiefællesskab med næsten voksne børn er opgave jeg ikke an bære alene, eller det vil sige – og heldigvis for det – så vil jeg heller ikke bære den alene. Jeg råber vagt i gevær i min familie! Jeg bliver hørt, hvilket er virkelig sundt for mig både at se og mærke, men det er ikke uden morskammen over, at jeg ikke lykkedes med det selv.

Jeg bliver selvkritisk og får tanker om at være en dårlig mor, og at ”projekt forældre” er mislykkedes. Det er virkelig hårdt! Det er derfor, jeg deler det her. For at komme den stemme til livs, for at lægge morskammen ned, og for at lægge tankerne om at være psykologovermenneske, der virkelig burde kunne, fra mig. For det kan jeg ikke, og det er ok!

Tak fordi du læste med så langt, måske du selv har teenagebørn og genkender noget af det jeg skriver om?

♥️

Kærlige hilsner fra en teenagemor på nu 5. og 3. år

Om stress og min egen historie

For 12 år siden blev jeg sygemeldt med stress. Det var i mit første job som psykolog..

For et par måneder siden var jeg inviteret til at holde et lille oplæg om stress for en gruppe kvinder. Det var første gang, siden jeg selv gik ned med stress for 12 år siden, at jeg igen holdt oplæg og formidlede for en gruppe mennesker. Det slog mig, hvor nervøs jeg var, jeg havde faktisk ikke troet, at jeg ville mærke den så meget, som jeg gjorde, men jeg havde både uro i maven og lidt hjertebanken og min stemme rystede en smule. Den aften var der flere ting, som slog mig -men særligt én igen:

Tænk at det, at få stress, stadig vækker skam, at det bliver gemt væk og sat lig med at være svag.

Det er jo så tydeligt, at stress, som oftest kommer hos dem, som netop løber for stærkt og bærer for meget, som ikke formår at mærke efter og som negligerer sig selv!

Her sad jeg i rum med 12 seje kvinder, umiddelbart hver med deres stresshistorie, som alle sammen lod til at have tvivl og skam i forbindelse med håndteringen af dem selv, deres symptomer og italesættelsen af det overfor omverdenen. Overfor familien, partneren og ikke mindst arbejdspladsen. At det stadig er tabubelagt at få stress til trods for at undersøgelser viser, at ca. hver 5. dansker har eller har været sygemeldt med stress, er jo grotesk.

Det vakte i den grad mindelser til mig selv og min egen historie med stress, som jeg til min gru har konstateret, at jeg ikke har delt her på min blog. Jeg ved, at skammen også sad i mig, at min historie blev gemt væk, fordi hvem vil dog ansætte en psykolog, som har haft stress i sit allerførste job!?

Jeg kunne ikke vise en årelang arbejdserfaring, inden jeg bukkede under. Min tanke den gang var, at enhver jo ville tænke, at jeg var svag og ikke kunne håndtere et fuldtidsjob! Det der var dengang var, at det var ikke andres tanke, det var min egen, og den tanke kan stadig komme og bide mig bagi.

”Jeg er nok sådan en, der ikke kan klare et fuldtidsjob – jeg er nok svag”.

Jeg fik aldrig testet, om det rent faktisk også var andres tanke, for det lykkedes mig at kamuflere, at jeg havde været sygemeldt og først efter længere samarbejde i nyt job, delte jeg om min stressperiode og sygemelding med min samarbejdspartner. Jeg havde brug for at dele det, og samtidig var jeg bange for at blive dømt ude eller dømt svag. Igen alt dette foregik på min inderside – inde i mit hoved. Jeg mødte heldigvis ingen fordømmelse, hverken i mit første eller andet job efter min sygemelding. Jeg ved, at det desværre ikke er alle, der er lige så heldige.

Det lidt hovedrystende og ironiske set i bakspejlet i min historie var, at jeg netop underviste, lavede samtaleforløb og gruppeterapi for sygemeldte mennesker med angst, stress og depression, da jeg selv fik stress. Jo mere tydelige symptomer jeg fik, jo flere bokse kunne jeg selv tikke af i det, jeg underviste i. Alligevel sygemeldte jeg mig ikke.

Sådanne klienter har jeg også ofte siddende overfor mig i dag i min klinik – klienter med blindhed for sig selv. Og sådanne blinde udsagn overfor sig selv, hørte jeg også fra kvinderne til oplægsaftenen.

Inden jeg blev sygemeldt, kørte jeg grædende på arbejde hver dag, jeg havde smerter, hovedpine og søvnbesvær. Når jeg italesatte årsagen til, hvordan jeg havde det overfor mine chefer, blev det ikke hørt, tværtimod! Det og jeg blev ignoreret og talt henover, og jeg fik mere og mere en oplevelse af, at det var mig, der var noget galt med.

Heldigvis havde jeg udover min familie, nogle hverdagsengle – en supervisor og en praktikant i mit liv, som så mig, så hvad der foregik og bakkede mig op i min egen forståelse og heppede på, at jeg tog vare på mig selv, hvilket endelig resulterede i en sygemelding. To dage efter lå der en opsigelse i min indbakke – uden begrundelse.

Der gik 6 måneder, førend jeg igen var tilbage på arbejde. Ærligt, så husker jeg meget lidt, hvad de 6 måneder indeholdt. Jeg ved, at jeg afleverede mine børn i institution og hentede dem igen efter 6-8 timer, at jeg sad meget i sofaen og gloede ud i luften med min kat på skødet med dårlig samvittighed over, at mine børn ikke var hjemme hos mig.

Jeg ved, at jeg gemte mig for naboen, som var en gammel dame, der mente, at jeg godt kunne rumme hendes sorg og problemer efter tabet af sin mand, og som jeg ikke formåede at sige fra overfor, trods hendes grænseoverskridende adfærd med at kigge ind ad mine vinduer!

Jeg gemte mig dog ikke kun for naboen, men også for resten af verden og havde tanker om, at jeg ikke kunne tillade mig at gå ud at huset for at få nogle gode oplevelser ind, for så kunne jeg jo også gå på arbejde.

Nu har jeg ”gemt” min stresshistorie i knap 12 år, nu deler jeg den her, hvilket i den grad er på tide!

Stress skal ikke være tabu, stress er ikke noget at skamme sig over, stress kan ramme os alle sammen, og rammer alt for mange!

Vigtigt er det dog, at jo mere øjne vi får på os selv, jo bedre vi er til at mærke efter alle de signaler som hoved og krop giver os, jo bedre kan vi forebygge og sige fra, førend vi lander hjemme på sofaen med hukommelses- og koncentrationsbesvær og undergravet selvværd, og har en lang sej kamp foran os for at komme tilbage igen.

Kærligst Nina

♥️

Lidt tanker om angst og kontakt til kroppen

Jeg lider ikke angst. Eller det vil sige, det har jeg altid ment, at jeg ikke gjorde. Jeg slås ikke med en af de mange former for angst og fobier, som tit høres i daglig tale.

Jeg har ikke brudt mig om edderkopper, men jeg har ingen reelle fobier (bortset fra kyllingeben, må jeg så alligevel indrømme, det er nok det tætteste på panik jeg har været). Jeg har ikke været bange for højder, små lukkede rum, store forsamlinger, bakterier, sygdom og deslige. Jeg har i hvert fald ikke mærket det.

Jeg har prøvet at få hjertebanken af for meget koffein, og en enkelt gang to dage efter fødslen af min førstefødte, har jeg været tæt på at besvime 200 meter fra vores lejlighed, hvor jeg gik med barnevognen og min mand måtte hjælpe mig hjem. Jeg har aldrig prøvet, at angsten overtog mig. Jeg har simpelthen haft lukket helt af nedadtil i min krop.

 Altså jeg er selvfølgelig blevet nervøs til eksamen, også en gang, hvor klappen gik ned, og jeg kun kunne svare, ”det ved jeg ikke”. Jeg har generelt været nervøs ved oplæg foran andre mennesker, så det genkender jeg naturligvis også, og jeg bilder mig ind, at det er de færreste, som stiller sig op og siger noget i en forsamling uden at få kriller i maven. Det har for mig hørt mest til nervøsitet eller ængstelighed, men ikke reel angst.

 Mit terapeutiske rejse i forbindelse med min uddannelse har lært mig noget helt andet om mig selv og angst, end jeg har vidst og slet ikke forstået tidligere.

Inden for psykodynamisk korttidsterapi arbejder vi med klienten ud fra en antagelse om, at der altid er enten følelser, forsvar eller angst i spil. Det var en svær pille at sluge for en som mig, som ikke havde angst!

Hvordan skulle jeg kunne arbejde med klienterne, når jeg ikke selv havde angst. Det affejede min underviser hurtigt med, at ”alle har angst!” En pointe, der ligesom ikke var til diskussion. Så min egen terapi startede med en forespørgsel hos min terapeut, som lød på følgende;

 hjælp mig med at mærke min angst og i øvrigt har jeg en masse rygsmerter som ikke er forårsaget af fysiske vævskader men psykisk betinget, kan du også hjælpe mig med det?  

 Jeg har del klienter i min praksis, som har været vant til, at de altid havde indre uro, kropsligt ubehag, eller ondt i maven. Rigtig mange som lider af hyppige hovedpiner eller migræner, som egentlig bare har indstillet sig på, at det er en del af det liv, som de nu en gang skal leve. Sådan har jeg selv gjort med mine kropslige smerter, men heldigvis er jeg begyndt at stille spørgsmålstegn ved, om jeg reelt behøver at leve et helt liv på den måde, eller om jeg kan gøre noget ved det og blive det kvit.

 Jeg fik bragende angst ved min første session hos min psykolog; varme-kuldefornemmelse i hele kroppen, fødder og ben, som nærmest blev lammet, sovende fornemmelser i mine læber og hænder, svimmelhed og sløret syn. Min psykolog ville gerne hurtigt regulere mig ud af det, men bad hende vente og lade mig blive lidt i det, lade mig sanse og mærke det, for selv om jeg havde så meget kropslig angst, så var jeg ikke bange. Jeg var sansende og vendte tilbage til den krop, som ikke havde fået et ben til jorden i 40 år. Det var med gammel gammel genkendelse, at jeg tog imod det.

 Min virkelighed som barn var, at jeg havde en mor, som ikke så mig og en far, som rejste meget og overlod mig til hende. Jeg lærte meget meget tidligt at gøre mig usynlig, pakke mig væk, undertrykke alle mine følelser – ned i kroppen, låg på. Til gengæld fik jeg migræne, jeg kastede op og kunne ingenting nærmest ugentligt i perioden fra jeg var 6 til 10 år gammel, sådan husker jeg det i hvert fald. Hovedpine har været min evige følgesvend siden og i midt 20’erne kom rygsmerterne. Enhver kontakt til kroppen blev dulmet med piller - et hjælpemiddel og en krykke stadig den dag i dag. Jeg glæder mig til at blive dem kvit.

 I dag mærker jeg angsten – nogle gange. Når jeg opdager, at angsten er der, eller at den kommer, så ved jeg, at der er noget på spil – noget af betydning. Jeg har for længst lært, og nu også erfaret på egen krop, at angst er en kropslig tilstand, som fortæller os, at noget ikke er roligt indeni, der er noget, vi skal tage os af, og den har en årsag.

