Om at forfølge sine drømme

Og lidt om mod og sårbarhed.

Jeg taler tit med mine klienter om, hvad de har lyst til og hvor vigtigt det er have vide det og have fokus på det. Mange har rigtig svært ved at svare på dette. Jeg oplever ikke, at det ”bare” er fordi, at de ofte kommer hos mig med stress, angst og depression eller eksistentielle livskriser, og derfor ikke længere er opmærksom på det, men at det er mere dybdegående end det. Ingen har måske rigtig spurgt dem om det, og de har ikke tilladt at stille spørgsmålet højt til sig selv. Det er et spørgsmål, som kan være konkret – hvad har jeg lyst til lige nu (vil jeg overhovedet stå op af sengen i dag) og mere overordnet drømmende – hvad har jeg lyst til med mit liv✨.

Jeg har netop været ude at rejse – på en livsrejse. Jeg har været i USA – det store land over there🇺🇸.  Jeg har aldrig været der før, udover mellemlanding til Australien, som har været drømmelandet for mig og destinationen ad flere omgange. Denne gang var det USA, min fars drømmeland og hans destination ad flere omgange.

Jeg kalder min rejse for en livsrejse, fordi den netop har været med min far, bare ham og jeg. 

 Han rejste uden sin kone og jeg uden min mand og mine børn – hvilket mange vil sige er atypisk. Jeg var væk fra min familie i 13 dage, det længste mine børn og jeg har været fra hinanden nogensinde. Min far kan faktisk sige det samme med sin kone, hende har han heller ikke været væk fra i så lang tid nogensinde. 

Min far fyldte 77 år i fredags. Han er frisk og rørig og har mulighed for at lave flere ture til USA, måtte han ville det. At vores rejse kom i stand og i det hele opstod som ide, kom sig af, at hans kone – min skønne bonusmor, sagde, at hun synes, at hun var færdig med at rejse til destinationer så langt væk. Hun og min far har været på turen til USA flere gange.

Det fik mig til at spekulere på, om min far var færdig med at rejse så langt. Jeg delte mine spekulationer med ham og udtrykte mit ønske om, at han og jeg kunne rejse sammen for et år siden. Mon han havde lyst til at vise mig sit USA, det Californien, som har sat et livsaftryk på ham? Det havde han! Min far formidlede tanken med det samme til min bonusmor, som udtrykte glæde og positivitet overfor ideen overfor mig. 

Jeg derimod var ikke lige så modig🙈. Det tog mig to måneder at sige det højt til min mand😳. Hvorfor dog det, vil nogen spørge – inklusiv min mand. Jeg har gransket mig selv for svaret mange gange.

Mine umiddelbare responser til mig selv har været – hvad hvis ikke han ville støtte det økonomisk – vi har fælles økonomi, noget der ikke altid er eller har været ukompliceret. Hvad med pigerne, kunne jeg rejse fra dem så længe, kunne jeg bede ham om tage sig af dem i 13 dage? Han arbejdede også meget og skulle skifte job, det var alligevel noget af en ekstra opgave at skulle stå alene med dem. Måske han ville blive skuffet? Han har selv været i USA og måske han gerne ville være dén, som viste mig USA? 

Jeg ved ikke om svaret er kommet 100% til mig, men jeg er ret sikker på at intet af ovenstående var den reelle grund til at holde mig fra at spørge ham i to måneder🙇🏼‍♀️. Jeg er blevet bevidst om, at det mest har handlet om, at jeg faktisk skulle sætte mig selv på spil – jeg skulle bede om noget, som var 100% selvisk, som handlede om MIG. 

Jeg var afhængig af hans støtte og velvilje. Den mindste modvilje ville få mig til at opgive projektet. Jeg havde brug for, at han forstod mit behov for at tage på den tur, ikke fordi jeg valgte ham og vores piger fra, men fordi jeg valgte mig selv og min far til og fordi min far betyder så uendeligt meget for mig. Fordi tiden er kostbar og vi kun har dette nu til at udleve det, som vi ønsker os af livet.

Han forstod det og han har bakket mig op hele vejen. Ikke en eneste gang har han sagt eller gjort noget, som har fået mig til at tænke, at han ikke kunne unde mig den rejse. Da jeg endelig spurgte ham den gang i starten af 2019 og jeg fik så spontan en opbakkende reaktion, og nu, hvor jeg skriver om det, ja så kommer tårerne trillende. Det er i sandhed stort at møde det fra et andet menneske og jeg er dybt taknemmelig for det🙏🏼. 

Jeg er blevet ”rost” for at være god til at handle på mine drømme og det er jeg måske?! Om jeg er det mere end andre, det ved jeg ikke, men jeg ved, at det kræver mod, selv når vi er omgivet af mennesker, som vil os det godt. Det kræver altid mod at gøre noget andet end det forventelige, eller at bede om støtte – selv fra ens mand, selv efter 22 års samliv. 

Vi kan ikke altid gøre det, som vi har lyst til, men vi kan altid drømme! Nogle gange så lykkes det at gøre drømmene til virkelighed og tit, så kræver det også en god portion mod🌈. Vigtigt er det dog at stille sig selv spørgsmålet – hvad har jeg lyst til?

Jeg har fået mange reaktioner på min livsrejse – heldigvis flest positive. Vi har haft en fantastisk tur min far og jeg – et minde for livet. Jeg er lykkelig for, at jeg var modig, jeg håber, at jeg fortsætter med det og forfølger endnu flere af mine drømme. 

En er i hvert fald, at skulle til USA med min egen lille familie❣️ 

♥️

At mærke sin lyst og sine behov

Lidt om lyst vs ulyst, samvittighed, forpligtelser, indre og ydre styring, stress, angst og depression og lysten til selve livet.

Lidt teksttungt – håber I vil læse med❣️ 

Det lille nyfødte barn er 100% lyststyret eller indre-styret og en mester i at mærke sine behov. Det har kun sin gråd til at gøre opmærksom på, når det ikke er mødt, hvorfor barnet fra naturens hånd også er skabt til at græde på en hjertenskærende måde, der, som oftest, går lige i hjertet på den primære omsorgsgiver. Det ved vi i dag, hvorfor der netop nu også er så stor debat omkring den omstridte bog ”Godnat og sov godt”, hvor forældre tilskyndes til at lade barnet ligge og græde sig i søvn alene.

Efterhånden som vi vokser op, lærer vi, fordi vi bliver mere og mere ydre-styret, at måtte vente – at behovsudsætte eller decideret undertrykke vores lyster. Hvordan vi har lært dette, hvor optimalt vores omsorgsgivere har hjulpet os, er betydende for, hvordan vi mærker behovene som voksne og arbejder henimod at opfylde eller undertrykke disse.

 Samvittigheden er fx ikke medfødt. Den udvikles fra omkring 2-3 års alderen og starter med at være omsorgsgivernes guidelines, formaninger og irettesættelser – en ydre styring. Sidenhen indoptager barnet langsomt den ydre styring – internaliserer det som sit eget.

 Det kan være vigtigt, at vi som voksne kan genkende forskellen på, hvornår vores handlinger er betinget af en indre styring eller en ydre styring. Når vi er indre-styret, betyder det således, at vi er opmærksomme på vores behov, at det er lysten, der guider os; “Har jeg lyst?”.

Herefter er det lige så vigtigt at lægge mærke til eget energiniveau, hvor meget energi der egentlig er på batteriet – altså stille spørgsmålet ”kan eller orker jeg det, som jeg har lyst til?” 

At have lyst til noget er nemlig ikke altid det samme som, at man så vil gøre det, det afhænger af energien – hvis man altså lige der bliver ved med at være indre-styret. 

Det er min erfaring, at vi ofte når at tænke, at ”når jeg har lyst, så bør/må/skal jeg også gøre det”.

Hvis vi så vælger at handle efter det, så er vi ikke længere indre-styret, så tager den ydre styring over. Det er ikke nødvendigvis så skidt en del af tiden. Den ydre styring er nemlig limen, som får vores samfund til at fungere.

Det er den ydre styring, som sikrer, at vi fx ikke bare går ned i butikkerne og tager varer ned fra hylderne og går uden at betale, at vi møder ind på arbejde, går i skole, indgår i relationer, kan stole på hinanden og på samfundet basalt set. 

Den ydre styring – det vi bør/må/skal, indeholder vores forpligtelser og andres forventninger både de eksplicitte som implicitte.

Den indeholder dog også vores forestillinger om andres forventninger. Det er forestillinger, som ganske ofte faktisk viser sig ikke at stemme overens med andres reelle forventninger!

Den ydre styring indeholder den mere negative side af samvittigheden – kritikeren/dommeren, som ofte har travlt med at tale os ned – Hr. Burde som jeg har skrevet om i et tidligere indlæg.

Det er et vigtigt stykke arbejde i terapeut/klientarbejdet, sammen at lægge mærke til den indre- og ydre styring og at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt det, som vi bliver optaget af, at vi bør, må eller skal, vitterligt er noget, som vi er nødt til, eller bare tror, at vi er nødt til. 

Det er nemlig således, når den ydre styring bliver for dominerende, at risikoen øges gevaldigt for at udvikle stress, angst og depression eller decideret at miste lysten til livet. 

Så bliver det ekstra vigtigt at fokusere på, hvad vi egentlig har lyst til, hvilket for mange helt kan være blevet væk.

Det er særligt når angsten, depressionen eller stressen har sit tag i os, at det kan være svært at finde lysten, men det kan være første skridt på vejen til at skabe mere plads til den indre styring og dermed ind til meningen og lysten til selve livet igen. 

Til jeg skriver igen, så god fornøjelse med at finde ud af, hvad I netop har lyst til og måske lysten til en undersøgelse af, hvornår det er den indre eller den ydre styring, som har sit tag i jer❣️

♥️

En hyldest til livet og taknemmelighed

Taknemmelighed er en interessant størrelse, den kan være lige der, højt og larmende og andre gange komme snigende🌸.

I dag har jeg en aften alene. Min ene datter er afsted i Lalandia og den anden er til håndboldsafslutningsfest med sin far. Jeg har haft en aften, som inden den oprandt, gav tanker om, hvad skulle jeg bruge den til. Jeg spurgte en veninde, om hun skulle noget, det skulle hun. Så tænkte jeg på at spørge en anden, men kom frem til, at det skulle være en aften bare for mig. Egentlig snakker vi kun om et tidsrum på 3 timer. Men en lørdag aften alene hjemme omkring spisetid🎉.

Jeg tænkte, at jeg ville lave karbad – har aldrig brugt det vi har, og nu har vi alligevel boet her i 3,5 år. Gik af sted til Matas for at købe Epsomsalt, da det skulle være helt skønt for kroppen. Øv kun en bestillevare i Matas. Der røg karbadet. Det blev erstattet af en cykeltur i stedet og manden der satte mig af ved sushirestauranten, hvor jeg havde bestilt en singlemenu - tid til selvforkælelse.  

