Kender I disse tanker: ”Jeg vil ikke ligge nogen til last. jeg skal heller ikke bebyrde nogen med det. De har jo selv så meget at se til eller bekymre sig om. Det er nok ikke interessant. Det er nok bare mig. Det er nok bare noget pjat. Hvem gider egentlig at høre om det?”
Jeg tror, som jeg har nævnt tidligere, at en af mine forcer – noget som har gjort, at jeg i dag (som oftest) har begge ben på jorden – efter en barndom med en mor, der havde en bipolar lidelse - er, at jeg snakker. Som barn snakkede jeg til alle, der gad lytte og fortsatte også, når de ikke gad. Særligt min far har ligget under for dette. Ind imellem kunne jeg tage ham i at være faldet i søvn. Hvis det var meget presserende, så snakkede jeg alligevel videre. Det samme gjaldt veninder til diverse py-parties op igennem ungdomsårene, der var jeg vist også ekspert i at få dem til at falde i søvn.
Men oftest gad de heldigvis godt lytte – veninderne, venindernes mødre, min far, min faster, min tante, mine lærere. De lyttede og jeg snakkede.
Jeg lyttede selvfølgelig også. Basalt set så interesserer andre mennesker mig. Livshistorier fascinerer mig. Hvorfor måske også jeg har fået den uddannelse, jeg har og nyder mit arbejde så meget, som jeg gør.
Når man lytter så meget, som jeg gør i mit job nu, bliver det ikke mindre vigtigt for mig at have et sted at blive lyttet til, et sted at læsse af, et sted at få lov at fylde. Dog kan jeg godt glemme dette ind imellem, nogle gange for ofte. Tankerne ovenfor, som jeg igen og igen hører hos mine klienter, er derfor heller ikke helt ukendte for mig.
Måske det også er derfor, at denne blog er kommet til – derfor, at jeg er begyndt at have noget på hjerte, som også skal ned på skrift, både fordi jeg kan glemme at læsse af, men også fordi tiden ikke længere er den samme i et hektisk arbejds- og familieliv, og måske også fordi jeg har tabt lidt af det med bare at snakke, det med at gøre mig gældende, at fylde.
Når vi giver os selv lov at fylde, så nærer det følelsen af at betyde noget, at være vigtig og værdifuld.
I en barndom, hvor familielivet har båret præg af et fokus væk fra børnene (ikke at børn skal have fokus hele tiden, men de skal helst ses af forældrene), ved fx fysiske eller psykiske lidelser eller ved sygdomme hos et familiemedlem, eller hvor en forældre eller søskende dør, eller ved skilsmisse, hvor forældrene ikke kan enes, under sådanne forhold, hvor overskuddet og måske opmærksomheden sandsynligvis ikke er stor i forhold til barnet, ja der kan barnet hurtigt mærke, at det ikke skal fylde, at der ikke er plads eller overskud til at lytte til og tage hånd om de problemer, som barnet oplever at have.
Sådanne opvækstforhold, hvor barnet ikke bliver mødt og set og måske ej heller i andre relationer end forældrene, kan særligt lede til ovenstående tanker, som kan bæres med igennem resten af barndommen, teenageårene og videre ind i voksenlivet.
I en årelang praksis, hvor det nu voksne barn ikke har været vant til at dele sine tanker og bekymringer, kan følelsen af ikke at ville ligge andre til last, ikke at ville være en byrde, ikke at være nok værd til at fylde, være altødelæggende for selvværdet.
Få oplevelser af afvisning er nok til, at følehornene bliver trukket til sig igen. At tankerne – om ikke at måtte fylde, ikke at være en belastning– får sandhedsværdi.
Det tager tid at øve sig i at fylde igen - at finde de rigtige andre at fylde sammen med.
Dem hvor man ikke oplever afvisningen, dem der virkelig lytter. Nogle mennesker er gode til det, andre kan opmuntres til det – hjælpes på vej. Og mange af os, vi skal øve os i at fylde.
Jeg ønsker jer god aften derude en aften med plads til at øve jer i at fylde i denne dejlige sommervarme her i maj❤️