 Jo mere vi mærker til og er i kroppen, genkender angsten og mærker følelserne under den, så de ikke bliver undertrykt eller spændt inde, jo mindre lidelse behøver vi have.

Når jeg lykkedes med ikke at spænde følelserne inde, så får jeg færre kropslige smerter som fx rygsmerter og hovedpine.

Læringskurven er stejl, men det er også års øvelse, som jeg er ved at omgøre. Tit er læringskurven baglæns – jeg får smerter, og kan nogle gange koble det sammen med nogle sammenhænge, som er udløseren. Andre gange sker det sammen med min psykolog. Så får jeg forståelsen for, hvorfor smerterne kommer, hvad der var en trigger, så hjælper hun mig med at få mærket følelserne, så smerterne forsvinder igen og jeg får lov at hele op.

 Det er en kæmpe gave til mig selv, men samtidig også det bedste, når jeg mærker, at jeg kan give læringen videre i de terapeutiske forløb, jeg selv varetager, og jeg ser mine klienter bedres.

Kærligst Nina

❤️

Udvikling, ommøblering og drømme

Der har været lidt stille her på bloggen det sidste stykke tid. Det skyldes flere ting og jeg har nok beskyldt corona det, da jeg var syg lige efter vinterferien og i ugevis efter har kæmpet med hovedpine og træthed i en grad, som jeg på ingen måde havde forestillet mig.

Det er dog også gået op for mig, at en del af stilheden skyldes ommøblering. Og nej, jeg er ikke ved at få renoveret huset, eller kælderen og klinikken, men ommøblering af mig.

Lige om lidt er jeg færdig med anden år på min 3årige efteruddannelse i intensiv psykodynamisk korttidsterapi. Sideløbende med uddannelsen er jeg selv gået i terapi, således at den metode, som jeg tilegner mig, bliver godt og grundigt gennemtestet på egen krop.

 Det var i udgangspunktet helt nødvendigt, fordi jeg på et 30 timers introkursus til metoden blev konfronteret med, at metodens grundpiller var, at der i vores væren er tre ting på spil; følelser, forsvar eller angst, og at det der med angst, det var ligesom kun noget andre havde, ikke jeg. Hvis jeg skulle tilegne mig metoden, var jeg nødt til at genkende det hos mig selv, ellers ville det ikke kunne blive min grundpille i mig i mit daglige arbejde.

 Det krævede dog kun en enkelt (3 timers) session hos min psykolog, førend jeg blev klar over, at angst det havde jeg altså! Det var dejligt efter 35-40 års fravær at hilse på den igen. 

Siden har jeg hilst på mine følelser på måder, som jeg slet ikke vidste, at man kunne, lært mange af mine egne forsvar at kende og fundet ud af, hvor blindt et øje, jeg kan have til mig selv. En blindhed som ofte kommer af at være antennebarn som barn af en psykisk syg forælder.

Jeg har altid troet, at jeg ville være eklektiker i mit arbejde som psykolog - det betyder en, som tager af en metode og en anden, som det passer ind i sammenhængen, sådan har jeg også arbejdet, indtil jeg startede på denne efteruddannelse. Jeg har arbejdet godt sådan, snuset til og brugt mange forskellige metoder og haft mange tilfredse klienter. 

Jeg har aldrig troet på, at der kun var én vej. Det gør jeg egentlig stadig ikke, men alligevel har jeg det lidt, som om at jeg har set lyset. Jeg ser, hvad metoden kan, jeg mærker det på min egen krop og sjæl, og jeg må konkludere, at jeg aldrig har oplevet noget lignende. Samme feedback får jeg fra de klienter, som jeg har set igennem længere tid, eller som er kommet retur, at kvaliteten af terapien er blevet en anden, siden jeg selv er begyndt at bruge metoden i terapirummet. 

Når jeg har været stille herinde, er det fordi jeg i takt med min egen forståelse af metoden og mig selv også har fået næret den selvkritiske stemme i en grad, som har givet grund til granskning både via supervision og terapi. Jeg vil gerne kunne metoden til fuldkommenhed, jeg frustreres og skælder mig selv ud, når jeg ikke lykkes med det i terapien, noget som klienterne ikke ved, fordi de jo ikke ved, hvad det er, som jeg endnu ikke formår. Der er meget lidt nåde på mig selv, hvis noget overhovedet, hvilket jeg kontinuerligt øver mig på og forsøger at få øje på.

– det der blinde øje bliver lidt mere seende heldigvis – antennerne begynder at dreje mod mig selv og ikke kun min omverden, og når det sker, kan det heldigvis ikke blive blindt igen, selvom det nogle gange ville være nemmere! 

I takt med min læring kommer alle drømmene om udvikling af mit virke også, og det er svært, at jeg ikke kan det hele på en gang, og det kan ofte give mig en let depressiv tilstand, hvor det hele i stedet virker til at blive til ingenting, både fordi det skræmmer mig og jeg ikke ved, hvor jeg skal starte.

 Jeg skal hele tiden minde mig selv om, at nu er jeg jo lige i gang med en efteruddannelse, så hver ting til sin tid. Jeg tænker, at jeg har sådan ca. 30 års virke endnu som aktiv psykolog og har kun haft min klinik i 4 år, så mon ikke jeg når det? 

Rigtig god uge og maj måned derude og tak fordi du læste med. Forhåbentlig er der ikke så længe til jeg er tilbage her igen.

Kærligst Nina

Om at ville noget nyt og den passive hjælpeløse position

Om at ville noget nyt, men hele tiden gøre det samme – omskrevet fra at forvente et nyt resultat uden at ændre noget, om at gribe i egen barm eller skyde skylden og ansvaret over på andre, om offerposition på godt og ondt…

Kender du ovenstående? Jeg tror vi alle lander der ind imellem. Det er en diskussion jeg tit har med andre omkring mig – om hvilke valg vi egentlig har. Jeg mener, at vi har mange valg, hele tiden - hver dag.

Mange af mine klienter oplever at være fastlåst, og når de kommer hos mig, så vil de ofte gerne noget nyt, vilkår og valg er filtret sammen og tit kan det være svært at se, hvordan de også selv kan stå i vejen for sig selv.

 Svend Brinkmand, psykologiprofessor fra Aarhus Universitet har mere end en gang sagt, at det er forfejlet at sige til de unge, at de kan blive til hvad som helst. Jeg giver ham fuldstændig ret, vi kan ikke blive til hvad som helst. Men når det så er sagt, er det ikke er det samme som at sige, at du ikke har mulighed for at blive til noget andet, end det du er eller komme et andet sted hen, end hvor du er nu. Jeg oplever i samtalerne med mine klienter, at vi rykker på dette, ligesom jeg selv gør i mit eget forløb med min psykolog.

 Vi træffer valg hele tiden her i livet og hvert valg er et fravalg af noget andet. Selvfølgelig har vi livsvilkår, som ikke står til at ændre, hvilket hører sammen med Svend Brinkmands pointe, fx hvem vi er født af og hvor – med alt hvad der følger med, hvornår vi skal dø (undtaget når vi aktivt selv vælger livet fra), hvilke sygdomme vi får, vores udseende osv. Vilkår som vi højest kan forsøge at ændre ved livsstil eller kosmetiske operationer. 

 De valg jeg tænker på, som vi kan vælge selv er, hvordan vi vil være med de forældre vi har, med den barndom vi fik, med de sygdomme vi får, med den krop vi nu en gang har. Vil vi lade stå til og sige, at det ikke står til at ændre, at det nu en gang er sådan, at det er, eller vil vi noget andet? Bliver vores vilkår noget, som vi er ofre for eller agenter i? Vil vi lade tidligere traumer være styrende for vores liv, eller vil vi få dem bearbejdet, lade dem hele op, skabe rum til nye muligheder for at være i livet? Vi bliver nemt ofre, når vi ikke er bevidste om dynamikkerne, når vi ikke kan se, hvad der er på spil, når det foregår på et ubevidst plan.

 Lige nu i mit uddannelsesforløb, der lærer jeg blandt andet om, hvordan vi kan lande os selv i en hjælpeløshedsposition, en negativ nedadgående spiral, som nemt kan lede til nedtrykthed og videre ned ad til depression. En position som også kan få os til at lægge ansvaret for, hvordan vi har det over på andres skuldre. Jeg lærer en masse om mine klienter og en masse om mig selv.

 Jeg får hele tiden nye perspektiver på mig selv og mit eget virke som psykolog og selvstændig. Et konkret eksempel er, at jeg har taget mig i at beskylde min mand for at være en tryghedsnarkoman, en der går med livrem og seler, at det er hans skyld, at jeg ikke kaster mig ud i flere selvstændige ting for min virksomhed, men holder mig til det sikre, men også mindre indbringende. Det her er ikke et tænkt eksempel, det er noget jeg faktisk har gjort, altså beskyldt ham – både inde i mig selv i mine tanker og direkte overfor ham – undskyld kære mand. Det er ofte vores partner, som kan komme til at lide under, de begrænsninger vi lægger ned over os selv, måske du kan genkende sådanne tanker?

 Jeg har i mit eksempel ikke set indad og forstået, at også i mig er der en, der søger tryghed også i mig er der en, som er bange for det ukendte og som ikke bare vil slippe alle sikkerhedsnet. Men med den indsigt i mig selv, kan jeg holde op med at gå og bebrejde min mand, tage ansvaret på mig og se, at der kun er mig til at beslutte at kaste mig ud i det! Bevares min mand kan støtte op, han kan fraråde, skubbe på og holde igen, men det er min beslutning, min virksomhed.

Den indsigt har givet mig agentur til  at handle i stedet for at være hjælpeløs tilskuer og opleve mig fanget af andre i den position jeg er i. Spørgsmålet er så, hvornår jeg vil tage arbejdstøjet på, men nu kan jeg se, at det er mig, der skal gøre det, det er mit arbejdstøj. 

 Jeg genkender det hos mine klienter, mon også du genkender det hos dig. Prøv at lægge mærke til næste gang du tænker, det er også bare fordi min mor, min partner, min leder… at jeg ikke kan/gør… Er det dem, er det et reelt vilkår, eller er det en fastlåst position, du har sat dig selv i, så du ikke kan få øje på dine handlemuligheder?

 Tak for at læse med.

Kærligst Nina

Silent Retreat: Om ikke at mæle et ord og være stille med sig selv i et par dage

Jeg fik et silent retreat i julegave af min mand sidste jul. ”Hvilket har foranlediget et spørgsmål om, hvorfor jeg dog ville gøre det mod mig selv. Jeg tror spørgsmålet blev stillet, fordi jeg er et meget snaksagligt menneske, som er glad for menneskelig kontakt og relationer. 

Jeg har i mange år tænkt over, at sådan en uge i et kloster, alene uden at skulle tage mig af andre mennesker, ville være spændende at prøve. Jeg har aldrig fået gjort eller afprøvet noget, der ligner. Jeg har tænkt, at det må være ensomt, at jeg ikke ville kunne holde det ud, og alligevel, så har det appelleret til mig. 