I aften har jeg spist alene, fået hvidvin alene og bare siddet (også lidt på telefonen – mere hellig er jeg alligevel ikke🤓), siddet og mærket, hvad som kom. Det var taknemmeligheden. Taknemmelighed for min familie. Min mand, som jeg har kendt i 22 år, som finder sig i alle mine humørsvingninger og luner. Mine fantastiske døtre, som ikke var givet, da den ældste kom til verden efter reagensglasbehandling og den yngste, som kom helt af sig selv, hvilket slet ikke kunne lade sig gøre. 

Taknemmelighed for mit hjem, de mange kvadratmeter, som også rummer min klinik og har muliggjort min start som selvstændig. Taknemmelig for det arbejde, som jeg sammen med min familie har lagt i, at det er blevet så dejligt et hjem. Taknemmelighed for, at jeg er blevet så helstøbt et menneske, som jeg føler, at jeg er, trods livets mange bump på vejen.

Taknemmelig for den far, som har været der, nu hvor min mor slog så lidt til, som er så vigtigt et menneske i mit liv. For min tante, som tog med ud at købe mit konfirmationstøj, da min mor ikke gad (?!) eller ville. For min bror, som vist en gang kom til at give sin gode ven, som jeg dengang havde været håbløst forelsket i, en på tæven🙈🥺, fordi han vist kom til at sige, at jeg var billig😳. For min faster, som desværre ikke er her længere, som gav kram og lyttede, min mormor, som var den dejligste mormor, man kunne ønske sig, som for længst er gået bort og de sidste år blev dement. For mine veninder og øvrige familie. Bare taknemmelig🙏🏼.

Engang var jeg sammen med 100 andre psykologer til et seminar om angst. Jeg var kun et år inde i mit arbejdsliv. Der sad vi i en stor rundkreds. 100 andre psykologer, som alle var ældre og havde langt mere erfaring end jeg. Intimideret var jeg, modig var jeg, da vi skulle træde frem og nærmest ingen meldte sig og jeg som en af fem satte mig i midten og fortalte, hvad jeg frygtede allermest. 

Døden! At jeg skulle dø uden at se mine børn vokse op, at jeg skulle dø uden at få sagt farvel. Jeg ønskede døden som langvarig, som sygdom, fremfor bussen, som blot gjorde en ende, fordi jeg så den anden vej, når jeg gik ud på vejen. Der var flere, der mente, at jeg var modig, når jeg ønskede det. Det gør jeg stadig.  For mig er det ikke modigt, men et ydmygt ønske, hvis ikke jeg skal have lov at blive gammel. Jeg vil så gerne have lov at sige farvel, at forberede min afgang, når det skal være. At efterlade en hilsen👋🏼. 

Jeg er så taknemmelig for, hvad jeg har opnået, så taknemmelig, at jeg nogle gange bliver bange for, om jeg snart har fået alt det, som tilkommer mig. Det er der, hvor lykke og sentimentalitet flyder sammen iblandet frygten for ikke at få lov at opleve endnu mere. Så kommer fornuften og banker på og husker mig på, at jeg er sund og rask og jeg plejer at se mig for over vejen, så mon ikke, at der er mere tid – meget mere håber jeg.

Jeg imponeres af følelserne, som kan variere så meget, hvordan en dag kan rumme så mange forskellige følelser på en gang. Det øjeblik jeg har nu, er nemlig kun et øjeblik. Tidligere på dagen var jeg nedtrykt, over hvad, ved jeg ikke helt, men der mærkede jeg ikke til taknemmelighed. Men lige nu mærker jeg tydeligt, hvor taknemmelig jeg er for livet🙏🏼. Min yngste og manden er kommet hjem og mit eget øjeblik er overstået for nu, men jeg er taknemmelig for at have haft det og for at dele det med jer ude i verden.

Skål for det fantastiske liv🌹☀️ og alle de mange følelser vi mærker i det❣️ 

♥️

Et lille pip og en status – stadig med noget på hjerte

Den anden dag blev jeg spurgt af en klient, om jeg selv fik gjort rare ting for mig selv - selvomsorg, som jeg anbefalede til andre. Det er både et relevant og vigtigt spørgsmål!

De af jer, som følger mig på Instagram, har måske set flere billeder, som gerne skulle indikere nogle af de ting, som er gode for mig, hvor især naturen spiller en vigtig rolle. Instagram fungerer for mig lidt som en miniblog med indblik i min hverdag, mit arbejdsliv og mine faglige og menneskelige værdier.

I slut marts, lagde jeg et opslag op på Instagram, hvor jeg” lægger solen i seng” og reflekterer over mit arbejdsliv og egne følelsesmæssige udsving. Marts måned blev nemlig starten på endnu et nyt kapitel i mit arbejdsliv som selvstændig psykolog.  

2018 har været et vildt spændende arbejdsår for mig, jeg har fået mulighed for at starte og udvikle min egen klinik, jeg har fået mange rigtig skønne, skrøbelige, søde klienter indenfor mine døre, samtidig med, at jeg i min privatansættelse fortsat har mødt tilsvarende klienter, men hele tiden er gået ned i tid. Netop som jeg troede, at jeg havde lagt planen for 2019, at roen i form af forudsigelighed og genkendelighed var foran mig, blev jeg ringet op en mandag midt i januar. 

Ud af det blå blev jeg inviteret til en samtale hos to spændende kvinder fra en praksis i Roskilde. De ønskede en ny samarbejdspartner nogle dage om ugen til deres klinik. Sådan blev min plan om 2019 pludselig en helt anden og pr. 1/3-2019 havde jeg opsagt min private ansættelse og blev 100% selvstændig praktiserende psykolog. Angstprovokerende, udfordrende og spændende på en gang. 

Det betyder, at jeg nu laver terapi i både Værløse og Roskilde. I Roskilde har jeg fået kollegaer, som jeg ved, jeg kan lære en masse af, og som muliggør kollegialt fællesskab og sammenhold, samtidig med at jeg kan tilbringe dage i min egen praksis hjemme stadigvæk. 

Jeg fik dog kun lige kastet mig ud i det her nye samarbejde for blot at kunne konkludere, at jeg (igen) havde taget munden for fuld, at det var for meget, for hurtigt. Det har krævet nogle søvnløse timer af en del nætter de sidste uger, at jeg har haft lettere til tårer eller følt irritation, følt mig ukoncentreret og glemt, hvad jeg skulle, mærket indre uro og udmattelse og brugt meget tid på kalendergymnastik. Jeg havde inden opstart simpelthen glemt, hvor hårdt det var at starte nyt et nyt sted med nye rutiner også selvom terapiarbejdet er det samme i Roskilde som i Værløse. Derfor har bloggen desværre også ligget stille i lang tid, hvilket ellers er noget af det, som er en rar ting for mig at fordybe mig i. 

Her knap to måneder efter opstart i Roskilde og flere forventningsafstemninger, ser det ud til, at jeg kan trække vejret lidt igen og se mig selv i det, jeg er landet i. Det får mig til igen at have behov for at udtrykke mig, atter at have noget på hjerte, i dag om min selvstændige rejse – en status, et pip, fordi jeg har været stille lidt for længe. Jeg håber, at jeg snart får tid til at skrive igen og at I som altid vil tage godt imod det. Næste gang måske om børn og familieliv, om parforhold, om selvværd, om følelser og livet eller noget helt andet.

Tak fordi I læste med ❣️

♥️

Det med at turde prøve noget nyt

Barnet - fra nyfødt, spæd og flere år frem trives med forudsigelighed, da forudsigelighed er lig med genkendelighed og dermed ofte også tryghed.

Barnet har i den grad brug for at mærke, at det kan regne med sine omgivelser og primære omsorgspersoner. Det har ikke bare brug for at mærke det, det er fuldstændigt afhængigt af det.

At vide hvad det skal – hvornår! At vide, hvem der gør hvad – hvordan!

 Det gælder dog ikke kun barnet, vi voksne kan ofte opleve det samme behov. Vi hviler i forudsigelighed, hvorfor også hverdagens trædemølle for de fleste er ok. Forandringer er svære, vores hjerne stritter imod, den hader forandringer og trives med genkendelighed. Forskellen fra barnet til den voksne er, at vi ikke længere som sådan er afhængige af vores omgivelser. Vi har nu handlemuligheder og kan som regel rive os løs, hvis det sted vi er, ikke længere er godt for os, eller bare ikke længere er godt nok.

Men nyt kræver MOD. Nyt kræver ofte, at vi skal bearbejdes og skubbes til at turde. 

Selv når vi skaber forandringer for os selv, har det ofte været noget tid undervejs, vi hopper ikke bare ud i det. Hvis vi skubbes af andre, som hvis vi er trygge ved chefen, hvis vi stoler på vores partner eller vores øvrige relationer, så går vi med, vi bliver overvundet, men vi skal ofte overvindes først.

Hvor mange gange har vi hos os selv eller hos andre hørt den fuldstændige spontane reaktion, ”jahhh lad os prøve noget nyt”, som det første? Altså som det aller- allerførste? Forandringer kræver overvindelse, overvindelse af behovet for tryghed og sikkerhed - vi ved jo hvad vi har!

Jo ældre vi bliver, jo bedre kommer vi til at kende vores egne præferencer og så vælger vi tit i udgangspunktet det, som vi ved, virker. Det gælder i vores relationer, på arbejdet, når vi er ude og i parforholdet.

På restauranten vælger de færreste nok den ret, de ikke kender. Det genkender jeg, fra mig selv. Jeg vælger ofte det, jeg ved jeg kan lide, det smager godt, så ved jeg, at jeg går tilfreds fra stedet – jeg bliver ikke skuffet. Men når jeg ikke prøver noget nyt, så får jeg ikke udvidet min horisont, jeg får ikke testet, om jeg kunne lide det ukendte og jeg går måske glip af det mest fantastiske måltid, jeg nogensinde kunne få.

I en ny romantisk eller seksuel relation, så bliver meget ofte prøvet af. Holder relationen og bliver langvarig, så afprøves mindre og mindre for til sidst måske at blive ved det kendte, det vi ved, som virker. Jeg er tilfreds, du er tilfreds, og så er det jo godt nok – i hvert fald for en tid.

 Det kræver insisteren, nysgerrighed og mod at blive ved med at kaste sig ud i noget nyt. 

I samfundet i dag, bliver vi opfordret til hele tiden at være udviklingsparate og robuste til at håndtere forandringer. De fleste af os genkender det nok i forbindelse med vores arbejde, hvor udsagnet ”vi plejer” sjældent rækker længere tilbage end det sidste år – hvis vi da er heldige. Ligesom der kun er få, der bliver i det samme job et helt arbejdsliv, som vores forældre eller i hvert fald bedsteforældre gjorde. Vi skal være klar på omstruktureringer og nyt det meste af tiden.

 Til tider skubbes vi ikke længere end til vores nærmeste udviklingszone, vi udvikler os, føler os kompetente og dygtige, altså efter hjernen først har strittet imod og vi (omend måske kun kortvarigt) har mærket modstanden eller panikken overfor det nye. I sådanne jobs bliver vi gerne længere, bliver mere åbne og har tillid til ikke at blive skubbet for langt. Hvilket måske også er det, der er tilkendegivende for de mere langvarige parforhold.

Andre gange skubbes vi meget længere ud, udover den nærmeste udviklingszone til panikzonen og vi bliver pacificeret og skrækslagne. Bliver vi i panikzonen for længe, så risikerer vi at udvikle angst, stress og depression.

