- Og vis den frem
Jeg får tit at vide, at jeg er naturlig, åben og ærlig, og bryster mig af at være en, der ikke har ret meget facade, deler uden forskønnende filtre på instagram, har ladet det grå hår komme frem – ok som 46-årig, knap så fedt, da jeg var 25 år, men selvfølgelig har jeg én – en facade altså!
Eller en maske, flere masker; Smilet der bliver skruet på, det stærke ydre – jeg kan selv/klarer det selv – er ikke selvstændig for ingenting, neutraliteten, hjælpsomheden, imødekommenheden, opmærksomheden, indfølingsevnen… Alt sammen noget, som handler om mødet med andre og ikke om mig. Og jeg er GOD til det. VIRKELIG god til det.
Og det er rigtigt, at jeg deler ærligt ud, men oftest er det af det, som er sket og ikke det som sker. Med det skete, er jeg på sikker grund, det er bearbejdet, jeg er ok, det er til at tale om, uden at være sårbar. For sårbar skal jeg endelig ikke være.
Med det her indlæg er jeg sårbar, det handler om overgange, specifikt om perimenopause også kaldet førovergangsalder. Og når jeg skriver det her og vælger at dele noget sårbart, så handler det ikke så meget om den fase jeg er i, men i meget højere grad om, at jeg er bange for ikke at blive taget alvorligt, at blive nedtonet, bedt mig om at tage mig sammen, at lade være med at skabe mig og være hysterisk!
Lige nu lytter jeg til René Toft Simonsens bog, ”Jeg er f@*rking hot”, som primært handler om overgangsalder, men ikke kun om den, som omhandler menopausen, når kvinden holder op med at menstruere og ikke længere kan lave børn, men om overgange, overgangen fra pige til kvinde, fra kvinde til mor, fra mor til ikke længere fertil, om ægteskab, kærlighed, børn der flytter hjemmefra, følelser og angst, om at ændre sig, og om ikke at acceptere, den man er, og tage vare på sig, og så handler den rigtig meget om sårbarhed. Nøj hvor kan jeg genkende mig selv!
Der hvor jeg står lige nu i mit liv, er netop i en overgangsfase, jeg er endnu ikke i overgangsalderen, skulle faktisk kunne lave børn nogle år endnu. Det har dog ikke været på ønskesedlen længe, jeg har to virkelig dejlige børn og ønsker mig ikke flere. Overgangen er kommet snigende, uden at jeg helt opdagede det, og alligevel har jeg mærket, at noget forandrede sig. Det begyndte for et år siden og kontrasten var måske stor alligevel, hvorfor jeg lagde mærke det, men blot ikke forstod det dengang.
Jeg var et super godt sted, havde netop afsluttet min 3årige efteruddannelse og havde armene oppe over hovedet i en stolt sejrsrus, sikke fantastiske, hårde og lærerige 3 år. Jeg havde meget få kropslige smerter og var glad og optimistisk. En måneds tid efter mærkede jeg en humørændring, jeg var ikke ked af det, men jeg var heller ikke specielt glad, mere sådan ligeglad.
I samme tidsrum var der virkelig gang i den på privatfronten med diverse konfirmationer, familiefester mm og internt i vores lille familie var der teenageliv for fuld hammer med glæder og konflikter og midt i det hele mig og mit humør, jeg tænkte, om jeg var stresset, men oplevede alligevel ikke genkendelse i forhold til humøret og tidligere pressede livssituationer eller kriser.
Jeg tog pludselig på, ikke mange kilo, men 3-4 kg og det satte sig ligesom på maven, der plejede det aldrig at sætte sig, men nu var det der bare. Jeg rasede over kiloene og følte mig grim, klodset og ubehageligt til mode i mit tøj, det hele sad bare forkert – ikke så fedt, når jeg hele tiden skulle til fest og se pæn ud. Det var som om, at omfordelingen af de ekstra kg, ligesom bare ændrede på, hvordan jeg så mig selv i spejlet, ændrede på den jeg var.
Forår blev til sommer og pludselig bemærkede jeg en mærkelig varmeregulering i kroppen, jeg har altid haft kolde ekstremiteter – altså hænder og fødder, men nu havde jeg enkelte voldsomme varmereaktioner, hvor jeg hedede helt vildt op uden at svede. Jeg var ikke i tvivl, det var hedeture, men det kunne jo ikke passe, jeg var jo langt fra overgangsalderen, 4-5 år endnu havde gynækologen sagt. I Spaniens varme blev det umuligt at sove længe om natten, jeg vågnede med en krop, som var ligesom en radiator, som skulle skrues ned. Derfra begyndte søvnen at blive ramt.