Det var først da en god veninde fortalte om sin oplevelse på et silent retreat, at jeg tænkte, ”aha, det er da det, som jeg skal!” Så i en eller anden samtale efterfølgende med min mand, sagde jeg, at det ønskede jeg mig, og så glemte jeg det lidt igen. Lige indtil gaven lå under juletræet nogle måneder senere. 

Det bringer mig egentlig tilbage til den gang jeg skulle flytte hjemmefra, hvor jeg tænkte, ”puha jeg er bange for at bo alene, mon jeg kan finde ud af det?” Hvorefter jeg købte min egen 1-værelses lejlighed og boede alene i 4,5 år. Det kunne jeg altså godt. Det var det samme med et silent retreat, det lød hårdt var angstprovokerende for mig, så det måtte jeg prøve.

Jeg har derfor haft lang tid - godt 9 måneder til at forberede mig, tænke tanker om, hvordan det ville være. Det jeg vidste ud fra informationsmaterialet var, at jeg skulle undlade at tale fra fredag kl. 15 til søndag kl. 14. At jeg skulle leve vegansk, uden kaffe, sukker og alkohol, meditere og lave yoga. 

Jeg har kun praktiseret ganske lidt yoga og meditation ugentligt igennem en 2årig periode for nogle år tilbage, hvorefter jeg stoppede. Jeg nåede frem til, at jeg ikke gad mere, min krop blev ved med at være usmidig og stiv som et bræt og jeg havde virkelig svært ved at mærke, hvornår det gjorde mere ondt, end godt var. 

Min hverdag på nuværende tidspunkt indeholder rigelige mængder af kaffe, jeg drikker vin, spiser kød og sukker og bruger min smartphone i rigelige mængder – alt sammen som her i det her regi forstås som stimulanser, som på hver sin måde kan distrahere mig fra at mærke, hvordan det står til indeni. Altså var jeg måske ikke den fødte kandidat til et silent retreat af den kaliber, eller også var jeg netop?

Ved ankomst til Samsø mødte jeg skønne Tina Bakke, som har virksomheden: https://1-floor.dk . Hun har lavet silent retreats igennem 10 år og kan sit kram. Udover hende hilste jeg på 9 andre kursister og Tinas assistent Birgitte, som hjalp til og deltog under hele opholdet. Det var mærkeligt at smalltalke med mennesker, som jeg vidste, at jeg skulle være sammen med en hel weekend men ikke tale med ellers udover ved ankomst! Kun to af os havde prøvet det før.

Efter tjek-ind – og aflevering af en slukket mobiltelefon, fik vi en lækker dahlsuppe til frokost og snakken gik om, hvor lækkert det smagte, og lysten til en portion mere. Dernæst mødtes vi i meditationssalen, hvor vi sad på stole i rundkreds og blev introduceret til weekendens program. Vi fik hver en lille bog, som vi kunne skrive i hen over weekenden. Vi blev ansporet til at overveje hvorfor, hvis vi ville læse i en bog, strikke eller tegne undervejs, og om det eventuelt var en måde at gå væk fra samværet med os selv på – en distraktion fra os selv. 

Den vigtigste instruks for os deltagere, udover ingen samtale selvfølgelig, var, at vi ikke måtte kigge hinanden i øjnene! Ingen hilsner med ’godmorgen’, ’tak’ eller ’hej’ og ingen øjenkontakt. Tina ville være den eneste talende hen over weekenden i forbindelse med guidning til yoga og meditation, samt ved instrukser som ikke blot kunne skrives på en fælles blok. 

Vi kunne også få en 1:1 session med Tina om lørdagen, hvis vi havde behov for dette. Altså en session i stilhed, hvor Tine blot sagde et par ord, som vi kunne nikke til eller ryste på hovedet ad samtidig med, at hun lige så forsigtigt holdt på ens fødder eller underben. Dette satte straks gang i tanker om, hvorvidt jeg kunne have behov for det, og om der måske ikke var andre, der havde mere behov, hun kunne jo ligesom ikke have 10 sessioner hen over en eftermiddag. Disse tanker hører sammen med det, som kommer nu. 

Noget af det jeg fandt sværest, var nemlig at give slip på opmærksomheden udad mod de øvrige deltagere. Hvad lavede de, hvad tænkte de, havde de det svært, hvad valgte de at gøre, kunne de finde ud af at meditere, lave yoga og spise langsomt? Jeg har meget tidligt i mit liv lært at søge udad, at sikre mig, at omgivelserne er ok, og at jeg så vidt muligt ikke er årsag til andres stress og ubehag. Jeg har derfor haft meget lidt fokus på mig selv og mit indre liv og adgang til mine fysiske kropsfornemmelser, hvilket virkelig blev tydeligt for mig her.

Når jeg skal noget nyt, så har jeg altid kunnet ønske mig at få 1:1 introduktion, så jeg er sikker på at kunne være med mig selv og ikke bliver optaget af andre. Det kan man naturligvis ikke igennem hele livet, men ingen tvivl om, at når jeg fx sidder i min egenterapi, så er det en kæmpe kærlighedsgave til mig selv. Jeg øver mig virkelig på nærhed og på at måtte være med, hvad end der er indeni, sammen med hende! Her skulle jeg være med det sammen med mig selv alene, se om jeg kunne mærke, forstå og være med, hvad end der var – det var bestemt angstprovokerende! Tavsheden blev herefter indledt med meditation og yoga.

Selvom yogaen var af den afspændende slags med blide stræk, så blev det med det samme tydeligt for mig, at jeg havde ondt i min krop – i min ryg. Smerter som blev intensiveret af udstrækninger og stillinger, som jeg ikke normalt udfører. Smerterne tog til hen over weekenden. Dette blev meget klart for mig ved en yogasession om lørdagen, hvor Tina blidt og stille spurgte, om jeg var ok, da jeg forsøgte at kæmpe mig ind i en yogastilling og opgav. Så trillede tårerne stille ud af mine lukkede øjne og ned i mine ører, imens jeg lå udstrakt på yogamåtten med det tæppe over mig, som Tina lagde på mig. Jeg græd fordi det gjorde ondt, og fordi jeg ikke kunne mærke og forstå årsagen til min smerte. 

Senere under min 1:1 session med Tina, som jeg besluttede mig for at sige ja til, der kom tårerne retur, indtil der ikke længere var adgang til mere forløsning. Tina sagde, ”jeg mærker det som om, at der er noget, som er lukket af!” Det kunne jeg jo kun give hende ret i – det var utilgængeligt for mig. 

Her savnede jeg klart den terapeutiske samtale med min psykolog, så det kunne blive tilgængeligt og bevidst for mig. Ligesom en session ved min kropsterapeut også kunne hjælpe med at løsne op for smerterne her og nu. I stedet måtte jeg ty til smertestillende det sidste døgn for at kunne holde det ud. Ingen skam i det, det har jeg gjort som symptomlindring igennem mange år, hvilket er en anden historie. Jeg kunne have ønsket mig, at smerterne ikke havde fulgt mig i denne weekend, og jeg debatterede med mig selv om, hvorvidt alt skulle mærkes eller om pillerne skulle aflaste mig, så andet end smerterne kunne få plads. Jeg formåede at tage kærligt imod det, som det der var, og at jeg tog mig bedst af mig selv her og nu ved at lindre det med min krykke - pillerne, for alene og i stilhed formåede jeg det ikke, og det var ok.

Det næstsværeste var at slippe planlægning af tiden – det lykkedes ikke! Her var der nogen, som sørgede for alt det praktiske og jeg blev hidkaldt til at stå op, komme til måltiderne og meditation via en klokke, der ringede. Jeg behøvede ikke et ur, men alligevel kiggede jeg mange gange på programmet og tænkte over, hvordan jeg skulle bruge tiden. Jeg prøvede virkelig at lade være med at planlægge og være effektiv/optimerende for at nå mest muligt, hvilket jeg ellers er virkelig god til. Der var flere perioder af 2-3 timers varighed henover weekenden med egentid. Jeg øvede mig i at være rigtig længe om at spise maden ved måltiderne, drikke rigtig meget te forskellige steder, indenfor og udenfor. Gå ud og mærke solen i ansigtet, sidde lidt her og sidde lidt der og mest af alt søge hen for mig selv, når ikke der var noget programsat. Jeg prøvede lidt at spørge mig selv, hvad jeg havde lyst til netop i dette øjeblik. Det var svært og måske blev valgene også noget, som fik tiden til at gå.

Tænkte jeg store tanker – næh, det gjorde jeg ikke, og det er faktisk lidt svært for mig at sige, hvad jeg overhoved tænkte på, udover måske, hvordan mon man gør det her ’rigtigt’? 

Hvad jeg savnede mest, var at få lov at indkapsle mine øjeblikke på billeder, jeg skulle helt sikkert have taget et almindeligt kamera med, nu hvor jeg ikke havde telefonen. Flere gange tænkte jeg, at det her havde jeg taget et billede af, hvis jeg havde haft et kamera med. I stedet så forsøgte jeg at indkapsle det i hukommelsen. Det var især madbilleder af Tinas smukke kunstværker af måltider, det var dådyrene, som kom farende hen over markerne over vejen og ind i buskadset næsten lige foran mig, det var havet, stenene på stranden og de smukkeste markblomster. Kameraet hjælper mig helt sikker til at stoppe op i nuet i min ellers travle hverdag, og her havde jeg alverdens tid til at se på tingene, men intet kamera til at fokusere ind og gemme det andre steder end med blikket og i hukommelsen, så det øvede jeg mig også på 

Det har været en oplevelse, som jeg ikke ville være foruden, noget som jeg ser for mig, at jeg skal igen en dag. Det bedste har været helt at koble af fra verden, ikke at have nogen forpligtelser, virkelig at blive overøst med smuk og smagfuld mad, at have lige så lang tid til at spise den, som jeg følte for. Aldrig har jeg været så længe om at spise et måltid og aldrig har jeg smagt så meget på hver en mundfuld. Helt fantastisk. Så jeg har forladt stedet og Tina fuld af taknemmelighed, samtidig med en frustration over mine smerter, som jeg netop nu, som jeg skriver dette til dels tilskriver den bevidste, men ikke-følte angst i kroppen over hele processen.

Lige nu, hvad jeg kunne ønske mig at få med retur til min hverdag er:

-       Lidt mindre kaffe, lidt mere Pukka-te

-       Lidt (meget) mindre scrolleskærm og mere bevidst tilvalg af skærmtid og langt mere nærhed med de dejlige mennesker i mit liv

-       Lidt mere meditativ tid/egentid i nuet

-       Lidt mere langsomhed

-       Lidt mere mindful eating

I dag her to dage efter jeg er hjemme igen, mærker jeg helt sikkert mere ind i mig selv og det er dejligt. Smerterne er aftagende og i morgen skal jeg forbi min kropsterapeut.

Gad vide, om du kunne få lyst til at tage på silent retreat, eller allerede selv har gjort dig erfaringer med dette? Måske andet på en eller anden måde har rørt dig i læsningen her, så del det meget gerne med mig, her eller på Instagram.