Vi oplever pludseligt ikke at kunne bunde og at vi ikke bare lige kan svømme i land. Det sker blandt andet, når vi pludseligt mister – som fx når vi bliver fyret uden at have set det komme, når vi får en alvorlig diagnose, når vi ikke troede det var alvorligt, når vores partner forlader os ud af det blå, eller vi mister en nærtstående ved pludseligt dødsfald. Så kan der være rigtig langt ind til land. Vi kan kun træde vande en tid, imens vi venter på hjælp, inden vi bliver for trætte. 

De fleste kender til trangen til at trykke på pauseknappen. At alt lige kan stå stille, imens vi får lov at sunde os, så vi bedre kan følge med.

Min mand og jeg har i årevis sagt, ”hvornår kommer der mon ro på?” Det er gået op for mig, at det gør der aldrig, livet drøner af sted, og det er kun os selv, der kan stoppe op, tage den pause, finde den ro. Lige så vigtigt det er, at forsøge at være åben for nyt at turde følge med og udvikle sig, lige så vigtigt er det at sige nej, at gå glip, at tage en pause.

Det er kun os selv, som i sidste ende kan lave den svære balancegang, som børn blev vi vi styret og havde både støttehjul og sikkerhedsnet, som voksne skal vi helst finde balancen selv, omend en hjælpende, støttende hånd kan være nødvendig til tider.

Held og lykke derude med at balancere imellem det kendte, trygge og forudsigelige og det ukendte, nye spændende og potentielt udviklende❣️

♥️

Et år, små skridt og store forandringer

Her et år efter, at jeg reelt lukkede den første klient ind i min egen nyopstartede praksis og langsomt startede op med en arbejdsdag hjemme om ugen, kan jeg nu fejre, at jeg har hele 4 dage om ugen til arbejdet i min klinik - hurra🇩🇰. En 1 års fødselsdag får mig til at reflektere lidt over mit arbejdsliv, siden jeg blev uddannet psykolog.

Førend jeg åbnede for min egen praksis, arbejdede jeg i København og havde 25 klientsamtaler om ugen, hvilket var alt for meget. 25 forskellige mennesker, som hver kom ind med sin historie, sine erfaringer og oplevelser med sår og ar på sjælen.

Jeg nåede at arbejde sådan i 5 måneder og skulle være trappet ned mindst to måneder før, men sikke mange skæbner jeg fik indblik i, og utrolig mange dejlige samtaler med mennesker, som var ramt af livets sværdslag!

Noget som har optaget mig, siden jeg 1. september 2017 gik fra at være kommunalt ansat til privat og nu mere og mere som selvstændig, er balancen i forhold til at kunne levere et professionelt stykke arbejde, være nærværende og samtidig passe på mig selv. 

Det sidste – at passe på sig selv, at balancere arbejdsliv og privatliv – er ikke nemt. Det mærker jeg på egen krop og møder det igen og igen hos mine klienter. 25 klientsamtaler om ugen er fx slet ikke holdbart.  jeg gjorde det i knap et halvt år og fik lige nået at hilse på de velkendte stresssymptomer, inden jeg begyndte at trappe ned og starte mit eget. Heldigvis er symptomerne nu så genkendelige, at jeg er blevet rimelig god til at reagere hurtigt på det. 

Det er vigtigt at huske på, at stress er en normal tilstand for kroppen, som kan udvikle sig til at blive en alvorlig sygdomstilstand, hvis ikke vi tager os af det. Stress aktiverer kroppens alarmberedskab, hvilket i små mængder over kortere perioder oftest kan være godt til at holde os beredte, fokuserede og klar. 

For at jeg kan udføre mit job ordentligt og passe på mig selv, er det vigtigt at have tid imellem mine samtaler til at slippe den klient, som netop har været, og gøre klar til den, som kommer. Tid til at omstille mig og klar til at være nærværende og på igen. Jo bedre jeg er til at tilgodese det, jo mere kan jeg også indleve mig i historien, som mennesket overfor mig deler. En værdi eller egenskab i mig, som i min optik, er essentiel for, at terapien kommer til at virke bedst muligt. 

At gå fra lønmodtager til selvstændig har også betydet, at behovet for indtjening ikke må overskygge kvaliteten af den ’vare’ jeg sælger. Det betyder, at det skal høre til sjældenhederne, at jeg tager en ekstra klient ind, at jeg skaber huller til klienter i den tid, hvori jeg selv lader op. Det kræver is i maven i forhold til om tilstrømningen af klienter varer ved, hvis jeg siger nej til den klient, kommer der så en anden, når der pludselig er et rigtigt hul i min kalender? Vil jeg sætte kvantitet over kvalitet for at sikre min indtjening – nej det vil jeg ikke! 

Mere svært er det, når en klient akut har brug for en tid, så skal jeg pludselig måle og veje, hvornår går det ud over mit eget velbefindende og hvornår der faktisk er ekstra energi til at skabe et ekstra hul. 

Mit første arbejde efter endt uddannelse førte mig ud i en stresssygemelding. Noget jeg inden da havde tænkt, ALDRIG kunne ske for mig – for jeg var jo stærk! Det tog en psykolog – som jeg så den gang – 2,5 time at overbevise mig om, at jeg skulle gå hjem og sygemelde mig. Psykologen kørte dobbelt sessioner, men overskred alligevel tiden med en hel time, førend jeg kunne sendes ud af døren med mod nok til at blive sygemeldt. Jeg skriver mod, fordi det krævede uanede mængder af mod at træffe dén beslutning. 

På det tidspunkt arbejdede jeg netop med at undervise og lave gruppeterapi med mennesker, som var sygemeldt med blandt andet stress. Jeg kunne se mig selv i alle de symptomer, som vi talte om i terapien og alligevel blev jeg ved med at tage på arbejde hver dag, nogle morgener grædende. 

Selvom symptomerne var til stede hos mig selv, så tænkte jeg, at jeg var stærk og skulle kunne klare det og derfor tog jeg ikke hensyn til dem. Min familie så symptomerne, og forsøgte at få mig til at stoppe op, men jeg hørte ikke efter. Først ved psykologen nåede jeg dertil, at jeg måtte sygemelde mig og passe på mig selv. Psykologen fik mig til at indse, at det krævede mere mod og styrke at sygemelde mig og at give slip end at blive ved med at hænge i med neglene.

Jeg er ikke i tvivl om, at min egen erfaring med stress har skærpet mit blik på, hvordan stress mærkes, hvor svært det kan være at sige stop og særligt, at jeg som psykolog kan blive en vigtig stemme på vægtskålen i klientens stillingstagen til, hvad der skal ske i forbindelse med fx en sygemelding.

Jeg møder tit klienter, som spørger, hvordan jeg kan holde ud at sidde og høre på menneskers problemer dag ud og dag ind. Til det kan jeg kun sige, at jeg ELSKER mit job. Jeg føler mig dybt privilegeret over, at jeg har fået den uddannelse, jeg har, og at så mange mennesker allerede har lagt vejen forbi min klinik, både i privaten og på mit arbejde i København. Mennesker som har modet til at lukke op for al det svære, som tør vise følelser og dele deres inderste med mig, både det smukke og det grimme. 

TAK FOR DET❣️❤️

Nytårsforsætterne

Nu her, hvor nytåret nærmer sig, sker det ofte, at vi skuer tilbage over året der gik og gør status. Samtidig bliver nytårsforsætterne måske formuleret inde i hovedet.

Disse forsætter omhandler ofte ønsker om mere tid og mere nærvær med de særlige i vores liv, mere motion og slankekure, det sidste især forstærket af al den fede julemad og julegodter, som er blevet konsumeret de seneste uger. Mange af os ved også godt, at de der nytårsforsætter ofte ikke holder mange måneder ind i det nye år. Er det så omsonst? Kunne vi ligeså godt lade være med at lave dem? Jeg tror det ikke.

Jeg tror, at nytårsforsætterne kommer af tanker om året, der er gået. De opstår ud af et ønske om forandring, ud af refleksioner om vores værdier og det vi sætter pris på - eller ikke gør.

De kan omhandle vores relationer; børn, partnere, forældre og venner, har vi gode relationer, eller skal vi dyrke noget mere eller mindre. Det kommer ud af refleksioner om velvære i os selv eller mangel på samme. De kommer ud fra et ønske om, at have det godt med os selv, med vores krop og i sindet. Refleksioner som disse kan tit være gode til at skærpe vores syn på, hvad som er vigtigt for os og derfor tror jeg ikke, at vi skal lade være med at lave nytårsforsætter!

Desværre så kan nytårsforsætterne også opstå ud af tanker om ting, som vi er utilfredse med ved os selv på en ikke spor selvomsorglig (nyt opfundet ord) måde, men mere i selvlede.

Det kan være tanker, som ”jeg er for tyk” eller ”ingen kan synes, at jeg er lækker, sådan som jeg ser ud. Jeg kan ikke holde mig selv ud, hvis ikke jeg gør noget ved det nu, så er jeg en taber”. Nytårsforsætter, som opstår på den baggrund, er som regel ikke så befordrende for lysten til at efterleve dem og det er ej heller de nytårsforsætter, der holder længst ind i det nye år. 

Ofte involverer sådanne forsætter også urealistiske strategier til opnåelse af dem. Har vi en sød tand så er tanken om, at ”nu vil jeg ikke længere spise slik”, sandsynligvis et for stort spring. Er vi vant til at søge sofaen fremfor landevejen eller motionscentret, så er tanker, som ”jeg skal ud at løbe eller i fitnesscenter hver anden dag”, nok også en mundfuld for stor, hvilket kun ender med at nære de negative tanker og øge selvleden, fordi vi så dømmer os selv til fiasko, førend vi er gået i gang.

Hører vi til dem, som sidder meget bag skærmen, om det så er telefon, tv, ipad eller pc, så er tanker, som ”jeg vil holde op med at bruge skærm i hverdagen”, nok heller ikke så realistisk. Måske hører vi til dem, som ikke plejer at lege med vores børn ret tit og derfor får tanker om ”nu skal jeg også lege med dem hver dag for at være en god og nærværende forældre”. Ja så er det næppe heller realistisk - hverken i forhold til tid eller lyst. (og i parentes bemærket, så tror de fleste forældre, at alle andre forældre altid leger med deres børn og i øvrigt elsker det, hvilket i min erfaring langt fra er rigtigt).

Nytårsforsætter som disse laves udfra det, som kaldes negative tankefælder. De kommer fra en negativ tankespiral og er ofte ikke befordrende for vores velbefindende og ej heller sandfærdige eller bundet op på erfaring og fornuft.

I terapien kalder jeg det ofte at få besøg af bekymringsmobberen, (et navn som er lånt fra bogen ”Når du bekymrer dig for meget – Hvad så?” af Dawn Huebner), den lille fyr på skulderen, som bruger løgn og overdrivelse, som sine fornemmeste værktøjer, til at overbevise os om, at den har ret.

