Noget jeg husker tydeligt fra den gang jeg var barn, det var, at Irma delte klistermærker ud. Røde ♥️-klistermærker påtrykt en kort tekst, en sætning med hvide bogstaver.
På hjerterne kunne der stå: “Smil til verden”, eller “Smil - det varmer” eller “Smil med hjertet”. Men det var ikke bare et almindeligt klistermærke, det var ligesom lidt stofagtigt og dybrødt, sådan en rigtig varm rød farve.
Min mor samlede på dem og jeg husker, at vi havde et siddende på et spejl. Jeg plejede at se på det, læse teksten og køre min finger henover det. Det er som om, når jeg skriver dette, at jeg kan mærke teksturen af klistermærket mod min finger.
Det var altid lidt spændende, hvilket klistermærke vi fik, når vi handlede i Irma, var der en ny tekst på eller var det et af dem vi havde flest af. Vi handlede ellers ikke tit i Irma, for Irma var dyrt og vi havde ikke overvældende med penge. Jeg er barn af det, der dengang hed fattigfirserne, eller kartoffelkuren. Vi har også fået rigtig mange kartofler og tit fik vi rugbrødsmadder til aftensmad - nærmest en gang om ugen, ostemad med salt på og en kop te til.
Min mor kunne godt lide mørk chokolade. Det var hendes, og vi andre fik aldrig lov at smage, undtagen når vi tog noget i smug😅. Det skulle være den helt mørke - Irmas chokolade. Derfor kom vi i Irma ind imellem - og så fik vi et klistermærke♥️.
Min mor er ikke en, som jeg husker som specielt glad, heller ikke specielt smilende og budskabet på Irmas klistermærker handlede mest om smil. Men hun kunne lide de klistermærker og måske er det derfor, at det er noget, som har sat sig i min erindring.
Klistermærkerne, rugbrødsmadderne og den mørke chokolade hører egentlig til gode minder fra en barndom, som, når jeg ellers fortæller om den, sjældent får andre til at tænke, at den kan have været god. Mine piger har sjovt nok altid lyst til at høre om min mor og hvordan hun på mange måder slet ikke var en optimal mor - ingen af dem husker hende, de var henholdsvis 1 og 2,5 år, da hun døde.
De kan finde på at sige: “Mor fortæl om mormor, som ikke ville have, at du fik en barbiedukke” - jeg måtte kun få en daisydukke og den var ikke spor fin, ikke ligesom Barbie og håret var slet ikke lige så sjovt at redde, som barbies hår💁🏼♀️. Jeg måtte ikke få en barbiedukke, fordi min mor syntes, at den havde en unaturlig krop. Det havde min mor jo ret i, men det forstod jeg ikke den gang, og egentlig heller ikke i dag. Jeg legede så bare med mine veninders barbiedukker, lige så snart jeg kom til det og de havde altid mere end én👍🏼.
Men tilbage til klistermærkerne, jeg ville ønske at Irma stadig delte dem ud, at der var tid og plads til smilet mellem kunden og medarbejderen, på en måde, som der desværre ikke er i dag. At vi oftere, når vi gik ud at for at handle eller andet oftere gav og modtog smil.
I dag når jeg går på gaden, eller ude i naturen, så smiler jeg nærmest altid og ekstra meget, når jeg møder nogen😊. Jeg smiler, så jeg mærker det i maven og jeg husker på klistermærkerne.
Vi ved i dag fra forskning, at både når vi smiler😊, og når vi griner😄, så udløser hjernen endorfiner. Endorfiner er det hormon, der gør os glade. Selv med et overfladisk smil, kan vi narre hjernen til at udløse disse hormoner.
Prøv det! Du kan jo prøve at strække begge dine mundvige opad mod ørene – ligesom hvis du smilede dit allerbedste smil. Det føles akavet, især hvis du i dette øjeblik ikke har noget at smile af, men gør det alligevel! Det giver nemlig rigtig god mening at smile og grine uden grund.
Den lille øvelse kan give vores psyke og krop det snert af overskud, der gør, at en dum dag måske lige bliver lidt bedre. Det mindede klistermærket på spejlet mig også om, og det var bestemt ikke alle dage, at jeg havde lige meget at smile af.
Det bedste er, når vi smiler til andre, så sker det oftest, at vi får et smil igen og det kan varme helt ind i hjertet.
Jeg ved ikke, hvad der skete med min mors klistermærker, de blev nok gemt i en skuffe og smidt ud en dag, men jeg ville sådan ønske, at jeg stadig havde dem. Jeg ville også ønske, st jeg kunne spørge min mor, hvad de betød for hende og fortælle hende, hvad de havde betydet for mig.
Jeg håber, at jeg formår, at videregive det til min piger, det med at smile, at de mærker endorfinerne og smilet, der kommer helt ned i maven. Hvis jeg havde sådan et klistermærke, så skulle det også sidde på mit spejl.
Hvis jeg selv skulle producere en tekst til et hjerte, skulle der stå:
“Smil til verden, så smiler verden til dig♥️”.
Kærligst Nina
♥️