Kærligst Nina

♥️

Tanker om samlebåndsarbejde, overbelastning og taknemlighed

Nogle gange tænker jeg, at det kunne være rart at arbejde ved et samlebånd, bare at vide præcis, hvad jeg skulle hver dag, gøre det samme igen og igen og på den måde ikke skulle forholde mig og tage stilling til mit arbejde, som jeg gør nu i mit arbejde med mennesker. 

Når tankerne om at få arbejde ved samlebåndet presser sig på, så ved jeg, at nu er det tid til at forsøge at skabe lidt rum, geare lidt ned, restituere og lade batteriet op, fordi det kan være et tegn på overbelastning. Det er så vigtigt at have sig selv med i ligningen, når vi tænker på det, som vi synes, at vi bør og skal, må eller kan. For ind imellem så kunne jeg måske godt lige presse den der ekstra samtale ind, lige klare det ekstra, men hvis samlebåndstanken så dukker op, så ved jeg, at den er gal.

Jeg er for nyligt blevet spurgt, om det ikke kan blive lidt samlebåndsagtigt at have den ene samtale efter den anden og ikke lave andet end det. Men faktum er bare, at det er det ikke, og det kan det aldrig blive. 

Hvert menneske, som kommer ind ad døren her, er sin egen, hver har sin livshistorie, ingen er ens. Ingen minder om den foregående klient, hvert menneske jeg møder, forholder jeg mig til og går ind og ud af relation med på en ny måde. Hver dag er ny, jeg bliver overrasket, overrumplet, imponeret af og taknemlig for at møde netop det menneske, der sidder overfor mig. 

Jeg kan være træt, når jeg vågner, jeg kan have en – jeg gider ikke i dag – tanke, når jeg står op, men så sker der ligesom noget, når jeg går ned ad trappen til min kælder, ned på arbejde og gør mig klar til det første menneske, som træder ind ad min dør. Trætheden træder i baggrunden, to do lister på dagen og i de kommende dage forsvinder, mine egne fortrædeligheder holder på en måde op med at eksistere og så er jeg bare til stede nu og her. Jeg ved, at det bestemt ikke er noget, alle kan, og det ville da være en skam at lade de egenskaber gå til spilde ved et samlebånd :-). 

I morgen slukker jeg lyset i klinikken og holder 4 ugers velfortjent sommerferie. Så bliver batteriet godt opladt – håber jeg. Imens jeg afventer de sidste samtaler bliver jeg fyldt af taknemmelighed. Mit arbejde er nemlig berigende på en måde, som et samlebåndsarbejde aldrig ville kunne blive for mig, så:

Tak for dig, der læser med!

Tak for dig, som tænker, at jeg er det menneske, som du vil dele en bid af din livshistorie med – du er velkommen! 

Tak for dig, som har været her allerede og er kommet ud på den anden side!

Og tak for dig, som fortsat er i forløb hos mig!

I er alle sammen med til, at jeg kan arbejde med det, som jeg elsker og er god til.

God sommer derude.

Kærligst Nina

At se sig selv i et positiv lys, lidt om devaluerende og kritiske tanker

”Hvordan lærer jeg at se mig selv i et positivt lys” er et spørgsmål som profilen Kvinderudenfilter på Instagram gerne vil stille sine følgere og sammen med dem skabe et fælles blogindlæg med gode tips og tricks.

I den sammenhæng er jeg blevet spurgt, om jeg vil dele lidt ud af min viden og erfaring på området. Og apropos positivt lys, så sker der det, som stort set altid sker for mig, når nogen sætter mig i bås, som en ”der ved noget”, at devaluerende kritiske tanker dukker op,. Det er tanker som, ”det ved du da ikke noget om, og det kan du ikke lægge navn til, hvad hvis nogen siger, at det er forkert.” Jeg bad om uddybning – om det var at se sig selv udseendemæssigt i et mere positivt lys eller ud fra ens gøren og laden? (en klar strategi hos mig selv for at give tid til at finde på en undskyldning for at slippe for det) Svaret var, at det var lidt begge dele. ”Shit” tænkte jeg, ”skal jeg nu være sådan en ekspert, der ved noget om det? Det er jeg jo slet ikke?!”

Tanker som dette hører til det berømte imposter-syndrom, at lige om lidt er der nogen, der afslører mig og beviser, at faktisk kan jeg slet ingenting. Det kan godt være, at jeg har læst psykologi på universitet i 5 år+ og er psykolog og hvad jeg ellers kan remse op af læring jeg har med mig i mit liv, men ekspert – næh nej. Jeg har til tider haft samme fornemmelse i min praksis, at nu kommer der snart nogen og siger, at jeg skal holde op med at gå og lege selvstændig psykolog og komme ud at få et rigtigt arbejde. Og hvad stiller man op med den slags tanker? Jeg arbejder med mig selv i min egenterapi og får - via et længerevarende terapeutisk forløb – bevidsthed om og forståelse for mig selv og de dynamikker, forsvarsmekanismer og copingstrategier, som jeg har med mig og vil forhåbentlig på sigt kunne slippe mest muligt for dem. Første skridt har været, at se og opdage de tanker, som i den grad ikke styrker det positive lys i mig selv. Få forståelse for, hvornår og hvorfor de kritiske devaluerende tanker dukker op, hvilke følelser, jeg ikke får følt, men får vendt indad imod mig selv i stedet for. Det er en lang og hård og meget givende proces.

Der var endnu en grund til at jeg trak ud med at svare, om jeg ville skrive noget, for der findes ikke kvikfixes, som vi ellers ofte går og håber på, og som jeg også møder hos mine klienter tit. Det er som om, at det at gå til psykolog bliver til – ”sving lige tryllestaven, giv mig nogle værktøjer og så kan jeg komme videre med mit liv”. Og ja, jeg er da et langt stykke af vejen enig i, at der er symptomlindring at få, og der er enkelte løsninger, som kan ændre på, hvordan vi ser os selv – i hvert fald for en tid, og måske for nogen også for altid. Jeg tyer også til at dele ud af disse til tider, når jeg laver terapi.

Ofte får jeg at vide af mine klienter, at de er så glade for de værktøjer, som jeg har givet dem, og tit tager jeg mig selv i ikke helt at vide, hvad det er, som de har fået – her ville jeg med en emoji indsætte aben med hænderne for øjnene, men faktum er, at jeg er ikke ligeså blind for min kunnen og viden, som jeg har været, måske lige så usikker, men ikke lige så blind, og det er et godt skridt på vejen. ”Niels, jeg har læst psykologi i over 7 år, og jeg ved nogen ting (…) Syv år Niels” (citat Sofie Gråbøl fra filmen ”Den eneste ene”) og det er rigtigt, jeg ved nogle ting. Jeg vil helst bare ikke være lige så kikset som Mulle i ”Den eneste ene” som virkelig formår at spille den perfekte stereotyp af en psykolog. 

Tit får vi sat lighedstegn imellem os selv og vores forestillinger/tanker om os selv! Når det på den måde er blevet sandheden, så er der jo ikke længere grund til at stille spørgsmålstegn ved den, for den er jo sand.

En forestilling/tanke er jo netop, som jeg tit har sagt - faktisk tyvstjålet fra en klient en gang, en klog mand, som med sine egne ord formulerede, det som vi tidligere havde talt om: ”En tanke er bare en tanke, den definere mig ikke” hvortil jeg tilføjede –  ”…og har ikke sandhedsværdi i sig selv”. 

Når vi taler med andre om vores tanker, og det behøver ikke være en psykolog – selvom det hjælpsomme her er, at vedkommende så ikke har andel i vores liv i øvrigt og derfor heller ikke en trang til at please (ret meget) eller give ret, men kan være med venner, kollegaer og familie, som vi vel og mærket ved, ser os i et positivt lys, så kan vi finde nuancer i tankerne, få dem affejet eller bekræftet og derved begynde at forstå og se og os selv i et andet lys. 

Kender I, at det sker, at vi spørger vores mand; ”ser min numse stor ud i de her bukser?” Her hjælper det dog ofte ikke at spørge herom, fordi vi er ligesom ”gift” med forestillingen om, at numsen er stor, men ikke kun det, også det, at en stor numse er lig med noget negativt. Stor numse=dårligt. Så vores kære mænd er i den sammenhæng prisgivet – intet svar vil være rigtigt eller kunne korrigere opfattelsen af, at det er noget negativt at have en stor numse. Så for at tro på vores mands svar, skal vi ligesom selv slå os til tåls med den numse vi nu en gang har. Og måske kan vi øve os ved at kigge os selv i spejlet og sige, ”jeg har en flot numse, den er lige som den skal være!” også selvom vi ikke tror på det. “Fake it till you make it” virker faktisk her et stykke af vejen.

Jeg havde en gang i mine teenageår en pigeklub ”de lækre pigers klub” sammen med to veninder. Vi øvede os i at omtale os selv og hinanden som smukke og lækre. Vi var alle tre ret usikre på os selv og det med at finde en kæreste, var slet ikke let. To af os var vel i og for sig ret almindelige at se på, den tredje var nok, hvad mange vil kalde en flot pige. Hun var ofte den der blev scoret, hvorimod min anden veninde og jeg var dem som scorede fyrene og sjældent blev scoret. Fælles var dog, at vi alle tre besad usikkerheden, om vi nu var pæne, sexede, smukke nok, eller søde, kloge og interessante nok. Vi aftalte, at vi skulle sige til os selv i spejlet hver dag: ”Du ser … (lækker, sexet, flot osv.) ud” imens vi så på os selv både med og uden tøj, med og uden makeup, med og uden filtre. Det virkede – i hvert fald for en tid, og jeg fik bestemt mere selvtillid, når jagten gik ind og jeg omgikkes det modsatte køn. 

Der er ingen tvivl om, at bevidstheden om de kritiske tanker og det at finde modpolen og sige den højt, kan være hjælpsomt i forhold til at få et mere nænsomt og kærligt lys på sig selv.

Når vi skal spotte tankerne, så er der særlige ord, som tydeligt ikke er gavnlige for at kunne se os selv i et positivt lys eller med selvkærlige øjne, det er ord som; burde, skal, bare, nok, må, nødt til. De ord er alle dækkende for kravstillen og kan ofte være til skade for netop det positive lys, hvis ikke vi kan leve op til det.

Ofte er det også vores egne forestillede krav og ikke reelt stillede krav i omverdenen. Du kender dem måske i sætninger som: ”jeg skal bare tabe 5 kg, så bliver jeg glad. Jeg burde ringe til mine forældre oftere. Jeg er nødt til at tage på arbejde, så syg er jeg jo heller ikke. Jeg må hellere sige ja tak, selvom jeg ikke har lyst, fordi ellers skuffer jeg…” Hvis du scroller længere ned her på blogen (et pænt stykke faktisk), så har jeg faktisk skrevet et helt blogindlæg om ”hr. burde”, som jeg på det tidspunkt har døbt ham – den indre kritiker, som uddyber dette yderligere.

En anden lille øvelse, som også kan være virksom, er at tænke på sin kæreste, veninde eller ven, sit barn eller anden, som man sjældent er kritisk overfor, og spørge sig selv, “hvad ville jeg have sagt til vedkommende, hvis de ytrede det, som jeg netop har sagt til mig selv”. Det vil automatisk lede til en lidt mildere behandling af os selv og lidt mindre kritiske tanker. Dette kræver dog bevidstheden om tankerne i første omgang. Stort set aldrig vil vi tale til andre, som vi taler til os selv. Udtrykket ”din egen værste kritiker” er ikke kommet ud af ingenting.