Nytårsforsætterne fundet frem ved ”hjælp” af denne lille fyr, er egentlig heller ikke bundet op på vores værdier, som nogle gange bliver væk for os af samme grund. Så inden nytårsforsætterne laves, så kan det være en god idé at efterprøve dem hos andre, undersøge sandhedsværdien, gøre brug af vores erfaring, vores fornuft og fakta til at stille spørgsmålstegn ved dem og måske omformulere dem ud fra et perspektiv, som indeholder mere selvomsorg og faktisk matcher vores værdier.

Hvor mange nytårsaftener har jeg ikke lavet forsætter om, at det nye år skal indeholde mere motion og at jeg skal tabe mig. Ofte er det lykkes mig at holde dem et stykke tid, som fx da jeg købte et års medlemskab af fitness World og kom af sted i hele januar – altså 4-5 gange. For derefter at kunne se medlemsgebyret blive trukket de resterende 11 måneder af året, uden at jeg brugte det én eneste gang siden! Det har heldigvis hjulpet mig til at indse, at jeg ikke umiddelbart hører til i et motionscenter. Det virker bare ikke for mig. Mine bevæggrunde for at melde mig ind har jeg siden måtte stille spørgsmålstegn ved.

Var det nu mine værdier eller min lille bekymringsmobber, som fik mig ned af den vej? År efter år bliver jeg i hvert fald klogere på, hvad jeg kan holde ved, og hvad der lige så hurtigt går i glemmebogen.

I år indgår det i mine forsætter, at mit 2019 skal indeholde endnu flere gåture, det elsker jeg nemlig. Derudover vil jeg gerne fastholde at løbe ind imellem (jeg skal helst ikke sætte interval på, for så får jeg dårlig samvittighed, hver gang jeg ikke får det gjort). Jeg vil gerne hoppe i søen og bade i alle årets måneder, noget som jeg slet ikke havde set ske sidste år til nytår. Jeg vil gerne nyde en tur på racercyklen (helst lidt oftere end i 2018), når vejret indbyder til det – det fungerer (som regel) for mig!

Mit 2019 skal helst også gerne indeholde mere fokus og prioritering af mit parforhold, det har desværre lidt meget under både min mands og mit ændrede arbejdsliv i 2018. Det skal indeholde mere nærvær med mine børn, nærvær hvor vi spiller spil lidt oftere, går lidt flere ture og lægger skærmene væk lidt oftere, får talt lidt mere med hinanden og grint sammen meget oftere.

Jeg vil også øve mig i, at have mere realistiske tanker om, hvad jeg kan nå og hvile lidt mere i det, som jeg når og klappe mig selv på skulderen for det! Jeg er tidsoptimist, så når tit kun det halve af det, jeg planlægger.

Mit nytårsønske til jer er, at jeres nytårsforsætter tager udgangspunkt i det, som er værdifuldt for jer, det som er medvirkende til at dyrke jeres relationer på en positiv måde ud fra de værdier, som I har, som gør, at I samtidig får taget jer af jer selv på en selvomsorglig måde uden at selvleden sniger sig ind eller bekymringsmobberen bliver styrende.

GODT NYTÅR❣️

❤️

De smukke unge mennesker

Inspireret af mit sidste indlæg, som handlede om tårer og Kim Larsen, har dagens blogindlæg fået overskriften; De smukke unge mennesker.

Dette indlæg har været lidt længe undervejs, da jeg lige skulle finde ud af, hvilken vinkel jeg skulle have på en problematik, som i den grad er en del af min dagligdag i klinikken. 

Jeg har en del unge mennesker i slutteenageårene, som kommer i min klinik. De kommer ofte med stresssymptomer og selvværdsproblematikker, angst og nedtrykthed, hvis ikke decideret depression. Jeg mærker presset af gymnasielivet, af de mange lektier og afleveringer, pres fra dem selv og omverdenen i forhold til alt det de skal yde og at de skal vide, hvad de skal bruge deres fremtid til. Derfor bliver jeg både rørt og sentimental, når jeg hører Kim Larsen synge, ”Hvad det er de vil med livet, det kan kun de selv forstå, åh de smukke unge mennesker, gid de længe leve må.” 

Hans sang indkapsler de potentielle konflikter mellem de unges erfaringsdannelse og vej til viden om, hvad de skal med livet og samfundets skubben på i denne proces.

Min datter på 12 år skal nu til karrieredage i næste uge i skolen. Hun går i 6. klasse og allerede i den alder begynder vores samfund at præge børnene til at tage stilling til og danne mening om, hvad de skal en dag. Det i sig selv er måske ikke dårligt, men hvad hvis de ikke ved det, hvad hvis ikke de i en alder af 12, 15 eller 20 år har fundet ud af det? Jeg sidder med unge i min klinik, som ikke ved det, og som af den grund føler sig som en fiasko, som om at de allerede har fejlet inden de blev voksne og selvstændige individer. 

Kim Larsens sang bærer så mange løfter om det liv, der venter, om mulighedernes land, som ligger åbent foran de unge og som også jeg følte lå foran mig selv dengang, da jeg selv var der.

Men virkeligheden for de unge i dag er markant anderledes, end det var for mig og for endnu en generation tilbage. De unge i dag står med så mange forskellige valgmuligheder på hånden, at det, der for nogen (og det er ikke de unge selv!) måske anses som et slaraffenland af valgmuligheder, er blevet tæt på et mareridt for den enkelte unge.

Da jeg gik ud af folkeskolen efter 9. klasse, var alle omkring mig ikke i tvivl, enstemmigt lød det: ”Du skal da i gymnasiet!” Skolen vurderede mig bestemt egnet hertil og mine forældre, sagde ”det skal du da!” Jeg selv var knap så sikker. Jeg vidste dog ikke helt, hvad alternativet skulle være, så sådan blev det. 

I bakspejlet var det dog det sidste, jeg var. Jeg var 15 år, da jeg startede i 1.g. Godt nok fyldte jeg 16 i september, men jeg var bestemt en af de yngste i klassen. Jeg var meget social anlagt. Jeg gik langt mere op i veninder, drenge og fester end lektier og det at lære noget. Det kan godt være, at tanken om at blive psykolog spirede allerede den gang, men at arbejde målrettet henimod det, var jeg slet ikke klar til. 

Jeg klarede mig igennem 1.g. med middel/undermiddel karakterer imens jeg festede, arbejdede og snakkede med veninder om drenge og verden og livet. Min far stod på sidelinjen og så på, at jeg ”spildte” tiden på gymnasiet, at jeg ikke var ihærdig, at jeg ikke gav, hvad jeg havde, for at klare det godt. 

Jeg fik sat stolen for døren af min far tæt på efterårsferien i 2.g. Enten kunne jeg tage mig sammen, indhente det forsømte, eller gå ud af gymnasiet og finde mig et arbejde. Jeg skulle i hvert fald ikke spilde tiden væk med en gymnasial uddannelse, som jeg ikke kunne bruge til noget, fordi karaktererne var derefter. Hvis ikke jeg valgte det ene eller det andet, ja så kunne jeg finde mig et andet sted at bo, for så gad han i hvert fald ikke se på mig. Det kan lyde hårdt og det var det på sin vis også.

Efter den besked tog min far ud at rejse en uges tid og havde sagt, at jeg skulle have fundet ud af, hvad jeg ville, inden han kom retur. Da han kom hjem, var jeg droppet ud af gymnasiet og havde fået fuldtidsjob i Føtex. “Så kunne han lære det”, tænkte jeg. Min far løftede ikke et øjenbryn, han sagde blot, at det var godt, og så talte vi faktisk ikke rigtig mere om det.

Flere af mine klassekammerater i gymnasiet var lamslåede og mente, at jeg så nok aldrig fik en uddannelse.

Jeg havde ikke svarene på, hvad jeg ville og hvor jeg skulle hen som 15-årig og ej heller som 16 -årig, men i bakspejlet som voksen, så ved jeg, at den vej jeg tog den gang, har styrket og modnet mig. Den har gjort mig klar til at træffe de valg, som jeg senere måtte træffe, for at nå dertil, hvor jeg er i dag. 

Når jeg ser de unge i min klinik i dag som ofte er unge mellem 16-20 år, ja så mærker jeg, hvordan de unge af samfundet presses til at skulle vælge og finde vej så hurtigt som muligt, helst uden svinkeærinder. Jeg ser, hvordan det er medvirkende til at skabe ikke bare usikkerhed og tvivl, men i lige så høj grad stress, angst og depression, som alt sammen påvirker selvværdet i negativ retning. 

Hvad er det, vi har så travlt med som samfund, hvad er der sket, siden livet ej må leves og opleves, men blot være en maskine, der skal holdes i gang.

Findes der virkelig ikke en bedre måde at hjælpe de unge henimod de livsvalg, som gør, at de faktisk føler sig tilstrækkelige, at de faktisk kan nyde det hele ind imellem undervejs, at de faktisk for lov at være ”… som legesyge sommerfugle den allerførste sommerdag”. Det opnåede jeg i mine slutteenageår og det ønsker jeg sådan for mine børn og for de unge i dag, for det er jo sandt, at ”…Hvad det er de vil med livet det kan kun de selv forstå…” og hvordan skal de nå dertil, hvis de piskes gennem folkeskole, ungdomsuddannelse og måske en videreuddannelse, som de måske så fortryder valget af? 

De er jo dem, som skal føre samfundet videre, de er dem, som skal sikre, at vi andre får den støtte, vi har brug for, når vi bliver gamle, de er vores livsopgave, dem som vi skal hjælpe frem i verden til at blive så helstøbte og velfungerende som muligt.

Derfor kan ønsket også kun være for “de smukke unge mennesker”, at de ikke blot længe leve må, men også må trives undervejs i processen – i hvert fald det meste af tiden, hvor det i dag - fra min stol - kan synes at være mere undtagelsen end reglen❣️

❤️

Når tårerne triller

I søndags sagde vi farvel til en af vores tid store danske sangere Kim Larsen. Kim Larsens sange har og vil sandsynligvis vedblive med at sætte præg på mange generationer. Han havde folkets stemme og bragte livet, kærligheden og døden sammen i en fantastisk rørende og simpel samklang. 

Nyheden om, at det ikke længere var hans tid, kom midt i søndagsfrokosten hjemme i min familie. Først - i nogle sekunder - blev jeg lidt chokeret. Min yngste på 10 år nåede lige at sige, ”pyt vi kendte ham jo ikke”, hun trak på skuldrene og fortsatte, ”jeg synes, at han var lidt grim!” Det fik straks min mand til at udbryde med indigneret stemme, ”ej det skal du ikke sige, det er da ikke respektfuldt overfor Kim Larsen i døden”.

Man skal høre sandheden fra børn og fulde folk, som man siger, og Kim Larsen var nok i klassisk forstand ikke en mand, som man ville kalde flot. Han havde til gengæld noget andet og efter min mening langt mere værdifuldt, nemlig charme og ægthed. Ægthed overfor hvem han selv var igennem det liv, han viste ud ad til og charme med et stort smil og en altid god kommentar - udover at kunne synge og performe selvfølgelig. 

Lige så stille til mine børns bestyrtelse, så begyndte jeg at græde, og jeg havde faktisk rigtig svært ved at slippe det igen. Tårerne begyndte at trille, hvilket jo kan virke lidt fjollet, da vi, som min yngste sagde, jo ikke kendte ham. Hans sange vil leve videre og han vil fortsat blive trukket frem i musikundervisningen i skolerne og folkeligheden han bragte med sig vil med stor sandsynlighed fortsat bestå. 

