Jeg tager mig tit i at spekulere på, hvor fantastisk kroppen egentlig er. Hvordan den fortæller os ting, når vi lytter, og hvordan den taler mere og mere højlydt, når vi ikke gør.
Kroppen kan nemt blive et redskab eller et stativ til at udføre det, som vi gerne vil. Det er ofte kun, når den ikke fungerer, at vi bliver rigtig gode til at fokusere på den. Når min krop fortæller mig det ene og det andet er jeg ikke altid så god til at lytte. For mig er det virkelig livslang læring, hvor Jeg ofte får taget mig af symptomerne, når de ikke længere kan ignoreres, men årsagen måske sjældent kommer for en dag.
Som barn led jeg af køresyge og hyppige migræner, som faktisk frarøvede mig muligheder og oplevelser og hindrede min livsudfoldelse. Jeg kunne blive så spændt på noget, at jeg fik migræne og endte med ikke at kunne deltage. Fx som den gang, da jeg var 8-9 år og skulle i Tivoli med mine søskende og kusiner og min mor og jeg endte med at måtte blive hjemme, fordi jeg kastede op og fik migræne. Den der lille nøglering med en plastichest for enden, som jeg fik, som plaster på såret opvejede ikke for den tur. Tit måtte mine forældre undlade at fortælle mig, hvis vi skulle noget særligt, da jeg ellers risikerede at blive så spændt, at jeg blev dårlig.
Migrænen kom dog ikke kun, når forventningens glæde tog overhånd, den kunne komme i mange forskellige sammenhænge og altid ubelejligt. Ligesom køresygen, der gjorde, at jeg kastede op på nærmest alle bilture. Måske det ikke hjalp, at min mor insisterede på at ryge cigaretter, mens hun kørte, også selvom turen kun var en halv time lang. Som barn var migrænen bare noget, jeg havde. Først relativt sent inde i mit voksenliv fik et nært familiemedlem til min overraskelse påpeget, at min migræne ikke bare var migræne, men et tegn på at jeg var et presset og stresset barn.
Tror vi alle kender fornemmelsen af sommerfugle i maven, når vi bliver spændte eller forelskede og den modsatrettede fornemmelse, når vi er kede af det, som en klump i maven eller i brystet.
Sommerfuglene kan vi lide – når ikke de bliver til migræne altså, hvorimod klumpen, den der forhindrer os i at trække vejret, den bryder vi os ikke om og derfor kan vi godt skubbe den væk. Længe kan vi endda ignorere den, indtil den pludselig kan manifestere sig som mere voldsomme fysiske symptomer som hjertebanken, trykken for brystet, kvalme, opkast, hovedpine, migræne, svimmelhed, stikken/prikken i hænder og fødder og deslige.
Jeg har i mit voksenliv lært at de smerter jeg får i skuldre, ryg, nakke og lænd er symptomer på, at der er noget, som jeg skal tage mig af. Spændinger i en grad, som har gjort, at jeg tidligere har været til alverdens undersøgelser og fået udelukket gigt og meget andet. Selvom jeg ved, at de undersøgelser har påvist fysiske skavanker i min ryg, så forklarer det på ingen måde alene graden af spændinger, som kan komme hvor som helst og når som helst uden tydeligt mønster.
Tanken om, at kroppen kan reagere så voldsomt fysisk på manglende psykisk velbefindende, kan være svær at rumme, og før vi har mærket det på egen krop, kan det være svært overhovedet at forstå. Når vi oplever dette, så kommer tankerne tit om alvorlige sygdomme, som hjerteproblemer, svulster og lignende. Så bliver diverse læger konsulteret og alverdens undersøgelser udført.
Ofte først, hvis vi står tilbage med erklæringen fra lægen om ingenting at fejle fysisk, så vender vi os mod psyken, og spørger, om det er den, der er på spil. Det er også her, jeg tit møder klienterne i min klinik.
På den måde gennemgår vi en slags rejse fra at fokusere på, at der er noget galt med kroppen, med det stativ, som skal bære os rundt i verden, til at fokusere på, at det fysiske vi mærker, stammer fra psyken. Jeg møder det i klinikken hos mine klienter næsten uanset, hvilken problematik de kommer med, særlig tydeligt bliver det dog med angsten, som ofte kan have givet tanker om hjerteanfald og diverse undersøgelser i den sammenhæng.
Jeg har ikke migræne i dag, men hovedpinen er en velkendt følgesvend og jeg er sjældent længere væk fra smertestillende piller, end at de hurtigt kan fjerne den værste smerte. Jeg sikrer mig på den måde, at stativet kan bære mig videre. Man kan sige, at jeg igen er hurtig til at fjerne symptomerne. Flere gange i mit eget liv har jeg dog valgt at opsøge en psykolog, for at få hjælp til at se bag om symptomerne og arbejde med årsagen hertil. Det valg har til tider været truffet ved hjælp af kærlige skub fra omverdenen, når jeg ikke selv har kunnet se, at det var der, jeg var.
Jo længere tid vi lader fornemmelserne gå ubemærket hen, jo voldsommere lader de til at manifestere sig og til sidst kan de hindre livsudfoldelsen i al for høj grad.
I klinikken går jeg gerne ind i de her fornemmelser, ind i det, som længe har været skubbet væk. Følelserne som findes som fornemmelser i kroppen, hvad end det er angst, stress, depression, krise eller tab, som er årsagen til, at klienten sidder overfor mig.
At gå ind i kroppen og mærke efter, kan være med til at mindske fornemmelserne og skabe mere klarhed over, hvad der er baggrunden for dem og derved være en lettelse. Det som før blev skubbet væk og ignoreret, får nu plads og bliver taget sig af. Symptomet blotlægges i en grad, så årsagen måske kan anes bagved.
Med ønske om en god dag og weekend og med et håb om, at I får mulighed for at få tid til at mærke efter, hvordan I har det i dag, i morgen og dagen efter. Mulighed for at give det lidt plads, tage jer af det, eller kærligt lade jer guide af omverdenen, hvis den foreslår, at I gør noget ved det. Således vil jeg afslutte for denne gang og selv forsøge at give mig selv muligheden for at gøre det samme❣️
❤️