Er du mon klar over, hvor tit den indre kritiker er på spil hos dig? Hvor ofte mon tankerne har sandhedsværdi for dig, så du har glemt, at det bare er tanker og hvor ofte vil du tale til andre, som du taler til dig selv? 

Tak fordi du læste med så langt, hvis indlægget har vækket refleksion hos dig, givet mening eller fået dig til at tænke på andre, som det kunne passe på, så del meget gerne. 

Kærligst Nina

Udvikling, følelser, terapi og lidelse

Lidt om følelser, lidelsen i livet, min rejse og mit virke her, hvor klinikken har rundet sin 3 års fødselsdag.

Bloggen har ligget stille et stykke tid, og det er der flere grunde til. Egentlig har jeg rigtig meget på hjertet, men det er som om, at det har været svært at få det ned på skrift. Det har både været hele denne coronapandemi, og de omvæltninger det har haft for mig i klinikken, såvel som i min familie. At have praksis i mit eget hjem har fordele og ulemper, men jeg oplever, at jeg kan passe mit arbejde i denne tid, hvilket jeg er dybt taknemmelig for, samtidig med at skulle se, at mine børns liv er forandret og deres mere eller mindre trivsel i dette. Pandemiens konsekvenser rammer alle og det er så tydeligt for mig personligt, såvel som hos mine klienter.

En anden grund til at jeg ikke har skrevet herinde, handler også om, at jeg både personligt og fagligt er i en vældig udvikling. Jeg er godt i gang med min 3-årige efteruddannelse i ISTDP- Intensiv dynamisk korttidsterapi, som er udfordrende, spændende og angstprovokerende. Sideløbende får jeg selv terapi i metoden og mærker, på egen krop, effektiviteten heraf. Jeg har delt i små bidder på sociale medier, hvad det har betydet for min hverdag som selvstændig psykolog og lidt om alt det, jeg lærer. Det er så overvældende for mig, at det er vanskeligt at formidle.

Et citat jeg har lyst til at dele her, af Leigh Mc Cullough, formidler på smukkeste vis, hvad vi på et følelsesmæssigt plan kan ønske os her i livet: 

”The more one can laugh when happy, cry when sad, use anger to set firm limits, make love passionately, and give and receive tenderness fully and openly, the further one is from suffering”. 

 Tanken om, at vi ved at føle helt og fuldt, kan gøre livet mindst muligt lidelsesfuldt er smukt. Livet er jo lidelsesfuldt og det kan give mening - det gør det for mig, at erkende dette, at huske på dette og vide, at intet menneske går uprøvet, lidelsesfrit igennem livet. Det kan også hjælpe på den forestilling, der ofte er, om at livet skal være lykkeligt, og alle de andre har det meget bedre end mig.

I min praksis oplever jeg til tider, at klienten ønsker, at jeg blot kan fjerne deres lidelse – hvor ville jeg dog gerne have den tryllestav, når den efterspørges, når mit hjerte rækker ud, går i stykker og bløder for mine klienter, men sådan én findes ikke, (jeg har i hvert fald ikke fået den bevilliget på mit studie til psykolog) – men at gå til psykolog, kan desværre ikke fjerne lidelsen, men et optimalt forløb kan hjælpe med til at bære lidelsen nemmere. 

Hjælpe med at give plads til og rumme os selv med hele følelsesregistret, glæde og sorg, såvel som vrede. Vi kan lære at frigøre os fra de uhensigtsmæssige ubevidste forsvarsmekanismer, som blev etableret, da vi som børn undertrykte de følelser, som vores forældre ikke kunne rumme. Noget, som på det tidspunkt var hensigtsmæssigt for at sikre os maksimal kærlighed og derved overleve bedst muligt. 

Ingen opvækst er optimal eller perfekt med forældre, som altid har formået at være rummende på hele spektret.

Ubevidste forsvarsmekanismer i voksenlivet kan være medvirkende til følelsesmæssige vanskeligheder og hindrer en nær kontakt til andre mennesker, og da de netop er ubevidste, kan vi ikke selv blot ændrer disse. I forbindelse med mit eget terapeutiske ISTDP-forløb oplever jeg, hvordan de kan blive bevidstgjorte og derved skabe mulighed for forandring.

Den uddannelse jeg er startet på, slutter ikke efter de 3 år, men vil være livslang for mig, både i mit virke som psykolog, men også som det menneske jeg er. Hvor forunderligt og fantastisk – og hårdt, at jeg får lov at opleve dette både indefra og udefra.

For nu; Tak for dig som læser med, for dig som hepper på sidelinjen på mit virke og på mig, og på dig, som sidder i min klinik og selv kæmper og deler dit, tak for at lade mig være med på din vej.

Kærligst Nina

♥️

Corona, følelser, skyld og skam – og lidt mere snor.

Så kom anden nedlukning af store dele af Danmark. Smittetallet er højt, nogen er bange, nogen tænker konspirationsteorier og uanset, så er nogen blevet syge, nogen er døde og nogen er blevet raske igen. Det har en påvirkning på alle i verden og i lille Danmark. Det har en påvirkning på dig og på mig. 

 Det som bliver særlig tydeligt for mig denne gang, det er, hvordan klienter som omgangskreds udtrykker, at de ikke har lov til at føle, hvad de føler. 

 For følelserne er mange og blandede: Glæden ved at arbejde hjemme, sorgen over at blive isoleret, lettelsen ved ikke at skulle deltage i alverdens sociale arrangementer, frygten for julen alene, savnet af kammeraterne, glæden ved at slippe for juleræset, frygten for at blive syg, frygten for at miste, savnet efter nærhed, hudsult, roen og mindskelsen af stress, presset over, at børnene skal hjemmeskoles – ja jeg kunne blive ved.

 Det hænder, når vi udtrykker vores følelser overfor andre, at der kommer sætninger, som starter med: ”I det mindste…” Jeg har selv hørt dem, jeg kommer selv til at sige dem. Det er sætninger som måske er sagt for at trøste, men som oftest vil have en helt anden effekt; nemlig at mindske eller forklejne de udtalte følelser, og i værste fald skabe skyld eller decideret udskamme.

 Vi kan ALTID finde nogen, som har det værre end os selv. Det er ikke et problem, det kan vi! Men det er ikke på nogen måde det samme som, at det vi selv oplever som problematisk, IKKE også er et problem!

 Det hjælper ikke den selvstændige, som har sat alt ind på sin livsdrøm og måtte dreje nøglen om i denne tid, at i det mindste så lever vedkommende i et land, hvor der er dagpenge at få, når indtjeningen ryger. 

 Det hjælper ikke den, som bor alene, at i det mindste er vedkommende sund og rask og slipper for at hjemmeskole børn, når det eneste sociale lyspunkt der var, var samværet med kollegaerne på arbejdspladsen. 

 Dette gælder naturligvis ikke kun i denne coronatid. Det gælder altid, det bliver bare særlig udtalt lige nu. Jeg har ikke tal på, hvor mange klienter hos mig, som ikke har oplevet at have lov til at føle, som de gør, fordi det kun er et lille problem sammenlignet med problemerne i den store verden. 

 Mit budskab er måske, at vi nok selv bruger rigeligt ressourcer på at være ikke-accepterende overfor egne følelser, at vi ikke har brug for at blive pålagt skyld og skam af omverdenen, for at føle som vi gør. 

 Jeg tror på, at vi nok selv skal nå derhen – altså hen til taknemmeligheden over det vi har, når vi tillader sorgen over, det som vi har mistet, hvor lille det tab så end må opfattes at være af andre.

 Da jeg her til morgen fik lyst til at skrive det her, kom et eksempel til mig fra mit eget liv. Den gang jeg blev gravid med mit nr. 2 barn, var det noget overraskende. Mit første barn er kommet til ved reagensglas og forinden nåede min mand og jeg at opleve at være ufrivillig barnløse – en stor sorg. 

 Jeg ammede stadig min førstefødte, da der pludselig var to streger på testen. Jeg var fyldt med blandede følelser: Glæde, overraskelse, frygt og sorg. Jeg havde set frem til min 30-års fødselsdag, hvor amningen ville være slut, og jeg skulle holde en fest og have alkohol. Jeg havde netop fået min vægt og krop tilbage efter første graviditet og det var et tab for mig, at jeg pludselig skulle være ”tyk” igen, og at jeg ikke skulle være beruset på min 30-års fødselsdag. 

 Jeg turde næsten ikke sige det højt, for nu havde jeg jo fået et barn foræret i maven helt naturligt, så i det mindste skulle vi ikke igennem fertilitetsbehandling igen. Nu havde vi sådan ønsket os ét barn og nu blev vi skænket hele to. 

 Det er forståeligt og naturligt, at sidder du derude og fx ønsker dig et barn, så kan det opleves utaknemmeligt, at jeg kunne føle således – det var jo bare en 30-års fødselsdag.

Men der er så meget længere hen til taknemmeligheden, hvis vi først skal forsvare, når vi ikke lige mærker den.

Jeg nåede derhen – jeg blev jo ovenud lykkelig over, at skæbnen ville, at jeg skulle have to børn. 

Taknemmeligheden bliver så meget større, når vi selv når frem til den, ikke når vi bliver den påduttet med skyld og skam for at føle, som vi nu en gang gør. Jeg tror på, at jo mere vi får lov at være med de følelser, der er, jo hurtigere finder vi taknemmeligheden og i den sammenhæng glæden ved det vi har, trods det vi har mistet. Og det er uanset om det er tab af mennesker, drømme eller oplevelser.

 Skuffelserne og tab i denne tid er mange: sociale arrangementer, som ikke bliver afholdt som planlagt eller helt aflyst, mennesker vi ikke kan se, virksomheder der drejer nøglen om, mennesker der mister, mennesker der bliver syge, ensomhed, isolation og angst for det, som kommer.

 Mit håb er, at vi fra hvert vores ståsted (og vi har vitterligt vores eget og kun vores eget) kan skabe rum for, at vi er forskellige, give hinanden (og os selv) lidt mere snor og plads til at være i og håndtere denne krise som coronaen er for hver enkelt af os med alle skuffelserne og sorgen, uden at stille os til dommer over, hvis lidelse det er, der er størst.

Tak fordi du læste med❣️

Kærligst Nina

♥️ 

Om at være antennebarn

Jeg har længe ville skrive det her blogindlæg om at være antennebarn. Det har vist boet i mig altid, men blev i den grad ansporet af en podcast jeg hørte – minder fra en rødvinsplettet barndom, som er lavet af Katrine Quorning, ejer af profilen @flaskeboern på Instagram. En podcast om at være barn af en forælder, som drikker for meget.

Katrines historie rører mig, både fordi den vækker genklang i min egen historie, og fordi jeg genkender den fra mange af mine klienter, som kommer i klinikken. Det er klienter, som kommer med forskelligartede problematikker, men som fx har en barndom bag sig med alkoholiske forældre.