Egentlig er jeg ikke én, som normalt har let til tårer, selvom de kommer nemmere og hyppigere nu, end de gjorde i teenageårerne, 20’erne og start 30’erne. Måske det hænger sammen med, at min mor ofte kunne sige, ”gale katte får revet skind”, når jeg kom hjem med diverse skrammer. Som fx den gang, hvor jeg kom hjem fra skole med fem sår i ansigtet efter et sæt negle havde boret sig derind. 

Der var ikke megen trøst at hente hos min mor, måske det var en medvirkende grund til, at tårerne hos mig, ikke triller lige så let, som de kan gøre hos andre.

Faktisk kan forholdet til tårerne ofte blive et emne i samtalen med klienterne, fordi tårerne er der, eller fordi de ikke er, fordi de for nogen kommer af ingenting og for andre slet ikke.

 Nogle gange ved jeg, at tårerne kommer, men ofte så overraskes jeg af dem, fx når de står op i øjnene under særlige følsomme samtaler med klienter, ved min nevøs konfirmation, da koret sang halleluja og min fars øjne blev fyldt med tårer, da min elskede kat blev kørt ned, eller som i søndags med nyheden om Kim Larsens død. 

 Jeg har på et tidspunkt haft en god kollega, som næsten kunne tænde og slukke for tårerne, som var det en vandhane. Det var som om, at hun bare kunne give slip og hulke for så at stoppe og tørre sig om øjnene og gå videre, men nu tydeligt lettet.

Mine sluser åbner desværre ikke så let, men jeg ved, at de gange, de gør, er det en kæmpe lettelse bagefter. Derfor ville jeg også ønske, at jeg havde lidt nemmere ved det. Det mærker jeg også hos klienterne, når de giver slip og lader tårerne trille - lettelsen og oplevelsen af, at selvom de gav slip, så gik de ikke i stykker.

Ofte bliver tårer forbundet med svaghed. Det er ikke svaghed i min optik. Tårer er derimod tegn på følsomhed, på indlevelse og på sårbarhed, hvilket på ingen måde har med svaghed at gøre.

Mit klareste men også et meget lykkeligt minde om Kim Larsens sange stammer fra skolebussen til svømning i 3. og 4. klasse. Turen tog måske 10 minutter, men Kim Larsens ”Midt om natten” album spillede med sikkerhed HVER gang. Vi skrålede alle med på Jutlandia og kunne iøvrigt sangene udenad. Det var oplevelsen af sammenhørighed og fællesskab. Min mor var også fan af Kim Larsen, så han blev spillet tit hjemme og går hånd i hånd med barndommen for mig.

I søndags græd jeg fordi jeg blev overvældet, jeg græd fordi følelsen af, at livet er kort (og ikke langt som Kim Larsen synger), at tiden er knap, og fordi vi lever kun nu. Døden viste sit ansigt i Kim Larsens skikkelse lige der midt i makrelmaden. Mindede mig om, at tider er gået, som ej kommer igen, som turene med skolebussen, og at dette øjeblik om lidt er forbi. 

Når min tid en dag kommer, så ønsker jeg, at der i kirken til begravelsen bliver spillet, ”Om lidt” og jeg håber, at jeg fik set – det meste – af det jeg ville, og at vi måske ses igen❣️

❤️…

Når kroppen reagerer psykisk

Jeg tager mig tit i at spekulere på, hvor fantastisk kroppen egentlig er. Hvordan den fortæller os ting, når vi lytter, og hvordan den taler mere og mere højlydt, når vi ikke gør. 

Kroppen kan nemt blive et redskab eller et stativ til at udføre det, som vi gerne vil. Det er ofte kun, når den ikke fungerer, at vi bliver rigtig gode til at fokusere på den. Når min krop fortæller mig det ene og det andet er jeg ikke altid så god til at lytte. For mig er det virkelig livslang læring, hvor Jeg ofte får taget mig af symptomerne, når de ikke længere kan ignoreres, men årsagen måske sjældent kommer for en dag. 

Som barn led jeg af køresyge og hyppige migræner, som faktisk frarøvede mig muligheder og oplevelser og hindrede min livsudfoldelse. Jeg kunne blive så spændt på noget, at jeg fik migræne og endte med ikke at kunne deltage. Fx som den gang, da jeg var 8-9 år og skulle i Tivoli med mine søskende og kusiner og min mor og jeg endte med at måtte blive hjemme, fordi jeg kastede op og fik migræne. Den der lille nøglering med en plastichest for enden, som jeg fik, som plaster på såret opvejede ikke for den tur. Tit måtte mine forældre undlade at fortælle mig, hvis vi skulle noget særligt, da jeg ellers risikerede at blive så spændt, at jeg blev dårlig. 

Migrænen kom dog ikke kun, når forventningens glæde tog overhånd, den kunne komme i mange forskellige sammenhænge og altid ubelejligt. Ligesom køresygen, der gjorde, at jeg kastede op på nærmest alle bilture. Måske det ikke hjalp, at min mor insisterede på at ryge cigaretter, mens hun kørte, også selvom turen kun var en halv time lang. Som barn var migrænen bare noget, jeg havde. Først relativt sent inde i mit voksenliv fik et nært familiemedlem til min overraskelse påpeget, at min migræne ikke bare var migræne, men et tegn på at jeg var et presset og stresset barn. 

Tror vi alle kender fornemmelsen af sommerfugle i maven, når vi bliver spændte eller forelskede og den modsatrettede fornemmelse, når vi er kede af det, som en klump i maven eller i brystet. 

Sommerfuglene kan vi lide – når ikke de bliver til migræne altså, hvorimod klumpen, den der forhindrer os i at trække vejret, den bryder vi os ikke om og derfor kan vi godt skubbe den væk. Længe kan vi endda ignorere den, indtil den pludselig kan manifestere sig som mere voldsomme fysiske symptomer som hjertebanken, trykken for brystet, kvalme, opkast, hovedpine, migræne, svimmelhed, stikken/prikken i hænder og fødder og deslige. 

Jeg har i mit voksenliv lært at de smerter jeg får i skuldre, ryg, nakke og lænd er symptomer på, at der er noget, som jeg skal tage mig af. Spændinger i en grad, som har gjort, at jeg tidligere har været til alverdens undersøgelser og fået udelukket gigt og meget andet. Selvom jeg ved, at de undersøgelser har påvist fysiske skavanker i min ryg, så forklarer det på ingen måde alene graden af spændinger, som kan komme hvor som helst og når som helst uden tydeligt mønster. 

Tanken om, at kroppen kan reagere så voldsomt fysisk på manglende psykisk velbefindende, kan være svær at rumme, og før vi har mærket det på egen krop, kan det være svært overhovedet at forstå. Når vi oplever dette, så kommer tankerne tit om alvorlige sygdomme, som hjerteproblemer, svulster og lignende. Så bliver diverse læger konsulteret og alverdens undersøgelser udført.

Ofte først, hvis vi står tilbage med erklæringen fra lægen om ingenting at fejle fysisk, så vender vi os mod psyken, og spørger, om det er den, der er på spil. Det er også her, jeg tit møder klienterne i min klinik.  

 På den måde gennemgår vi en slags rejse fra at fokusere på, at der er noget galt med kroppen, med det stativ, som skal bære os rundt i verden, til at fokusere på, at det fysiske vi mærker, stammer fra psyken. Jeg møder det i klinikken hos mine klienter næsten uanset, hvilken problematik de kommer med, særlig tydeligt bliver det dog med angsten, som ofte kan have givet tanker om hjerteanfald og diverse undersøgelser i den sammenhæng.

Jeg har ikke migræne i dag, men hovedpinen er en velkendt følgesvend og jeg er sjældent længere væk fra smertestillende piller, end at de hurtigt kan fjerne den værste smerte. Jeg sikrer mig på den måde, at stativet kan bære mig videre. Man kan sige, at jeg igen er hurtig til at fjerne symptomerne. Flere gange i mit eget liv har jeg dog valgt at opsøge en psykolog, for at få hjælp til at se bag om symptomerne og arbejde med årsagen hertil. Det valg har til tider været truffet ved hjælp af kærlige skub fra omverdenen, når jeg ikke selv har kunnet se, at det var der, jeg var. 

Jo længere tid vi lader fornemmelserne gå ubemærket hen, jo voldsommere lader de til at manifestere sig og til sidst kan de hindre livsudfoldelsen i al for høj grad.

I klinikken går jeg gerne ind i de her fornemmelser, ind i det, som længe har været skubbet væk. Følelserne som findes som fornemmelser i kroppen, hvad end det er angst, stress, depression, krise eller tab, som er årsagen til, at klienten sidder overfor mig. 

At gå ind i kroppen og mærke efter, kan være med til at mindske fornemmelserne og skabe mere klarhed over, hvad der er baggrunden for dem og derved være en lettelse. Det som før blev skubbet væk og ignoreret, får nu plads og bliver taget sig af. Symptomet blotlægges i en grad, så årsagen måske kan anes bagved. 

Med ønske om en god dag og weekend og med et håb om, at I får mulighed for at få tid til at mærke efter, hvordan I har det i dag, i morgen og dagen efter. Mulighed for at give det lidt plads, tage jer af det, eller kærligt lade jer guide af omverdenen, hvis den foreslår, at I gør noget ved det. Således vil jeg afslutte for denne gang og selv forsøge at give mig selv muligheden for at gøre det samme❣️

❤️

Trædemøllen

Tredje arbejdsuge netop startet efter fire fantastiske ugers ferie. Jeg har noget at lave, men ikke forfærdelig travlt, og dog. Jeg føler mig vældig træt, og kroppen siger bare: ”sov videre”, når vækkeuret ringer om morgenen. 

Hvad er det med det der efter-ferie-noget. Fire ugers ferie, jeg burde være opladet og fuld af energi, jeg har virkelig slappet af, og haft kvalitetstid med min familie og hovedparten af tiden nærmest glemt mit arbejde. Troede første uge efter ferien ville være den værste, men trætheden er endnu større i anden uge. Når jeg brokker mig (og det gør jeg faktisk ikke særlig tit, synes jeg), så hører jeg at tredje uge er bedre eller at det tager 3-4 uger at blive klar igen og nu er jeg kommet til første dag i tredje uge. 

Men hvad er det, som vi skal være klar til igen? 

Trædemøllen, hamsterhjulet, leverpostejen (hvorfor er leverpostejen egentlig så udskældt, det smager jo godt, måske på grund af farven?),  ja hverdagen, – kært barn har mange navne – som melder sin ankomst hårdt og ubønhørligt. 

Egentlig så elsker jeg jo min hverdag, som den er nu og alligevel er jeg træt. Jeg mærker det også hos klienterne, som måske lige har kæmpet sig hen til ferien med forestillingen om, at de lige klarede den, for blot (igen?!) at konstatere, at en ferie jo ikke kan fikse alt det, der gjorde, at de trængte til ferie i første omgang. Slet ikke, hvis ferien faldt lige før en ellers måske nødvendig sygemelding pga. stress. 