Jeg opdagede, at jeg fik tiltagende uønsket sorte eller blot stride hår på hagen, at se mig ved spejlet med en pincet var nu hverdagskost.
Jeg nåede september og var begyndt at spekulere på, om jeg mon havde en depression, siden jeg havde denne følelsesmæssige følelsesløshed, inden det pludselig slog mig, at det kan godt være, at jeg stadig har æg og ikke er på vej ind i overgangsalderen endnu, men det her var overgangsaldersymptomer – UDEN tvivl! Med hormonspiral og deraf ingen menstruationer, kunne jeg ikke vide, om min cyklus var blevet uregelmæssig, men alligevel var jeg ikke længere i tvivl.
Som René Toft Simonsen skriver i ”Jeg er fu@*rking hot”; ”Nej jeg har ikke nogen depression! Min hormonproduktion er bare i frit fald.”
Jeg efterspurgte hos lægen blodprøver for at få målt mit hormonniveau, men blev affejet med begrundelsen, at hvis gynækologen havde sagt, at jeg havde rigeligt med æg, så kunne blodprøver intet vise, da hormonniveauet hele tiden ændrede sig. Jeg var dog velkommen til at få blodprøver og tjekket stofskiftet, da problemer med stofskiftet kunne give samme symptomer, som jeg beskrev.
Først tog jeg det som en kæmpe afvisning og blev nedtrykt, men så blev jeg sur, fandeme nej, om det bare skulle fejes af. Jeg bookede en tid hos en anden læge i lægehuset og skrev, at jeg ville tale om mine overgangsaldersymptomer. Der gik små tre uger inden samtalen og egentlig havde jeg fundet ro omkring min nye livssituation og viden om mig, så det var blot en samtale om, at jeg nu ikke troede, at jeg havde en depression og at det med hedeturene og søvnen var svært at vurdere, da jeg netop i den periode fik binyrebarkhormonindsprøjtninger for voldsomt hold i nakken, som også kunne give hedeture og bestemt lige så meget forstyrrede min nattesøvn. Jeg fik taget blodprøver for stofskiftet, som viste, at alt var fint.
Nu venter jeg atter på en tid hos lægen, binyrebarkhormonerne og hold i nakken er for længst et overstået kapitel – heldigvis! Hedeturene er bestemt ikke. Den sidste halvanden uge har det været helt vanvittigt, jeg har haft afbrudt søvn med hedeture alt var 3 til 10 gange pr nat, som varer alt imellem et halvt minut og 5-10 minutter.
Derudover mærker jeg indre uro/sitren, jeg har hovedpine tæt på dagligt og jeg har en tanke om, at jeg snart bliver vanvittig, på grund af manglende søvn, på grund af manglende følelser. Jeg hviler i hvert fald ikke længere i, at det jo er (før)overgangsaldersymptomer, som jeg gjorde tilbage i september.
Jeg savner først og fremmest at være mig selv, jeg savner mig, min optimisme og glæde – følelser i det hele taget, jeg savner at sove en hel nat uden forstyrrelser, jeg savner ro indeni.
Jeg er med på, at det her er noget, som alle kvinder skal igennem, på hver sin måde, men måske kan det være mindre lidelsesfuldt, jeg håber, at lægen lytter, ikke fejer mig af, undlader at tage mig alvorligt og uden at sige det siger, at jeg skal holde op med at skabe mig. Jeg håber, at vi finder en vej herfra.
For godt et år siden anede jeg intet om overgangsalder andet end at menstruationen stopper og det kan medføre hedeture og humørsvingninger, men førovergangsalder anede jeg intet om. Der mangler viden og mest af alt udbredelse af den viden, som der er allerede, så det bliver naturligt at tale om.
Viden om overgangsalder skal, ligesom menstruationen og overgangen fra pige til kvinde, være noget vi taler om, lærer om og forberedes på. Menstruation har også været tabu, men jeg oplever, at de unge mennesker i dag ikke skjuler bindet og tamponen i ærmet, højt tør stå ved deres gener, ved en masse om den overgang – der er ungdommen godt igang! Sådan skal det også være med hedeture og uregelmæssige cyklus, menstruation, der ophører og tørre slimhinder og sexliv på den anden side af overgangsalderen. Kom nu vi kan godt!
Det her er min deling for nu, måske du genkender for dig selv, eller hos kvinder omkring dig noget af ovenstående?
Tak fordi du læste med.
♥️
Kærligst Nina