Mine forældre drak dog ikke for meget og jeg er ikke et barn af alkoholikere. Jeg husker ikke min far med et glas i hånden, eller en adfærd som ændrede sig på grund af alkohol. Jeg er dog ikke i tvivl om, at de fik alkohol en gang imellem, fordi jeg husker at stjæle tomme ølflasker af ølkassen i bryggerset og bytte dem for slik hos købmanden. Det var dengang, hvor man kunne få mange slikting for én krone. Jeg blev desværre opdaget, og min straf var, at jeg skulle aflevere hver en flaske, jeg fandt udenfor, indtil ølkassen igen var fyldt op og det tog lang tid.

Min mor drak stort set aldrig, da hun ikke brød sig om at slippe kontrollen, ironisk nok da senere psykoser på ingen måde lod hende bevare kontrollen. Ikke at min mor sagde nej til alkohol, hun kunne sagtens drikke et glas vin, men husker kun en enkelt gang, som halvstor pige på 7-8 år, hvor min mor var beruset. Eller det ved jeg i bakspejlet, at det var det, hun var.  

Det er et minde som altid dukker op, når jeg tænker på, om min mor egentlig nogensinde var rigtig glad. For hun var nemlig glad og fjollet der, afsted på kollegatur med børn til øen Wen. Det var sommer, og hun stod og fnes inde i en telefonboks, hvor hun skulle ringe, til hvem husker jeg ikke. Hun var dog ikke mere glad eller beruset, end at hun vrissede af mig, da jeg snakkede til hende og forstyrrede. Men det gjorde ikke rigtig noget, husker jeg, fordi hun virkede så glad ellers, så jeg tav bare stille og gjorde mig usynlig, imens jeg blev varm indeni af, ja – af glæde over at se min mor grine.

Jeg husker faktisk kun reelt alkohol fra min barndom i forbindelse med et enkelt vennepar, som mine forældre så. De havde børn, som var jævnaldrende med os og vi vidste ligesom alle 4, at når først vi havde fået dessert, så kom vi ikke i stuen længere, for så opdagede vores forældre os, og så skulle vi bare hjem, og det ville vi ikke. Jeg kunne dog godt finde på at lytte ved døren og høre dem snakke højlydt og grine sammen inde i stuen og igen blive glad indeni over deres glæde. 

Jeg er ikke et barn af alkoholikere, men jeg er alligevel et antennebarn, selvom udtrykket oftest er brugt til børn af alkoholikere.

Jeg er et barn af en psykisk syg mor, en mor som ofte var deprimeret – særligt om vinteren, men en gang husker jeg det som, at hun græd en hel sommer. 

 Min mors humør kunne svinge lynhurtigt op og ned, hun var en mor, som ikke havde overskud til at se mig og jeg havde en far, som rigtig tit var på forretningsrejse op til en uge ad gangen og arbejdede meget. På en måde blev jeg usynlig, når min far ikke var der. Jeg havde lynhurtigt groet antenner, som kunne fortælle mig, hvornår det i forhold til min mor var bedst at tie eller forsvinde. 

Jeg lærte, at der var størst mulighed for opfyldelse af mine behov, hvis jeg kunne gøre det selv, eller lyve og snyde mig til det.

Antennerne var ikke så veludviklede, at jeg ikke blev taget i det, bare tænk på de tomme ølflasker, men jeg kom afsted med det nok gange, til at det blev min valgte strategi. Jeg husker flere gange min mor tage mig i at lyve med ordene: ”hvorfor gør du det, du ved jo godt, at du bliver opdaget hver gang!” Men det gjorde jeg jo netop ikke. Jeg var rigtig god til at underholde mig selv og søge ud til kammerater, da jeg blev gammel nok, og jeg lærte at læse og slugte tykke bøger allerede i 2. klasse.

Jeg blev ikke slået som barn – Udover en enkelt endefuld måske to, men den gang var det jo heller ikke forbudt at slå sine børn – men min mor viste mig heller ikke omsorg og kærlighed. Medmindre jeg var syg altså. Det var jeg så tit, måske af samme grund. Jeg led af voldsomme migræner fra jeg var 6-10 år, jeg kastede op og kunne ingenting, fordi hovedet dunkede hele tiden. Jeg husker lidt nusning på panden og opkast der med en vis irritation – ”ikke nu igen” blev tørret op, og det var det. 

Det er udmattende at være antennebarn!

Udmattende hele tiden at have andres sind på sinde før sit eget. Jeg er mester i at aflæse et rum og bittesmå nuancer i stemningen. Det er en egenskab, jeg deler med andre antennebørn, om det så er børn af alkoholikere, af psykisk syge, eller af forældre med fokus stærkt rettet mod noget andet, end barnet.

Det er børn, som kan være opvokset i uforudsigelige eller kaotiske familiemiljøer, hvor forældrene ændrede udtryk eller personlighed uden synderlig forudgående varsel. 

At være antennebarn har mange omkostninger og udmønter sig ikke ens, men fælles er ofte evnen til at kunne aflæse stemninger og at have et udadrettet fokus, hvilket jeg som psykolog finder aldeles værdifuldt.

Det manglende indadrettede fokus for de fleste antennebørn har ofte omkostninger i form af vanskelighed ved eller manglende evne til at mærke egne følelser og behov og derfor tage hensyn til disse. Deraf øges risikoen for stress, angst og depression desværre også. 

For mit vedkommende har evnen til at mærke egne følelser betydet mange kropslige smerter igennem særligt de sidste 20 år. Det har også været årsag til en stressepisode som varede et lille halvt år i forbindelse med min indgang på arbejdsmarkedet for 10 år siden efter endt studie og gennemgående vanskeligheder ved at bede om hjælp og lade andre komme helt tæt på. 

Det er vanskeligheder, som jeg har fået og får hjælp til og som jeg ikke er ene om. Jeg møder det hele tiden hos klienterne i min klinik og i min egen omgangskreds.

Mon ovenstående også har vakt genklang hos dig? Er du eller kender du andre antennebørn? 

Kommentér gerne og tak fordi du læste med så langt❣️

 ♥️ kærligst Nina

Lidt om tankemylder, søvnproblemer, bullet journaling og coronapandemi

 “Hvornår vender livet tilbage til ”normalt” igen? “ Det spørgsmål rumsterer vist hos de fleste af os.

Jeg har netop haft besøg af 4 elever fra 6. klasse, som spurgte til dette – ”får du klienter på grund af corona”. Det gør jeg ikke umiddelbart, men corona fylder hos samtlige af mine klienter og hos mig selv på godt og ondt. Og efterspørgslen om normalitet rumsterer i mig og gør det hos alle mine klienter.

Verden er forandret på drastisk vis, hvilket får ovenstående spørgsmål til at runge. Jeg er stadig ved at finde vej i, hvordan jeg kan holde min lille klinik i gang med fysisk fremmøde for klienterne uden brug af mundbind og plastikafskærmning. Indtil videre oplever jeg, at det lykkes.

Men hvornår og om alt bliver normalt igen, er et spørgsmål, jeg tror, kun kan besvares med, at det bliver det ikke. Ikke hvis normalt er det, som var før.

Verden er i konstant forandring og normalt er fiktivt, men ofte sker det heldigvis så gradvist, at vi ikke lægger mærke til det, så hver dag bliver det nye normale, sådan har det ikke været med coronaen og alt i mig håber på, at det nye normale aldrig bliver med mundbind og fysisk distance i den grad det er nu.

Coronapandemien var i foråret årsag til mange tanker for mig; om min klinik og selvstændige praksis, familielivets forandrede vilkår, konsekvenserne for mine børn, hverdagen fremadrettet. Tanker som havde det med at komme til at fylde, når jeg skulle sove – til tider var det tankemylder og ja, så sov jeg jo ikke før længe efter hovedet havde lagt sig på puden. 

 Samtidig meldte jeg mig til en 3årig efteruddannelse, som jeg er startet op på her i begyndelsen af september 2020 i intensiv dynamisk korttidsterapi. En forandring som jo i sig selv er stor i min dagligdag og som vil ændre meget af min praksis her i klinikken – med et forhåbentligt endemål om at blive dygtigere. 

 For at forstå den nye tilgang og metode som jeg skal lære de næste tre år, har jeg desuden valgt selv at gå i terapi, hvilket gør, at jeg kender effekten af metoden på min egen krop og psyke. Det er igen forandring, som både er selvomsorg og hårdt arbejde, men som også skulle give og yderligere dygtiggørelse i mit virke som psykolog. 

Alle mine tanker fik mig henover sommeren til at blive inspireret af det der hedder bullet journaling. For dig, som aldrig har hørt om det, eller kun perifært, ja så er det en lille bog med prikker – kun prikker (bullets). Indholdet skaber du selv. Jeg har altid gerne ville føre dagbog, men har egentlig følt mig forpligtet til, at så skulle jeg skrive hver dag, hvilket jeg aldrig rigtig fik gjort. Til gengæld tilbage i de mere analoge dage, hvor ingen havde en onlinekalender, men alt var på papir, ja der skrev jeg altid meget i dem. 

Forskellen på en bullet journal og en almindelig kalender er, at denne bygger du selv op og du går aldrig forud. En side af gangen kan den hjælpe med at bevare overblik, tage beslutninger om, hvad jeg skal, hvornår, og hvad der måske ikke er så vigtigt, siden jeg ikke får det gjort. Den fungerer således, at den kan indeholde dagbogstanker, kalender, to do lister, drømme og fremtidsmål og hvad der ellers er vigtigt for mig og derfor aldrig mere gule sedler og huskelister spredt ud over det hele.  

Efter at have læst ”Bullet Journalmetoden” af Ryder Carroll, har jeg kastet mig ud i processen med at skabe mere intentionalitet i mit liv, at finde og fastholde mine værdier og skabe mening. Jeg er der ikke endnu, men jeg får tegnet en masse små tegninger i den og lavet overblik og to do lister for hver dag, og tror på at jeg med dette værktøj kommer det nærmere. Samtidig har det været lidt af en gave, for begge mine piger er med på idéen og sammen har vi siddet og doodlet, snakket og skrevet – en masse tid væk fra skærme med nærvær i stedet.  

Og størst af alt, så efter et turbulent forår og begyndende sommer, ja så pludselig var der ikke så mange tanker ved sengetid, som gjorde, at jeg ikke kunne falde i søvn. De var nærmest alle sammen nedskrevet, gemt eller håndteret i min journal.

Det har ikke ændret de påvirkninger coronapandemien har på mig eller verden, det har ikke ændret min hverdag på en drastisk måde, men det har givet mig lidt mere ro.

 Så mangler du ro, savner du overblik, kan lide at lave lister, ønsker mere mening med dine handlinger eller er fyldt op af tanker, når hovedet rammer puden, så du ender med at ligge med tusind tanker i stedet for at sove, så er bullet journaling en anbefaling herfra❣️

♥️ 

Om hjælpeløshedspositionen, tvivl og usikkerhed

Efter at have taget mig selv i at være landet i hjælpeløshedspositionen med dertilhørende negative tankespiraler, har jeg sat mig for at skrive et indlæg herom.