Selve ferien i sig selv byder jo også ofte på muligheden for at komme helt ned i gear, og kan så tydeliggøre, at gearet måske var højere, end hvad rimeligt var, inden ferien. Det er et fokusområde, som har fået sin helt egen term – post-ferie stress. 

Min anden arbejdsuge efter ferien har budt på en jobsamtale, supplerende arbejde i form af undervisning i psykologi, som jeg egentlig gerne vil lave noget mere af i mit virke som psykolog. Samtalen gik fint – en ud af tre til samtale og mange ansøgere. Efter samtalen måtte jeg dog konstatere, at jeg (endnu en gang) havde taget munden for fuld. Jeg er jo lige landet her i den selvstændige verden, og det går faktisk rimelig godt. Så inden jeg fik svar på, om det var mig, de ville have til undervisningsstillingen (øv det vil man egentlig altid gerne vide), ja så sagde jeg selv nej tak. Jeg besluttede mig for at ”Stå fast” og ”Gå glip” efter den gode Svend Brinkmanns (psykologiprofessor på Aarhus Universitet og forfatter af tidens populære bøger ”Stå fast”, ”Ståsteder” og ”Gå glip”) forskrifter, og det føltes helt rigtigt i den her situation.

Min trædemølle, er helt min egen og ingen fortæller mig, hvad jeg skal – næsten ingen i hvert fald, de fleste af pindene har jeg selv sat i min trædemølle. Ingen leder, der kigger mig over skulderen, korrigerer, bestemmer, tilråder eller guider.

Det er en fantastisk følelse, men det giver mig til tider også en fornemmelse af, at det bare er noget, jeg leger. Så ser jeg mig selv udefra, gå og journalisere mine journaler, åbne og lukke min klinik, byde velkommen og sige farvel. Så får jeg en følelse af at lade som om, at lige om lidt er der nogen, som siger, at det her er slet ikke rigtigt, nu er det slut med at lege, tilbage på arbejde med dig. 

Måske begrebet ”fake it till you make it”, også er lidt på spil her. Jeg har flere klienter, som kan have samme oplevelse i deres arbejde, en oplevelse af at være tildelt kompetencer, som de selv kan blive i tvivl om, at de reelt besidder. De kan have følelsen af, at de lader som om, og at de kan blive opdaget når som helst.  Underliggende er måske angsten for, om det nu er godt nok. 

Angsten som gør, at vi tit lige yder dét ekstra. 

I den forbindelse kan den angst være en hjælper, som gør, at vi opnår flere at de mål, vi sætter os i livet. Dén kan dog samtidig være en hæmsko for, at vi sørger for at få plads og tid til os selv, til den ekstra ro til at opbygge energi. I stedet kan angsten for om det nu er godt nok blive noget mere og mere ekstra vi må gøre, hvilket jeg ser fx i sammenhæng med stress. Her kan godt nok være blevet afløst af en følelse af at skulle levere det perfekte, for at det er godt nok i vores egen optik. 

Vi kan komme langt ved at huske, at ofte er godt nok som langt fra er perfekt, men netop - godt nok❣️

Med ønske om en god arbejdsuge derude i trædemøllen og en tredje uge efter ferie til mig, hvor jeg forhåbentlig begynder at mærke energien igen og ellers husker at tage den med ro♥️

Om at være flyvefærdig...

Når ferien har banket på, så kan jeg godt reflektere lidt over tiden, som er gået, både siden denne blog har taget form, men mest siden min virksomhed blev sat i søen. 

På min hjemmeside står der selvstændig virksomhed januar 2018, men egentlig er virkeligheden nok en anden. Måske tog den allerede form, da jeg selv så en psykolog første gang tilbage i 1997. Et tidspunkt, hvor mine vinger i den grad var blevet stækket så meget, at jeg følte, at jeg ikke længere kunne flyve.

Jeg husker præcis, hvordan jeg kom til hendes private hjem, hvor hun også havde sin praksis, som jeg har i dag. Den måde hun tog mig ind og lyttede, hvordan det ændrede mit perspektiv på mit eget liv og den situation, jeg stod i den gang, og hvordan jeg blev klar til at flyve videre på egen hånd med stærkere vinger. 

En klient sagde på et tidspunkt til mig, ”når jeg kommer herind, er det som om, at du er min voksne, som guider mig den rigtige vej!”. 

Forleden afsluttede klienten og jeg forløbet, som havde løbet over et halvt år, og klienten sagde, ”jeg er voksen igen nu og klar til selv at stå på egne ben”. Det rørte mig dybt. At få lov at få så særlig en betydning for en tid for til sidst at blive undværlig.  

Selvom klienten var i midt 40erne (og derved ældre end jeg er i dag) og jeg den gang kun 20 år, da jeg så en psykolog, så var det fuldstændig genkendeligt, at vi ind imellem har brug for, at nogen andre kan være den 'voksne', være med til at perspektivere, hvor vi er, midt i vores voksne liv, hvor vi selv har ansvar for alting. Det er så vigtigt at huske, at vi ikke behøver at løfte alt alene, hjælpen er derude.

Jeg har vidst, at jeg ville være psykolog, siden jeg var 15 år gammel. Hvad der præcis bragte mig den viden, kan jeg nok ikke helt sætte en finger på - det har ikke kun været én ting. Jeg er dog ikke i tvivl om, at mit eget forløb ved en psykolog 5 år senere gjorde det klart, at jeg skulle være dén type psykolog en dag og jeg tror, at tanken og forestillingen om min egen praksis allerede den gang begyndte at tage form.  

At sidde i psykologstolen udvider konstant min verden. Jeg føler en kæmpe ydmyghed over de alle mennesker, som deler deres livshistorie med mig, ung som gammel, mand som kvinde, pige som dreng. Igen og igen oplever jeg at få lov til at være en del af det mod, det kræver at turde vise sårbarhed, være i følelserne, vise vrede, lade tårerne trille og mærke smerten i kroppen og sindet. 

At starte min egen virksomhed op igen her i 2018 efter en pause fra at være selvstændig på 7 år, har været rigtig fantastisk. Jeg har lært meget om at lave en hjemmeside, om google og SEO-optimering (hvordan man kommer op ad i søgefeltet på google – ja den er god nok, jeg er på side 1, når der søges på psykolog i Værløse, tak til alle jer der læser med her, som er med til at muliggøre dette), om den 'skønne' persondataforordning, om at skrive en blog, om regnskab, visitkort og logo. 

Undervejs har jeg haft nogle søde og skønne kræfter på sidelinjen, som har hjulpet mig i denne spændende og udfordrende proces. Tak for jer. Tak til alle mine klienter, som har givet mig noget at rive i fra første færd og som konstant udfordrer mig og husker mig på aldrig at holde op med at være nysgerrig og stille spørgsmål, at ikke to skæbner og livshistorier er ens. Uden jer ville mine vinger slet ikke være så stærke❤️.

Rigtig god sommer derude – jeg glæder mig til vi ses til august❣️.

❤️

Det med værktøjskassen...

”Du skal bare...”, ” har du prøvet...?”, ”kunne du ikke...?”

Alt sammen gode råd og idéer. Vi vil så gerne hjælpe. Det er så svært, at nogen har det skidt. Især når det handler om vores nærmeste, når vi som forældre står med ulykkelige børn, eller når vores partner har det svært. I det hele taget er det for de fleste rigtig vanskeligt, når dem vi omgås har ondt i livet af den ene eller anden grund. Vi hiver værktøjskassen frem og roder rundt i den. Har vi dog ikke et eller andet, som kan hjælpe??

Når dem, vi holder af, har det svært, ja så lider vi med dem. Vi vil så gerne have dem ud af det, og vi kan næsten ikke selv holde det ud, hvorfor vi ofte begynder at rode i værktøjskassen.

Afmagtsfølelsen inde i os vokser og vokser, indtil den skriger: ”så gør dog noget”. Vi finder det ene værktøj frem efter det andet og kan hyppigt opleve at møde apatien, eller ligefrem afvisningen, hos den, vi gerne vil hjælpe. Afmagtsfølelsen bliver langsomt afløst af frustrationen, som skriger imod os: ”hvorfor tager de ikke imod det forbandede værktøj?”. Vi bliver måske ligefrem såret, i hvert fald undrende og forstår det ikke – ”tag det nu”. 

Og det er svært. Der er ikke noget værre end at have en hel værktøjskasse fuld af fine og gode værktøjer, som bare ligger der, funkler og venter på at blive brugt. Slet ikke, hvis vi tilbyder dem gang på gang, og den anden ikke tager imod dem. Så tænker vi måske, ”så må de også selv om det, så ønsker de måske slet ikke at få det bedre? Så kan jeg i hvert fald ikke hjælpe dem”. 

Jeg har problemer med min ryg. Det har jeg nu haft i 15-18 år. Jeg har set diverse behandlere og læger og gået til tonsvis af behandlinger. Jeg har trænet, løbet og cyklet. Noget er kronisk, men det meste er spændinger, spændinger, når jeg bliver presset, ked af det eller udfører hårdt fysisk arbejde uden at være varsom med min krop. Når ryggen gør ondt, kommer jeg til at tale om det, mit humør bliver dårligere og min lunte (meget) kortere. 

Hvad jeg ikke har fået af gode råd igennem tiden, når jeg har luftet min frustration og vist, hvordan jeg har lidt. Gode råd om behandlere, træning og øvelser, så jeg kunne få det bedre. Sjældent har jeg fulgt dem. Og hvordan kan det nu være🤔.

Man skulle tro, at det var mit højeste ønske at få det bedre i min ryg og derved en bedre livskvalitet i det hele taget. Men det, som er essensen her, det er, at jeg faktisk ikke spørger om hjælp og gode råd. Jeg efterspørger ikke værktøjskassen, uanset hvor fin den så er. 

Men hvad er det så jeg gør? Jeg brokker mig, får mine aggressioner, min håbløshed og tristhed ud, samtidig med et håb om at blive lyttet til, at opnå forståelse og omsorg i forhold til, hvor træls det må være at have ondt i ryggen.

Jeg vil slet ikke have et forslag til en ny behandler eller en øvelse, jeg lige kan lave. Jeg vil bare have noget omsorg, føle mig set, forstået. Så kan det være – bagefter – måske længe efter, at jeg gerne vil have forslaget, at jeg så spørger om hjælp, men det kan også være, at jeg aldrig gør. For i bund og grund var det måske nok bare at blive set.

På det område er jeg bestemt ikke unik. Jeg møder det stort set hver eneste gang hos mine klienter. Behovet for at blive hørt, set med det, som de nu kommer med. Oplevelsen af forståelse eller forsøget herpå, én at bære smerten med, mærke følelserne sammen med.

Først herefter vil det som regel være muligt at begynde at hive værktøjskassen frem – og ja jeg er også glad for min værktøjskasse – finde nuancerne, sammenhængene, forskellene og komme et nyt og forhåbentlig bedre sted hen sammen med klienten. Det er nemlig sådan, at vi skal ankomme, før vi kan tage afsted.

