I søndags sagde vi farvel til en af vores tid store danske sangere Kim Larsen. Kim Larsens sange har og vil sandsynligvis vedblive med at sætte præg på mange generationer. Han havde folkets stemme og bragte livet, kærligheden og døden sammen i en fantastisk rørende og simpel samklang.
Nyheden om, at det ikke længere var hans tid, kom midt i søndagsfrokosten hjemme i min familie. Først - i nogle sekunder - blev jeg lidt chokeret. Min yngste på 10 år nåede lige at sige, ”pyt vi kendte ham jo ikke”, hun trak på skuldrene og fortsatte, ”jeg synes, at han var lidt grim!” Det fik straks min mand til at udbryde med indigneret stemme, ”ej det skal du ikke sige, det er da ikke respektfuldt overfor Kim Larsen i døden”.
Man skal høre sandheden fra børn og fulde folk, som man siger, og Kim Larsen var nok i klassisk forstand ikke en mand, som man ville kalde flot. Han havde til gengæld noget andet og efter min mening langt mere værdifuldt, nemlig charme og ægthed. Ægthed overfor hvem han selv var igennem det liv, han viste ud ad til og charme med et stort smil og en altid god kommentar - udover at kunne synge og performe selvfølgelig.
Lige så stille til mine børns bestyrtelse, så begyndte jeg at græde, og jeg havde faktisk rigtig svært ved at slippe det igen. Tårerne begyndte at trille, hvilket jo kan virke lidt fjollet, da vi, som min yngste sagde, jo ikke kendte ham. Hans sange vil leve videre og han vil fortsat blive trukket frem i musikundervisningen i skolerne og folkeligheden han bragte med sig vil med stor sandsynlighed fortsat bestå.
Egentlig er jeg ikke én, som normalt har let til tårer, selvom de kommer nemmere og hyppigere nu, end de gjorde i teenageårerne, 20’erne og start 30’erne. Måske det hænger sammen med, at min mor ofte kunne sige, ”gale katte får revet skind”, når jeg kom hjem med diverse skrammer. Som fx den gang, hvor jeg kom hjem fra skole med fem sår i ansigtet efter et sæt negle havde boret sig derind.
Der var ikke megen trøst at hente hos min mor, måske det var en medvirkende grund til, at tårerne hos mig, ikke triller lige så let, som de kan gøre hos andre.
Faktisk kan forholdet til tårerne ofte blive et emne i samtalen med klienterne, fordi tårerne er der, eller fordi de ikke er, fordi de for nogen kommer af ingenting og for andre slet ikke.
Nogle gange ved jeg, at tårerne kommer, men ofte så overraskes jeg af dem, fx når de står op i øjnene under særlige følsomme samtaler med klienter, ved min nevøs konfirmation, da koret sang halleluja og min fars øjne blev fyldt med tårer, da min elskede kat blev kørt ned, eller som i søndags med nyheden om Kim Larsens død.
Jeg har på et tidspunkt haft en god kollega, som næsten kunne tænde og slukke for tårerne, som var det en vandhane. Det var som om, at hun bare kunne give slip og hulke for så at stoppe og tørre sig om øjnene og gå videre, men nu tydeligt lettet.
Mine sluser åbner desværre ikke så let, men jeg ved, at de gange, de gør, er det en kæmpe lettelse bagefter. Derfor ville jeg også ønske, at jeg havde lidt nemmere ved det. Det mærker jeg også hos klienterne, når de giver slip og lader tårerne trille - lettelsen og oplevelsen af, at selvom de gav slip, så gik de ikke i stykker.
Ofte bliver tårer forbundet med svaghed. Det er ikke svaghed i min optik. Tårer er derimod tegn på følsomhed, på indlevelse og på sårbarhed, hvilket på ingen måde har med svaghed at gøre.
Mit klareste men også et meget lykkeligt minde om Kim Larsens sange stammer fra skolebussen til svømning i 3. og 4. klasse. Turen tog måske 10 minutter, men Kim Larsens ”Midt om natten” album spillede med sikkerhed HVER gang. Vi skrålede alle med på Jutlandia og kunne iøvrigt sangene udenad. Det var oplevelsen af sammenhørighed og fællesskab. Min mor var også fan af Kim Larsen, så han blev spillet tit hjemme og går hånd i hånd med barndommen for mig.
I søndags græd jeg fordi jeg blev overvældet, jeg græd fordi følelsen af, at livet er kort (og ikke langt som Kim Larsen synger), at tiden er knap, og fordi vi lever kun nu. Døden viste sit ansigt i Kim Larsens skikkelse lige der midt i makrelmaden. Mindede mig om, at tider er gået, som ej kommer igen, som turene med skolebussen, og at dette øjeblik om lidt er forbi.
Når min tid en dag kommer, så ønsker jeg, at der i kirken til begravelsen bliver spillet, ”Om lidt” og jeg håber, at jeg fik set – det meste – af det jeg ville, og at vi måske ses igen❣️
❤️…