At være i hjælpeløshedspositionen betyder ofte at alt, hvad der hedder ændringer og udvikling, kommer uden for rækkevidde. Hjælpeløshedspositionen kan sammenlignes lidt med ”what-the-hell”-effekten – så kan det hele også bare være lige meget. En effekt eller position som fratager os power og handlekraft. 

Hjælpeløshedspositionen som jeg har mødt særligt tydeligt nu her i denne tid, er den hvor flere forskellige idéer, drømme og ønsker titter frem – ofte oveni hinanden – og jeg bliver overvældet af dem. Jeg bliver overvældet på en måde, så jeg ikke kan fokusere og træffe beslutninger og ja så lader jeg være at træffe nogle som helst. Jeg kan mærke det i kroppen, jeg bliver fysisk udmattet, som om alt energi er suget ud af mig.

Jeg fx har mange idéer til flere blogindlæg, som smutter fra mig igen, fordi jeg ikke får skrevet dem ned, eller har tiden til det, i det øjeblik de opstår. Jeg har ligeledes tanker om at lave et nyhedsbrev, hvori mine blogindlæg og løbende nyt kunne figurere. Jeg har ønsker om at få redigeret min hjemmeside med bedre SEO (Search Engine Optimization), opdatering af mine kompetencer mm og ja den evige, at få læst mere faglitteratur.

Bare når jeg opremser det hele lige nu, som jeg sidder her og skriver, ja så bliver jeg presset af det hele og mærker energien, som langsomt forlader min krop.

Jeg sammenkobler alle de planer, drømme og tanker med alt det, jeg ellers ”skal”; motionere og spise sundt (har gang i et vægttabsprojekt med dertilhørende livsstilsændring, som har løbet siden august sidste år – med stor succes faktisk), fraholde mine børn skærm (mindre stor succes), som fylder utrolig meget og som virkelig går mig på nerverne (det til trods for, at jeg selv sidder bag den ALT for tit), være en nærværende mor, passe hus og hjem og forretning. Så bliver jeg ganske overvældet og mødt af hjælpeløshedspositionens følgesvende; tvivlen, usikkerheden og uvisheden. 

Hos følgesvendene bor ofte mange ikke særlig selvkærlige tanker, som kan fastholde de negative tankespiraler; ”hvorfor skriver du overhoved blogindlæg? Er der overhoved nogen, der gider læse dem? Er der nogen, som gider læse et nyhedsbrev? Det er nok også bare besværligt og for hvad nytte? Du kan nok ikke finde ud af at redigere hjemmesiden, så det bliver godt! Det bliver nok svært at finde nogen, som kan hjælpe med det, som ikke koster en formue og forstår, hvad du gerne vil”.

Her vil den opmærksomme læser måske tænke, at jeg fisker efter anerkendelsen om, at du faktisk læser med her (og det gør jeg selvfølgelig også – jeg elsker, at du læser med og især, når du tilkendegiver at have læst det, ved at like, skrive en kommentar eller ligefrem deler mit indlæg videre på de sociale medier), men selvom det lyder som sådan, så er det ikke det, som virker i længden. Det som virker, det er, selv at tro på det, at holde fast i, at grunden til at jeg skriver blogindlæg, det er, at jeg får rede på mine tanker, at jeg opdager nyt om mig selv, nuancerer mine tænkemåder og lære mig selv endnu bedre at kende.

Fx går det op for mig, at jeg måske har brug for hjælp her – brug for en sparringspartner, som har tid og lyst til at gå ind i optimering af min hverdag og virksomhed – så skal jeg lige finde ud af, hvor jeg finder sådan en – eller flere forskellige til forskellige projekter. 

Tilbage til de ikke så rare følgesvende og de lidet selvkærlige tanker – ja undskyld jeg springer lidt i det. Ligeså langsomt – eller måske ganske hurtigt faktisk, ja så får tankerne mig til at kravle tilbage i trygheden, til min komfortzone – det genkendelige: ”det går da også meget godt! Hvorfor ændre på noget nu? Du kan ikke både blæse og have mel i munden! Det kræver alt for meget af dig, du kan nok ikke klare det” 

I komfortzonen kan mere og flere selvkærlige tanker heldigvis igen returnere: ”Du har klaret det godt som selvstændig. Du har kun været i gang i godt to år, du er ikke IT-ekspert, men alligevel har du helt selv lavet din hjemmeside. Du får positiv feedback fra dine klienter og samarbejdspartnere. Du har formået at balanceret et hjemmearbejdsliv med skolebørn og legekammerater. Du har fastholdt motion og tid i naturen, og du har lykkedes med at tabe dig”. Så kan jeg puste ud igen, sænke skuldrene og måske igen langsomt mærke lidt energi, handlekraft og power og for en tid skubbe de negative tanker væk. 

Det er godt at være i komfortzonen, det er jo netop det trygge og genkendelige. Problemet opstår kun, når det ikke længere er primært det gode, den er fyldt af – altså det som giver os den bedste livskvalitet. Komfortzonen er nemlig ikke udviklende, hvilket er ok, for så har vi plads til at forsøge at hvile og finde en form for ro. Når livskvaliteten daler, eller vi begynder at kede os, så er det, at lysten (eller desperationen) kommer efter nyt, efter forandringer og udvikling.  

Men tilbage til hjælpeløshedspositionen, der hvor vi ikke kan se os ud af det, vi står i. jeg møder den jo ikke kun hos mig selv, men også tit i klinikrummet under mine samtaler med mine klienter. Den bliver særlig tydelig og mærkbar i forbindelse med skift, skift mellem to forskellige jobs, fra en uddannelse til den næste, ny partner, flere børn, skilsmisse, tab af nærtstående, bopæl, eller som nu under Coronakrisen, hvor alt hele tiden forandres – måden vi er sammen på, måden vi omgås, arbejdsliv, skoleliv og familieliv, hvor vi netop er flået ud af komfortzonen og for mange langt ud over nærmeste udviklingszone og direkte i panikzonen. 

Terapirummet bliver ofte et sted, hvor vi kan finde tilbage til komfortzonen, til selvkærlige tanker og måske vejen til nærmeste udviklingszone og derved mulighed for udvikling og nye veje til bedre livskvalitet.

Lige nu er jeg i komfortzonens ydre kant, jeg skriver det her blogindlæg og rykker tættere på nærmeste udviklingszone. Måske er det ved dette blogindlæg gået op for mig, at jeg er nødt til at investere i én ting ad gangen. Klappe mig selv på ryggen lidt oftere for det, som jeg får gjort. Huske mig selv på at investeringer nogle gange skal have lang tid for at akkumulere og at nogle investeringer bare ikke giver det forventede afkast og måske kun ender med at være en udgift. 

Måske denne rykken frem og tilbage fra komfortzone, udviklingszone og panikzone og hjælpeløshedspositionen er genkendelig også for dig? 

Tak fordi du læste med❣️

♥️

Et land i krise

Danmark er i krise, hele verden er efterhånden i krise. Vi lukker ned, vi skærmer af, vi holder afstand, vi bliver hjemme.

I disse dage skrives der historie.

Vi kan læse om gode råd, hamstring, udskamning, afmagt, opråb, ironi, sygehistorier og dødsfald. Vores dronning går på skærmen og taler til os, om at stå sammen, hver for sig, om anstændighed og ansvar og om at passe på hinanden. 

Statsministeren holder pressemøder med sine embedsmænd, de står der ved podiet, de gør det godt, de vil gerne passe på os. Søren og Mette har talt, og nu også Margrethe – alle med en løftet pegefinger – kom nu, de fleste har forstået budskabet, lad os nu få de sidste med.

Det er svært for virksomhederne, der må lukke ned for nu, nogen for måske ikke at kunne åbne igen. Det er svært for de unge at undlade at mødes, at feste. Det er svært for børnene ikke at måtte lege med hinanden. Det er svært for de ældre at sidde alene, at undvære børn og børnebørn. Det er svært for børnefamilierne at lave hjemmeskole, at skulle være sammen 24/7.

Det er svært for dem som i forvejen er alene, nu at være helt alene. Det er hårdt for sundhedspersonalet, som knokler for at kunne tage imod de mange patienter, som måske snart vil fylde hospitalerne, at skulle varetage sundhedsopgaver, som de måske kun får sidemandsoplæring i, da tiden er knap. det er svært for de sårbare at skulle isolere sig og være bange for at dø – nu skal vi alle isolere os. Det er svært for os alle.

Tiden er fyldt med angst og usikkerhed. Rammer Covid-19 min familie, klarer vi den? Hvordan skal det gå økonomisk, vil min virksomhed lukke, vil jeg miste mit job.

Der er ingen tvivl længere, det vil ramme os alle på en eller anden måde. 

Her hos os bekymrer vi os som mange andre for bedsteforældrene, vil de blive syge, vil de klare den? Som psykolog med egen praksis tænker jeg over, om jeg vil overleve, vil jeg kunne fortsætte med klienter, hvor mange vil være med p,å at ansigt til ansigtsmøder konverteres til telefonsamtaler?

Lige nu har nogen aflyst, nogen har valgt at konvertere til telefonen, andre vil fortsat gerne mødes ansigt til ansigt med afstand, uden håndtryk eller kram og i stedet med håndsprit. 

Mine første tanker, da vores efterhånden alle sammens Mette varslede at lukke landet ned, var, at jamen så fik jeg da tid til at læse noget faglitteratur, måske var der også noget praktisk herhjemme, som jeg kunne tage mig af – maleprojekter, skrive blogindlæg, puslespil, opretholde at motionere, tjekke op på og udvikle min hjemmeside. Jeg panikkede ikke. Jeg tror på, at jeg nok skal overleve med min virksomhed, selvom klienttilgangen måske går ned i en periode. 

Selv er jeg nu blevet syg. Jeg har en virus og har haft rigtig høj feber og flere andre symptomer. Min omverden, både den nære og den lidt mere perifere vil gerne afkræfte, at det er Covid-19, der er på spil, måske for at berolige mig, måske for at berolige dem selv. Jeg ved det ikke, jeg finder forhåbentlig ikke ud af det, da den viden sandsynligvis kun kommer til mig, hvis jeg ender på hospitalet, fordi jeg er så dårlig, at jeg skal have hjælp til at trække vejret. Så dårlig er jeg heldigvis ikke nu.  

Mit udgangspunkt er, at jeg er sund og rask – udover virussen altså. Jeg er irriteret over, at mine ovenstående planer er sat på hold, at jeg ikke kan holde samtaler med mine klienter, dem som har brug for mig fortsat, at jeg ikke kan se til de mange projekter, som jeg pludselig kunne få tid til, at jeg ikke kan deltage på lige fod med min mand i hjemmet, om børnene, om hjemmeskole, men det er ok.

Jeg er fortsat ikke bange og bekymret og panikker ikke, og det er ok. Ligesom det er ok, at andre reagerer helt anderledes og netop er bange, eller går i panik. Vi reagerer alle forskelligt.