Det er så vigtigt at huske, at vi ikke har ansvaret for at løse andres lidelser. Når vi mærker det, så kan vi meget nemmere smække værktøjskassen i, stille os til rådighed med en skulder og et øre og lytte – virkelig lytte, og sammen med den anden mærke, hvad der er på spil. Måske er vi så så heldige at blive spurgt om et råd, og så får vi lov at vise alle de fine værktøjer, vi har i værktøjskassen. Eller endnu bedre: Måske den, vi gerne vil hjælpe, finder værktøjerne selv❣️

❤️...

At bære byrden selv - eller dele med andre

Kender I disse tanker: ”Jeg vil ikke ligge nogen til last. jeg skal heller ikke bebyrde nogen med det. De har jo selv så meget at se til eller bekymre sig om. Det er nok ikke interessant. Det er nok bare mig. Det er nok bare noget pjat. Hvem gider egentlig at høre om det?” 

Jeg tror, som jeg har nævnt tidligere, at en af mine forcer – noget som har gjort, at jeg i dag (som oftest) har begge ben på jorden – efter en barndom med en mor, der havde en bipolar lidelse - er, at jeg snakker. Som barn snakkede jeg til alle, der gad lytte og fortsatte også, når de ikke gad. Særligt min far har ligget under for dette. Ind imellem kunne jeg tage ham i at være faldet i søvn. Hvis det var meget presserende, så snakkede jeg alligevel videre. Det samme gjaldt veninder til diverse py-parties op igennem ungdomsårene, der var jeg vist også ekspert i at få dem til at falde i søvn.  

Men oftest gad de heldigvis godt lytte – veninderne, venindernes mødre, min far, min faster, min tante, mine lærere. De lyttede og jeg snakkede.

Jeg lyttede selvfølgelig også. Basalt set så interesserer andre mennesker mig. Livshistorier fascinerer mig. Hvorfor måske også jeg har fået den uddannelse, jeg har og nyder mit arbejde så meget, som jeg gør. 

Når man lytter så meget, som jeg gør i mit job nu, bliver det ikke mindre vigtigt for mig at have et sted at blive lyttet til, et sted at læsse af, et sted at få lov at fylde. Dog kan jeg godt glemme dette ind imellem, nogle gange for ofte. Tankerne ovenfor, som jeg igen og igen hører hos mine klienter, er derfor heller ikke helt ukendte for mig. 

Måske det også er derfor, at denne blog er kommet til – derfor, at jeg er begyndt at have noget på hjerte, som også skal ned på skrift, både fordi jeg kan glemme at læsse af, men også fordi tiden ikke længere er den samme i et hektisk arbejds- og familieliv, og måske også fordi jeg har tabt lidt af det med bare at snakke, det med at gøre mig gældende, at fylde.

Når vi giver os selv lov at fylde, så nærer det følelsen af at betyde noget, at være vigtig og værdifuld. 

I en barndom, hvor familielivet har båret præg af et fokus væk fra børnene (ikke at børn skal have fokus hele tiden, men de skal helst ses af forældrene), ved fx fysiske eller psykiske lidelser eller ved sygdomme hos et familiemedlem, eller hvor en forældre eller søskende dør, eller ved skilsmisse, hvor forældrene ikke kan enes, under sådanne forhold, hvor overskuddet og måske opmærksomheden sandsynligvis ikke er stor i forhold til barnet, ja der kan barnet hurtigt mærke, at det ikke skal fylde, at der ikke er plads eller overskud til at lytte til og tage hånd om de problemer, som barnet oplever at have. 

Sådanne opvækstforhold, hvor barnet ikke bliver mødt og set og måske ej heller i andre relationer end forældrene, kan særligt lede til ovenstående tanker, som kan bæres med igennem resten af barndommen, teenageårene og videre ind i voksenlivet. 

I en årelang praksis, hvor det nu voksne barn ikke har været vant til at dele sine tanker og bekymringer, kan følelsen af ikke at ville ligge andre til last, ikke at ville være en byrde, ikke at være nok værd til at fylde, være altødelæggende for selvværdet. 

Få oplevelser af afvisning er nok til, at følehornene bliver trukket til sig igen. At tankerne – om ikke at måtte fylde, ikke at være en belastning– får sandhedsværdi. 

Det tager tid at øve sig i at fylde igen - at finde de rigtige andre at fylde sammen med. 

Dem hvor man ikke oplever afvisningen, dem der virkelig lytter. Nogle mennesker er gode til det, andre kan opmuntres til det – hjælpes på vej. Og mange af os, vi skal øve os i at fylde.

Jeg ønsker jer god aften derude en aften med plads til at øve jer i at fylde i denne dejlige sommervarme her i maj❤️

Når Hr. Burde burde gå sin vej..

Det her blogindlæg handler om, når Hr. Burde burde gå sin vej 

Ja så nåede vi det med hr. Burde. Han og jeg bliver desværre aldrig færdige med hinanden og selv, når jeg tror, at vi er kvit, ja så dukker han op igen. 

Jeg møder ham også tit i min praksis. Jeg tror faktisk, at jeg hilser på ham i hver eneste session, jeg har. Han kan være der klart og tydeligt og andre gange, lige når man tror, at i dag kommer han ikke, ja så kommer han snigende langs væggen og gør sig tydelig for mig og den anden. 

Men hvem er så Hr. Burde?

Hr. Burde er ham, som siger, “jeg burde løbe en tur nu. Jeg burde ikke spise den her kage. Jeg burde støvsuge, fordi svigermor kommer eller andre gæster for den sags skyld. Jeg burde lige blive en time ekstra på arbejdet. Jeg burde sove nu i stedet for at ligge her i mørket og skrive blogindlæg i noterne på mobilen. Jeg burde i det hele taget lade være med at have mobilen med i soveværelset, blå skærm er ikke godt for mig, når jeg skal sove. Jeg burde være en bedre mor og aldrig råbe ad mine børn. Jeg burde gøre noget mere for verden, fx indføre kødløse dage eller bare blive vegetar”.

Men hvad nu hvis, jeg bliver inspireret til at skrive, når mit hoved rammer puden og jeg så ligger der og taster i noter på mobilen for at skrive videre siden hen, og hvad nu hvis jeg bare elsker kød, hvad så? Hvad hvis jeg er ligeglad med, om der er støvsuget? (det er jeg så ikke ligeglad med, bare spørg min mand, men det er altså ikke for min svigermors skyld). Hvad hvis jeg bare har brug for en pause, eller at min krop fortæller mig, at den har mere brug for en burger og en sofa end en tur på landevejen med tungen ud af halsen..?

Hr. Burde er vel en eller anden version af vores samvittighed. Han er indlært og vigtig for vores sociale færden. Han er med til at fastholde, hvad vi mener, der er rigtigt og hvad der er forkert. Han er ligeledes med til at sikre, at vi klarer os godt og får nået de mål, som vi sætter os. Han får os sparket ud af døren afsted på den der løbetur, eller afsted på arbejde, når vi ligger under dynen og bare hellere vil blive hjemme. 

Hr. Burde er faktisk lidt af en engel😇. Nogle gange en lidt for hellig engel, fx når vi aldrig må spise det stykke kage, eller tage de chips med et lækkert glas vin til.

Når Hr. Burde får lidt for travlt med at pudse sin glorie og spejle sig i den, ja så er det, at hornene kan vokse frem og han bliver lidt af en djævel😈. Når det sker, er det, at Hr. Burde burde gå sin vej.

Her skal selvomsorgen helst træde i stedet, selvomsorgen som jeg har skrevet om i mit forrige blogindlæg. Nogle gange så skal vi spise det stykke kage og vælge sofaen frem for løbeturen på landevejen, lade krummer på gulvet være krummer og gå ud og nyde solen i stedet – fordi det er det, som der er bedst for os! Og det uden at Hr. Burde burde stikke djævlefjæset frem og stikke til os med sin greb😈.

Rigtig tit så oplever jeg, at de klienter, som kommer hos mig, helt har glemt at stille spørgsmålstegn ved Hr. Burdes anvisninger. ”Jeg burde virkelig ikke spise den kage". "Jeg burde tage på arbejde". "Jeg burde levere/yde mere" Og så er det, at greben kommer og stikker til os; ”jeg burde ikke være så svag”. ”Jeg burde være glad”. ”Jeg burde bare tage mig sammen”.  

Fra, at Hr. Burde er en, som hjælper os med at opnå et mål, så er han blevet en, som lige så langsomt piller os ned og gør, at vi får det mere og mere skidt.

Så skidt, at vi risikerer at miste troen på os selv og på det, som vi fortjener. Så skidt, at vi kan føle, at vi næsten ikke længere er noget værd. Det er her, at vi kan have stor glæde af at efterprøve det, som Hr. Burde siger. Har han nu også ret, er der gråtoner eller er der undtagelser? For nogen så kan det efterprøves hos veninden, kammeraten eller mor og far. Igen for andre, så bliver det netop blot en forstærkning af de prik vi mærker fra greben. Hvis ikke netværket kan være til hjælp, så er det, at psykologen kan være et alternativ, en hjælp inden greben borer sine spidser ind i huden. 

Held og lykke derude med Hr. Burde, mon I kender ham, mon I har lært at balancere mellem englen og djævlen i ham 😇😈 - jeg selv arbejder i hvert fald kontinuerligt herpå både for mig selv og med mine klienter.

❤️

Så er der det med "selvomsorgskortet"

De, som har mødt mig i klinikken, og nogen af dem, som følger mig på de sociale medier, har måske bemærket, at jeg tit trækker på og lufter "selvomsorgskortet".

Selvomsorg er essentielt for, at vi som mennesker kan fungere godt, at vi ikke bare skal overleve men leve og mærke glæden, lysten, inspirationen og kærligheden til os selv. Selvomsorgskortet er i den grad noget jeg har på hjerte og tit forsøger at give videre i min terapi – og også huske mig selv på.

Selvomsorg er muligvis en medfødt del af instinktet om overlevelse, da det lille barn fødes med en kampklar gråd, der kalder på sin primære omsorgsperson, når dets behov ikke øjeblikkeligt bliver opfyldt. Nu er hverken mor eller far blæksprutter eller mennesker med overnaturlige evner, og derfor vil barnet blive frustreret og opleve tab af kontrol, når dets behov ikke øjeblikkeligt bliver mødt. 

Det betyder vel i og for sig, at vi fra fødslen af langsomt mister den fuldstændige evne til at mærke vores behov og lærer enten at undertrykke disse eller at behovsudsætte. Nogle gange sker det kun i mindre grad, og andre gange i overdreven grad. Under alle omstændigheder er det tydelig at mærke, at vi som voksne helt kan have glemt at tilgodese vores egne behov. Vi bliver hele tiden dikteret af og lever efter omverdenens krav og andres ønsker, behov og moral. Det er vi selvfølgelig også i en vis udstrækning er nødt til, hvis vi vil indgå i det levede liv og blive accepteret af flokken. 

Det gør det dog ikke mindre vigtigt at huske ind imellem – flere gange om ugen, gerne dagligt – at trække selvomsorgskortet. Og det er netop noget, som vi skal huske, for det falder oftest ikke naturligt ind i samfundet i dag. 