Jeg selv mærker i alt dette – taknemmeligheden. Jeg er taknemmelig for, at min familie fortsat er sund og rask og vi umiddelbart ikke høre til den sårbare gruppe. At jeg bor i et land som Danmark, som tager vare på os på bedste vis og har kunnet gribe ind tidligt. At jeg kan se muligheder for min virksomhed og mærke kreativiteten i maven. At vi økonomisk vil klare os trods en nedgangsperiode. At vi endnu ikke (helt) har revet hovedet af hinanden herhjemme, men at jeg fortsat mærker kærligheden.

Det er en svær situation, naturligvis reagerer vi. Hvordan skal vi klare det her? Det skal vi sammen – HVER FOR SIG med håndvask og sprit, på hver vores måde.

Ud over de retningslinjer, så er der mange gode råd til, hvordan vi skal komme igennem denne tid, tag dem I kan bruge, smid resten væk og vid med jer selv, at kun I ved, hvad der er rigtigt for jer og jeres familie.

♥️

Livets puslespil

Jeg har netop lige lagt sidste brik i et puslespil – sådan et rigtig ét, altså et ”voksenpuslespil” på 2000 brikker for første gang.

Jeg har selvfølgelig lagt puslespil med mine børn og selv lagt puslespil som barn, men ikke sådan et projekt med 2000 brikker. Det blev også et større projekt end beregnet. Jeg havde nemlig regnet med, at jeg kunne have puslespillet liggende på vores nyetablerede skrivebord i værelset ved siden af klinikken, så jeg derved kunne gå lidt til og fra og lægge en brik eller to. Men det var alt for stort. Heldigt at jeg sammen med puslespillet havde købt en puslespilsmåtte, så jeg lige har kunnet rulle det sammen, når jeg ikke havde tid, og ud igen, når jeg havde.

 Du undrer dig måske over, hvorfor jeg skriver på min blog om puslespil.

Det gør jeg selvfølgelig for at slå et slag for denne gammeldags aktivitet, som udover at kræve og opøve koncentration og fokus også styrker evnen til fordybelse og vedholdenhed når det er svært eller ligefrem kedeligt. Puslespil kan skabe fællesskab, rum til snak og særligt at lære at afbryde en aktivitet og vende tilbage – igen og igen.

2000 brikker lægger ikke sig selv på en aften skal jeg lige hilse og sige.

Min telefon den sidder gerne fast i min hånd, jeg tordner overfor mine børn, at de skal bruge mindre tid på skærm, men jeg er selv dybt afhængig af min telefon. Der går mange spildte timer med ting af meget lidt relevans på den. Det er som om, at jeg hele tiden lige kan kigge; er der kommet noget, ting jeg skal slå op, købe, tjekke i kalenderen og vupti, så forsvandt al den fritid og mulighed for at gøre noget andet. Vel at mærke og det er det vigtigste i denne sammenhæng uden at efterlade mig i synderlig glæde eller tilfredsstillelse. 

Med vores nye store skrivebord (og ja det er langt – 365 cm faktisk – men desværre ikke bredt nok til 2000 brikker) kom mindet til mig om, at jeg som barn lagde puslespil med min mor. Måske var det kun en enkelt vinter hun gjorde det, måske sad jeg der kun en enkelt gang, men jeg husker det som rart samvær, hvilket jeg ellers ikke rigtig har synderlige minder om at have med min mor.

Jeg mindes det som, at der var plads til, at vi kunne snakke, men mest af alt så husker jeg, at jeg kunne lide det, lide at sidde der og lede efter brikkerne, den lille glæde, når de passede sammen, eller jeg fandt den, jeg lige manglede i et større hele. 

 Livet er lidt som et stort puslespil, vi sætter hele tiden brikker sammen og skiller dem ad igen. Nogle gange passer brikkerne og vi glædes ved motivet i kortere eller længere tid, andre gange bliver motivet skævt og vi skiller puslespillet ad og sætter brikkerne sammen på ny, finder nye brikker og nye motiver og heldigvis for det.

Sådan som vores kultur og samfund ændrer sig, så bliver vores puslespil større og større. Vi skal ikke længere være skomager som vores far, eller giftes med naboens dreng. Vi kan nærmest blive lige, hvad vi vil. Vi behøver ikke blive gift, og hvis vi alligevel bliver det, kan vi bare blive skilt igen. Vi kan gå på Tinder, vi kan prøve 10 kjoler, købe den ene, bytte den igen, tage en uddannelse, droppe ud, starte på en ny og vi kan prøve om den ene eller den anden puslebrik passer, nogle gange kan vi endda prøve flere brikker på en gang. 

 De gange, hvor vi kan mærke, at der var dén, den helt rigtige brik – for en tid – så var det hele sliddet værd. 

Det er måske derfor, at jeg elsker at lave terapi, det er ligesom at samle et puslespil. Brikkerne er måske velkendte for mennesket overfor mig, men som vi samler det sammen, så kan de pludselig danne et nyt motiv og ses fra et nyt perspektiv, og vi kan sammen finde brikker, som har manglet eller som sad forkert.

Motivet på mine 2000 brikker er Golden Gate, hvor jeg netop i efteråret har været med min far. Det har været dejligt at sidde og mindes den tur, imens billedet langsomt faldt på plads brik for brik. Jeg startede den 6. januar og satte sidste brik i går. Jeg huskede ikke forkert fra jeg var barn, hver gang jeg har siddet der, så har jeg glemt mobilen, den har ikke været relevant, jeg har ikke gidet tage mig af den – sikke en befrielse. Puslespillet har skabt enkelte stunder undervejs af kortere og længere varighed, hvor mine piger har været med, og selv min mand hjalp med at finde kantbrikker til en start. 

”Skal du så bare skille det ad”, har min store datter blandt andre spurgt. ”Er det så ikke bare spild af tid?” Men er puslespillet så meget anderledes, end alt det andet vi gør i livet? Det er som de, som siger, at pauser er spild af tid. Måske hjælper puslespillet til at være i nuet i processen og ikke kun have fokus på slutresultatet.

Hvis slutresultatet var grunden til at jeg lagde puslespillet for så bare at skille det ad igen, jo så var det måske spild af tid. Igen er puslespillet et fint symbol på livet, vi skal huske at leve imens vi gør det, for når det er slut, så er det slut.

Vi lever jo ikke, fordi vi skal dø, vi skal dø, fordi vi lever, det gælder om at nyde det undervejs.

 Held og lykke med dit livs puslespil derude.

Smil

Noget jeg husker tydeligt fra den gang jeg var barn, det var, at Irma delte klistermærker ud. Røde ♥️-klistermærker påtrykt en kort tekst, en sætning med hvide bogstaver.

På hjerterne kunne der stå: “Smil til verden”, eller “Smil - det varmer” eller “Smil med hjertet”. Men det var ikke bare et almindeligt klistermærke, det var ligesom lidt stofagtigt og dybrødt, sådan en rigtig varm rød farve.

Min mor samlede på dem og jeg husker, at vi havde et siddende på et spejl. Jeg plejede at se på det, læse teksten og køre min finger henover det. Det er som om, når jeg skriver dette, at jeg kan mærke teksturen af klistermærket mod min finger.

Det var altid lidt spændende, hvilket klistermærke vi fik, når vi handlede i Irma, var der en ny tekst på eller var det et af dem vi havde flest af. Vi handlede ellers ikke tit i Irma, for Irma var dyrt og vi havde ikke overvældende med penge. Jeg er barn af det, der dengang hed fattigfirserne, eller kartoffelkuren. Vi har også fået rigtig mange kartofler og tit fik vi rugbrødsmadder til aftensmad - nærmest en gang om ugen, ostemad med salt på og en kop te til.

Min mor kunne godt lide mørk chokolade. Det var hendes, og vi andre fik aldrig lov at smage, undtagen når vi tog noget i smug😅. Det skulle være den helt mørke - Irmas chokolade. Derfor kom vi i Irma ind imellem - og så fik vi et klistermærke♥️.

Min mor er ikke en, som jeg husker som specielt glad, heller ikke specielt smilende og budskabet på Irmas klistermærker handlede mest om smil. Men hun kunne lide de klistermærker og måske er det derfor, at det er noget, som har sat sig i min erindring.

Klistermærkerne, rugbrødsmadderne og den mørke chokolade hører egentlig til gode minder fra en barndom, som, når jeg ellers fortæller om den, sjældent får andre til at tænke, at den kan have været god. Mine piger har sjovt nok altid lyst til at høre om min mor og hvordan hun på mange måder slet ikke var en optimal mor - ingen af dem husker hende, de var henholdsvis 1 og 2,5 år, da hun døde.

De kan finde på at sige: “Mor fortæl om mormor, som ikke ville have, at du fik en barbiedukke” - jeg måtte kun få en daisydukke og den var ikke spor fin, ikke ligesom Barbie og håret var slet ikke lige så sjovt at redde, som barbies hår💁🏼‍♀️. Jeg måtte ikke få en barbiedukke, fordi min mor syntes, at den havde en unaturlig krop. Det havde min mor jo ret i, men det forstod jeg ikke den gang, og egentlig heller ikke i dag. Jeg legede så bare med mine veninders barbiedukker, lige så snart jeg kom til det og de havde altid mere end én👍🏼.

Men tilbage til klistermærkerne, jeg ville ønske at Irma stadig delte dem ud, at der var tid og plads til smilet mellem kunden og medarbejderen, på en måde, som der desværre ikke er i dag. At vi oftere, når vi gik ud at for at handle eller andet oftere gav og modtog smil.

I dag når jeg går på gaden, eller ude i naturen, så smiler jeg nærmest altid og ekstra meget, når jeg møder nogen😊. Jeg smiler, så jeg mærker det i maven og jeg husker på klistermærkerne.

Vi ved i dag fra forskning, at både når vi smiler😊, og når vi griner😄, så udløser hjernen endorfiner. Endorfiner er det hormon, der gør os glade. Selv med et overfladisk smil, kan vi narre hjernen til at udløse disse hormoner.

Prøv det! Du kan jo prøve at strække begge dine mundvige opad mod ørene – ligesom hvis du smilede dit allerbedste smil. Det føles akavet, især hvis du i dette øjeblik ikke har noget at smile af, men gør det alligevel! Det giver nemlig rigtig god mening at smile og grine uden grund.

Den lille øvelse kan give vores psyke og krop det snert af overskud, der gør, at en dum dag måske lige bliver lidt bedre. Det mindede klistermærket på spejlet mig også om, og det var bestemt ikke alle dage, at jeg havde lige meget at smile af.

Det bedste er, når vi smiler til andre, så sker det oftest, at vi får et smil igen og det kan varme helt ind i hjertet.

Jeg ved ikke, hvad der skete med min mors klistermærker, de blev nok gemt i en skuffe og smidt ud en dag, men jeg ville sådan ønske, at jeg stadig havde dem. Jeg ville også ønske, st jeg kunne spørge min mor, hvad de betød for hende og fortælle hende, hvad de havde betydet for mig.

Jeg håber, at jeg formår, at videregive det til min piger, det med at smile, at de mærker endorfinerne og smilet, der kommer helt ned i maven. Hvis jeg havde sådan et klistermærke, så skulle det også sidde på mit spejl.

Hvis jeg selv skulle producere en tekst til et hjerte, skulle der stå:

“Smil til verden, så smiler verden til dig♥️”.

Kærligst Nina

♥️