Hvad mener jeg så med at trække selvomsorgskortet? Selvomsorg er individuelt, hvad der virker for mig, virker ikke nødvendigvis for dig, derfor er det så vigtigt, at man er nysgerrig på, ”hvad er selvomsorg for mig?”  Hvis jeg skal definere, hvad jeg mener med selvomsorg, er definitionen som følger:

Den basale selvomsorg er grundlæggende handlinger og valg rettet mod dig selv, fordi det er rart, og fordi du ved, at det vil gøre dig godt. Det vil sige noget, som egentlig kun har det formål, at det er RART.

Det betyder egentlig ikke, at det er noget, som du i udgangspunktet har lyst til. Lyst og rarthænger nemlig ikke nødvendigvis sammen, men det kan det komme til, jo bedre man bliver til at udøve selvomsorg og mærker udbyttet heraf. 

Udover hvad jeg kalder den basale selvomsorg, kan vi også tale om den udvidede selvomsorg, altså det med motionen og kosten, som i min optik ikke hører under den basale selvomsorg (det er nemlig ikke altid rart at motionere eller spise sundt og fornuftigt), men det kan jeg vende tilbage til en anden gang.

For mig er den basale selvomsorg en stille stund med lukkede øjne, mens solen bager på mit ansigt, eller en gåtur alene med tid til at lade tankerne løbe. Det er en gåtur i afslappet tempo, hvor pulsen kun lige kommer lidt i vejret, det vil sige ikke for at få motion, men for at mærke, at kroppen er i live. Det er også friske blomster på spisebordet gerne hver uge hele vinteren.  Så føler jeg mig forkælet, og jeg nyder at kigge på dem, samtidig med at de giver et pust af naturen indenfor.

Det kan også være en god kop kaffe enten foran brændeovnen hjemme i sofaen eller en god en af slagsen på en café. Et langt kram af min mand eller børn – bare fordi. Indsmøring af en lækker creme på hele kroppen, en ny neglelak, bluse eller øreringe. Et langt varmt bad. Et fodbad – det er en af de der, som jeg virkelig sjældent får prioriteret, men som føles så vældig rart, når først de er sunket ned i vandet. En god bog og lidt tid til fordybelse. Dejlig musik. En god serie på Netflix. 

Ikke mindst er det at spise den lækre gedeost med et godt glas vin til, fordi jeg ved, at jeg har fortjent det. Så øver jeg mig så på ikke at dunke mig selv i hovedet bagefter og huske det med at have fortjent det, når Hr. Burde dukker op, som han desværre alt for ofte kan gøre. Hr. Burde som fortæller mig, at jeg burde have spist sundt og at jeg hellere skulle have taget en cykeltur end at mæske mig i gedeost og vin. Hr. Burde er en vis herre, jeg vender tilbage til en anden gang. 

I min klinik møder jeg ofte klienter, som slet ikke ved, hvad der er basal selvomsorg for dem selv. De har måske delvist den udvidede selvomsorg på plads, men det med bare at gøre noget, bare fordi det er rart, det lader ofte til at være uvant territorium. Ja for nogen opfattes det nærmest som spild af tid. Det har jo ingen funktion, intet mål. Måske målet heller ikke er umiddelbart til at måle og veje, men overordnet så er det at styrke kærligheden til sig selv, at mærke at jeg er det værd, at det har jeg fortjent, trods eller netop på grund af hverdagens stress og jag og alt det, som vi hele tiden yder for andre. 

Så husk det – selvomsorgskortet – og brug det. Øv jer flere gange om ugen – og gerne hver dag... 

❤️...

Det der med julen selv i april

Tanker og refleksioner om lykke, julen og det umuliges kunst.

Egentlig ville jeg have skrevet dette indlæg, da jeg sad midt i al julestadset. I dag er det 3. april og det sner udenfor, hvorfor mit indlæg trods 3 måneders forsinkelse på en måde alligevel bliver passende. Det var også det her indlæg som egentlig fik mig til at føle, at jeg havde noget på hjerte, noget at dele.

"Julen er hjerternes fest, det er tiden, hvor vi skal være lykkelige, hvor vi skal være sammen med dem vi elsker. "

I julen 2017 sad jeg i mit køkken. Min mand lavede julemad og mine piger tegnede. Vi havde set julekalender og Disneys Juleshow, fået julegodter, krammet og puttet i sofaen, dækket julebord og spist frokost. Inden da var vi skoven – en tradition, som vi har udviklet over de sidste 4 år i vores lille firkløver. Som jeg sad der i køkkenet overvældedes jeg af en følelse af, at vores lille firkløver aldrig kan slås i stykker, et firkløver så fuld af ubetinget kærlighed. 

Sådan har julen ikke altid været for mig. Min barndoms jule bar præg af en syg mor, som ikke var glad for julen, som kunne lave et drama ud af alt ting og som gjorde, at den naive glade barnejul altid var i skyggen af hendes humør.

Min mor blev kun 61 år. Hun døde for 9 år siden, faktisk lige omkring i dag. Det var en lungebetændelse, som gjorde det af med hende, men inden da havde både sklerose og en kræftknude gjort hendes krop træt og bipolar lidelse gjort sindet til et andet end det, som karakteriserede hende som en ung kvinde. Den unge kvinde som min far den gang var fascineret og betaget af, men som siden drev ham til vanvid, og resulterede i, at de blev skilt, da jeg var 10 år gammel. 

Sidenhen bar julen præg af, at mine forældre ikke kunne enes og vi børn gjorde alt, hvad vi kunne for at dele sol og vind lige – dvs. til vores mors fordel, da hun ellers hurtigt fik placeret skyld og dårlig samvittighed i vores sind - i hvert fald i mit.

Da jeg her i december sad med mine klienter, så genkendte jeg min egen historie og alle deres – jeg genkendte skuffede forventninger og manglende evne til at være flere steder på en gang, men mest af alt alle de ressourcer, som gik til at forsøge at indfri dem og den efterfølgende skuffelse over selv ikke at glæde sig til højtiden og egne ønsker. Uanset hvilken problematik mine klienter kom med, blev julen et tema i december for hver og én af mine klienter.

"Julen er efter sigende hjerternes fest, men også stressens, depressionens og skuffelsernes højtid. "

.. Det er ikke tit, at lykken er så overvældende, at tårerne triller, men for mig, i dét øjeblik i mit køkken, ja da måtte jeg græde, græde over, hvor heldigt jeg var, og hvor lykkelig jeg var over, at mine piger oplevede julen med alt den glæde og lykke, som jeg selv ikke fik og det afsavn som har været i mit hjerte pga. dette, men som jeg jul efter jul mærker forsvinder og bliver en fjernere erindring.

Da jeg mødte min mand var det med alt, hvad der dertil fulgte, forelskelse, svigerfamilie, fællesskab og forskelligheder og forventninger. Hvornår skulle julen holdes sammen og hvordan. Alle havde deres forventninger og altid var der plads til forviklinger og skuffelser, din og min familie, dine og mine traditioner, behov og ønsker.

I sidste ende blev det i vores lille familie – vores firkløver, vores forventninger der talte. Det var vores ønsker og særlig og især vores børns behov, som vi tilgodeså. Derfor holdt vi igen i 2017 for 4 år i træk jul bare os fire. At have vores egne traditioner, har gjort, at jeg er begyndt at se frem til julen og oplever deciderede lykkelige øjeblikke forbundet med denne højtid. 

Sådanne beslutninger er ikke på ingen måde nemme og tilvalg betyder jo desværre også altid fravalg af noget andet. Det har ikke været nemt, at nå hertil. For mig og min familie nåede vi bare så langt, at, når vi netop ikke kunne indfri alles forventninger, så måtte vi i det mindste indfri vores egnes og særligt vores børns.

"Julen er måske hjerternes fest, men mest af alt børnenes..."

... og på et tidspunkt bliver de også voksne, med partnere og nye familier med forventninger og deraf skuffelser – så det er lånt tid, som aldrig kommer igen og den styrke vi har i vores firkløver bliver også brudt. Når børnene bliver voksne, så vil nye traditioner opstå. 

Mit håb for alle derude er at turde følge sit eget og sine næres hjerte og gøre, hvad der gøres kan for, at julen kan blive den højtid, som børn såvel som voksne kan glæde sig til og mindes om, uden (alt for meget) stress og jag og skuffede forventninger.

Med ønsket om en glædelig jul for alle i årene der kommer❤️

Om at have noget på hjerte - velkommen til min blog

2018 er blevet starten på en ny rejse for mig, det er året, hvor jeg er blevet officielt selvstændig. Tankerne herom har taget form igennem mange år og er egentlig en venden tilbage til 2011, hvor jeg havde et år som selvstændig, men under en anden dygtig psykologs vinger. Det var et virkelig godt arbejdsår for mig. De sidste måneder af 2017 har bragt mig hertil og kan måske også forklare, hvorfor jeg påbegynder denne blog.

Denne rejse jeg er på, med at opstarte egen virksomhed, selv lave hjemmeside, visitkort, indrette mit nye kontor - min klinik og et det hele taget bevæge mig ud på et relativt nyt territorium som selvstændig, får mig til at have behov for at udtrykke og dele min rejse, så mon ikke der kunne komme et indlæg om det senere? 

At starte denne blog handler måske også om, at jeg, da jeg var lille, drømte om at blive forfatter. Det var faktisk ikke det første jeg drømte om, det første jeg drømte om at være, var frisør også derefter blev det dyrelæge, men i lang tid derefter, da ville jeg bare gerne være forfatter. Det med at være psykolog kom først, da jeg var omkring 15år.

Som barn var skønlitterære bøger min store passion, mit helle, jeg læste, læste og læste. Bøger åbnede for mig en verden af uendelige dimensioner.  Jeg fik ikke skrevet selv. Eller det vil sige, et eller andet sted har jeg stadigvæk 24 håndskrevne sider med den barnliges håndskrift. Mere blev det ikke til.

Havde jeg mon den gang noget på hjerte? Det havde jeg nok, jeg vidste bare ikke hvad, eller hvordan jeg skulle udtrykke det – det kom i hvert fald ikke ned på papiret. Til gengæld, så snakkede jeg som et vandfald, så måske fik jeg, når jeg snakkede, alt den luft jeg havde brug for for de tanker, som pressede sig på. 

"Som psykolog fordrer mit arbejde mest at lytte, og jeg har lyttet og jeg lytter, og jeg elsker at lytte".

Jeg bliver vist aldrig forfatter, men i en alder af 40 år, og med denne nye start i mit arbejdsliv, så mærker jeg også trængen til at formidle og udtrykke mig - ikke kun lytte. Så med skræk for at ingen vil lytte, men også med følelsen af – ”nå ja og hvad så”, ja så kaster jeg mig her ud i det, fordi jeg har noget på hjerte. 

Min blog - noget på hjerte, kommer til at omhandle egne erfaringer iblandet min faglighed og hvad terapirummet byder af tanker og refleksioner, som ej ellers slipper sit tag i mig. Måske nogen derude vil følge med, når der kommer nye indlæg fra mig, måske du vil dele, fordi det vækker genklang i dit eget liv, eller kommentere fordi du selv har noget på hjerte? Måske du blot vil læse med? Uanset så tak, fordi du tog dig tid til at læse med indtil nu, jeg er nok snart tilbage igen :-) .

❤️